En populær helt bliver sur

Den sympatiske Spider-Man må i ny film kæmpe mod både bizarre skurke og en skræmmende personlighedsændring hos sig selv. Det er næsten for meget.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Historien begynder i lutter fryd og gammen. Vores sympatiske superhelt Spider-Man er vildt populær i hjembyen New York, hans forhold til den dejlige Mary Jane er bedre end nogensinde før, og også i sit civile liv som den studerende Peter Parker klarer han sig strålende med topkarakterer på universitetet.

Men sådan kan det jo ikke blive ved. Overhovedet ikke, og Spider-Man får mere travlt end nogensinde før, da den ene galsindede skurk efter den anden dukker op og gør livet surt for ham. Hans ven Harry overtager sin afdøde fars identitet som den dæmoniske Green Goblin, mens en flygtet straffefange - måske manden, som i sin tid myrdede Peters elskede onkel, forvandles til det gigantiske monster Sandman, og som om det ikke var rigeligt, inficeres Spider-Man selv af en mystisk parasit, som gør ham så selvglad og hensynsløs, at han begynder at føre sig aggressivt frem i et sort Spider-kostume.

At Peters romance med Mary Jane samtidig går i stykker, behøver vi dårligt nok nævne, og faktisk er det alt i alt mere end rigeligt. »Spider-Man 3« svækkes nemlig af det usædvanlige problem, at dens manuskriptforfattere har været for opfindsomme og konstrueret så mange handlingstråde, intriger, forvandlinger og nye figurer, at filmen bliver både lidt staccato og lidt diffus - det går især ud over sidste del, hvor den personlighedsændrende parasit, der har påvirket Spider-Man så uheldigt (han slår Mary Jane!!!), overføres til den unge fotograf Eddie Brock, som dermed bliver til det frådende uhyre Venom og indgår en dødbringende alliance med den Golem-lignende kolos Sandman.

Forvirrende? Ikke decideret, men flimrende hektisk, selv om instruktøren Sam Raimi især i filmens første del stadig sørger for at give plads til mere rolige scener præget af en eftertænksomhed, som gør »Spider-Man«-filmene psykologisk rigere og mere tilfredsstillende end de fleste andre heftige historier om superhelte. Den nye film er i passager mørkere og mere dyster end sine to forgængere, og i enkelte scener er den mere brutal end strengt nødvendigt, men fundamentalt er Sam Raimis filmserie fortsat båret af muntert humør og ægte fortælleglæde, der hæver historierne om Spider-Man højt over de mere mekaniske og kommercielt beregnende værker i genren.

Det bør anføres, at man skal have set de to tidligere film for helt at begribe relationerne mellem hovedpersonerne i den nye - for eksempel skal man helst vide, at Mary Jane i »Spider-Man 2« fandt ud af, at Peter Parker og Spider-Man er den samme - og så kan man trods alle indvendinger fryde sig over filmens formidable kombination af det følsomme og det højdramatiske.

Splejsen Tobey Maguire med de bløde ansigtstræk legemliggør stadig verdens mest tiltalende superhelt, selv om han altså denne gang i en periode opfører sig mindre sympatisk (den skizofrene transformation begynder morsomt med, at han bevæger sig hen ad gaden på samme måde som John Travolta i »Saturday Night Fever«), Kirsten Dunst er stadig uimodståeligt sødmefuld som den tappert sårbare Mary Jane, handlingen krydres stadig af prægtige bifigurer som Peter Parkers menneskekloge tante May (Rosemary Harris) og den grænseløst koleriske avisredaktør Jonah Jameson (J.K. Simmons), og Sam Raimi har stadig ikke glemt sin gamle kumpan Bruce Campbell, der i sin tid havde hovedrollen i Raimis forrygende »Evil Dead«-trilogi, og som i den nye film fører sig fornøjeligt frem som servil fransk overtjener.

Altså har det begavede legebarn Sam Raimi stadig underfundig sans for kuriøse detaljer, og på actionfronten er de computerskabte effekter i »Spider-Man 3« upåklageligt flotte - ikke mindst i en svimlende scene, hvor en gigantisk kran løber løbsk og smadrer alt omkring sig, samt i det hyperaktive afsluttende opgør, der byder på storslåede mængder virtuos destruktion plus en højstemt hyldest til selvopofrende venskab.

Når man alligevel ikke er helt så euforisk begejstret for »Spider-Man 3« som for dens to sprudlende forgængere, hænger det helt klart sammen med, at flere indfald, flere figurer og flere sidehistorier ikke resulterer i en mere helstøbt film, og at Sam Raimi i denne ombæring serverer et lukullisk filmisk måltid med så mange ingredienser, at man ender med at føle sig en anelse overmæt.

Og måske en anelse utaknemmelig, for nok er »Spider-Man 3« for meget af det gode, men det er vel bedre end for meget af det dårlige, og ingen indvending skal skjule, at vi her generøst bydes på herligt kulørt, medrivende energisk og frodigt fantasifuld underholdning med både hjerte og hjerne.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse