En opsang fra en postmoderne Rapunzel

Finske Sofi Oksanen har skrevet en barsk roman om den voksende extension-industri. »Det er så hyklerisk, at vi ikke mener, at filmstjerner må gå med pels, når vi samtidig accepterer, at alle kan købe og gå med andre menneskes hår«, siger hun.

»Vi har smidt korsettet og skabt et nyt, der består af muskler«, mener finske Sofi Oksanen. Hendes roman, »Norma« vil gøre op med skønhedsindustriens magt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Sofi Oksanen har noget med Rapunzel.

Hendes børnebogsamling bestod mest af fornuftige historier med en klar morale. Her var kun de prinsesser, der blev kronet gennem deres hårde arbejde. Da den finske forfatter var lille, var der dog én bog på hendes pigekammer, der skilte sig ud, nemlig eventyret om den langhårede prinsesse Rapunzel, der var spærret inde i så højt et tårn, at hun måtte fire sin lange fletning ned på jorden, før prinsen kunne klatre op og befri hende.

Historien om Rapunzel var et eksotisk fristed midt i en ørken af fornuftig børnelitteratur. Og det var med dén historie i tankerne, at Sofi Oksanen besluttede sig for at skrive en roman om kvinders hår. »Norma« var tænkt som historien om en »postmoderne Rapunzel«, men den er samtidig en barsk kritik af en skønhedsindustri, der i stigende grad forsøger at betvinge sig kvindekroppen.

»Historisk set er kvindens krop altid blevet underlagt kontrol. En del af kontrollen består i at kræve skønhed, så man kan fastsætte kvindens markedsværdi. Er hun særligt smuk, kan hun få en god mand og blive hans ejendom«, siger Sofi Oksanen, der understreger, at perioden, hvor kvinder selv evner at tjene penge og fastsætte deres værdi som andet end mandens ejendom, har varet relativt kort. Historisk set.

»Vi kan nu være frie som individer, men i stedet for at fejre det, har vi underlagt os den industri, der handler om at se ud på en særlig måde. At skønhedsidealerne fortolkes ens over det meste af verden, beviser blot skønhedsindustriens magt.«

Sofi Oksanen oplever, at vi er blevet tilbageskuende. Ideen om den stærke selvstændige kvinde, der kan have kort hår, brede lår eller små bryster er langsomt ved at blive fortrængt. I dag dyrker vi – igen – det lange blonde hår. De store bryster. Den feminine fremtoning.

»Samtidig har vi udviklet teknologien, så vi kan skabe den krop, vi gerne vil«, siger Sofi Oksanen, der kender skønhedsidealerne fra sig selv.

Korset og vampyr-treatment

Da hun slog igennem som forfatter, handlede flere af pressens spørgsmål om hendes fremtoning.

Hun ligner en påfugl. Selv på den farveløse tirsdag eftermiddag, hvor vi mødes i et gråmeleret kontorlandskab, er hendes øjne tegnet op med grøn og sort. En blank kjole af kinesisk snit og et par spidse sorte stiletter får hende til at gå med bittesmå skridt, mens håret, der er strikket sammen med sorte og lilla dreadlocks, er så stort, at det sidder som en hat oven på Sofi Oksanens smalle, lidt blege ansigt.

Mødte man hende i en bus, ville man blive nødt til at bede børnene om at lade være med at stirre. Men forfatterinden vil ikke fortælle om sine egne overvejelser omkring sit udseende.

»Jeg taler aldrig om mit privatliv. Det er også blevet nemmere at undgå, jo flere priser, jeg har vundet«, forklarer den 39-årige forfatter, der for alvor slog igennem med romanen »Renselse«.

Bogen modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2010, og dens succes skabte en enorm opmærksomhed om Sofi Oksanen, der var overrasket over, hvor meget pressen spurgte til hendes krop og looks. Hun oplevede det, som om der blev sat lighedstegn mellem hendes fremtoning og hendes tanker. Denne oplevelse er kun blevet forstærket med tiden.

»Vi tror, at den ydre krop viser noget om det indre liv. Hvis folk dyrker motion, ser vi dem som kontrollerede mennesker, der arbejder hårdt og plejer sig selv. I 80erne grinede man lidt ad bodybuilderne. Nu ser man dem som mennesker, der har styr på deres liv og deres ydre«, siger Sofi Oksanen. Hun fortsætter:

»Tidligere betragtede man korsetter som et bur, der spærrede kvinder inde, men jeg vil mene, at vi slet ikke har smidt korsettet. Som Valerie Steele (direktør og chefkurator på The Museum at the Fashion Institute of Technology, red.) siger, har vi bare opfundet et nyt, der er lavet af muskler. Vi dyrker den plejede krop, hvor synlige muskler skal vise indre styrke, mådehold og pli.«

Et andet eksempel er den stigende mængde forskellige skønhedsoperationer, der tilbydes. I Finland er det nyeste indgreb den såkaldte »vampyr-treatment«. Behandlingen består i, at kundens blod sprøjtes ind under huden med en række bitte små nåle i et forsøg på at glatte huden ud.

»Problemet er, at behandlingen markedsføres som særlig »naturlig«, fordi man tager noget, der stammer fra kroppen og ikke er kemisk skabt. Men det er jo en forstyrrende måde at pille ved kroppen på. At gøre den til et redskab, der kan hjælpe én med at skabe et specifikt selvbillede.«

Moralsk navigation

Hovedpersonen i »Norma« er en pige med en særlig egenskab, der både er en velsignelse og en forbandelse. Hun har hår, der vokser flere længder om dagen, og som er hyperfølsomt over for andre menneskers stemningsskift. Ofte må Norma liste sig ud på toilettet i arbejdstiden for at klippe det til. Så vildt vokser det.

I Sofi Oksanens univers er fascinationen af det vildtvoksende Rapunzel-hår vævet sammen med virkelighedens voksende industri for naturligt hår, der sælges til parykker og extensions.

Siden årtusindskiftet er industrien vokset med over 70 procent, hvilket blandt andet har ført til kidnapninger i Venezuela, hvor kvinder er blevet klippet af bander, der har set en mulighed for hurtige kontanter. I den anden ende sidder den hvide dame på en dyr salon og køber håret som det mest naturlige.

»Vi synes allerede, at det er naturligt at købe deres børn eller deres organer. Nu køber vi også andre menneskers hår«, siger Sofi Oksanen.

»Det er så hyklerisk, at vi ikke mener, at filmstjerner må gå med pels, når vi samtidig accepterer, at man kan købe et menneskes hår. Du aner ikke, om kvinden blev betalt, før man klippede hende«.

Ifølge Sofi Oksanen er hårindustrien blot ét eksempel på, hvordan vi har gjort kvinder i den tredje verden til vores reservedelslagre. Hos dem kan vi købe de kropsdele, vi mangler. De børn, vi mangler. Med deres hjælp kan vi selv betvinge biologien.

Af samme grund er »Norma« ikke et feministisk kampskrift, understreger Sofi Oksanen. Kvinder kan ikke give mændene skylden. Det er kvinderne, der er forbrugerne, og forbrugerne har magten til at ændre systemet, siger hun. Problemet er bare, at det næppe sker lige foreløbig. Vi har nemlig mistet vores evne til at navigere moralsk. Ifølge Sofi Oksanen kan vi slet ikke styre de muligheder, vi har fået.

»De nordiske lande har altid været enige. F.eks. havde vi en fælles idé om, hvordan man tacklede prostitution. Men jeg oplever, at vi har mistet vores fælles forståelse for, hvad der er rigtig, og hvad der er forkert. Mulighederne er blevet for mange.«

Så der må regler til, siger Sofi Oksanen. Ellers ender vi med at udnytte hinanden. Hun peger også på, at skønhedsindustrien stadig kan opfinde nye, underlige trends, som vi kommer til at adoptere som »naturlige«. Eller som hun siger det:

»For 20 år siden var der endnu ingen, der vidste at hår-extensions ville blive så populære, at der ville opstå en hel industri.«