En ommer i Tivoli

Madanmeldelse: Perlen i TivoliDen skaldede mediekoks storhed er mildt sagt ikke til at få øje på i Perlen i Tivoli.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Perlen er en af de mest klassiske institutioner i Tivoli, så det er klart, at man spærrer øjnene op, når der fra Havens side meldes ud, at der er kommet nye boller på suppen. I dette tilfælde leveres bollerne signeret den såkaldt Skaldede Kok aka Carsten Olsen. Jeg skal blankt erkende, at jeg intet ved om denne skaldede kok, som slår sine folder på DK4, en tv-kanal, mit fjernsyn lykkeligvis ikke er i stand til modtage.

Det eneste, jeg har registreret, er, at han med sine tatoveringer og store underarme ligner en HA-rocker, og det er ikke nødvendigvis noget plus i min karakterbog. Og så vil jeg i øvrigt håbe for manden, der vist nok har en del jern i ilden, at han ikke stod i køkkenet den aften, vi var forbi Perlen, for så er han simpelthen bare ikke dygtig nok til at styre brigaderne.

Rent fysisk ligner Perlen sig selv, retroagtigt kitschet med boblelamper og orange farver fra de gode gamle 60 og 70ere. På denne, trods køligt vejr, forbavsende travle aften, fik vi bord i den knap så belastede ikke-rygerafdeling. Og tak for det, for man sidder godt i denne glaspavillon med udsigt til både Grøften, Glassalen og Plænen, og kan således iagttage det altid blandede Tivoliklientel, som denne aften bestod af gamle abonniner med paryk, ægtepar, som kender hinanden så godt, at de slet ikke behøver at tale sammen mere, fagforeningsbosser, radiochefer og en enkelt pensioneret statsminister.

Men så er det altså også slut med roserne for denne aften, der for undertegnede har skrevet sig ind på top 10 listen over mit livs værste restaurantoplevelser worldwide (der blandt andet tæller et besøg på en italiensk restaurant i Thorshavn og et måltid i bunkeren under Hotel Tuzla under den bosniske borgerkrig.)

Kortet på Perlen har, så vidt jeg kan se, ikke ændret sig meget, det er traditionelt og overvejende dansk - hvilket selvfølgelig er fint nok her i Tivoli. Jeg havde intet problem med hensætte mig til det klassiske hjørne og bestilte henholdsvis fjordrejer og stegte ål, som begge stod opført til dagspris, velvidende at sæsonen endnu ikke rigtig er sat inden for nogen af dem. Priserne blev derefter - 150 kroner for 50 gram rejer og 265 for en portion ål.

Lillebror valgte henholdsvis røget laks og børnerødspætte, mens den store tog hummersuppe, som dog i sidste øjeblik blev ændret til club sandwich, og som hovedret smørstegt rødspættefilet med pommes frites og bearnaise - sidstnævnte bestilling voldte tydeligvis vores senior-tjener hårde kvaler, han fik dybe furer i panden, da vi bad om at få skiftet fisken i kortet fra friturestegt til smørstegt.

Faktisk var jeg ikke helt tilfreds med vores bestilling, forstået derhen, at de super klassiske serveringer næsten er for nemme og siger for lidt om køkkenet. Jeg mener: Hvor meget kan gå galt, når en laks skal skæres i skiver og en fisk vendes på panden? Chokerende meget, skulle det vise sig.

Min rejemad var vel nok den mindst slemme af de tre forretter. De 50 gram ganske små rejer havde blot den ulempe at de var så ekstremt kolde, at jeg fik isninger i tænderne - ikke videre behageligt, og som bekendt smager ting ikke af noget, når de er så kolde. Brødet var en ren anakronisme, to tykke skiver kridhvidt formbrød belagt med et ordentligt lag tandsmør - troede jeg, indtil et nærmere eftersyn afslørede en vandet hvidlig smørelse, som absolut ingen smag havde og formentlig har været Kærgården eller et andet erstatningsprodukt.

Club sandwichen var lige netop passabel, men så heller ikke mere, et niveau under, hvad de serverer på caféerne. Ristet hvidt nulsmag-toastbrød med kold kedelig kylling, rå champignon, iceberg, tomat og industribacon.

Mens jeg sad og arbejdede med at fjerne Kærgården fra mit brød, bemærkede jeg, at den yngste søn sad og peb lidt over sin laks. Hvilket jeg bestemt godt kunne forstå, da jeg så den postkasserøde fisk med store brune plamager, som mest af alt lignede et signalflag - alene udseendet var dybt frastødende. De brune arealer er fiskens muskel, der er sej og smager grimt og trannet - dette bør efter min mening fjernes, man skal simpelthen skære udenom. Her var der næsten mere brunt end rødt kød og hvad værre var, det røde kød var så sejt, at det næsten ikke var muligt at skære det brune fra. Efter operationen var under halvdelen af laksen tilbage, og den smagte bestemt ikke sjovt, salt skarp og trannet i smagen. Laksetesten absolut dumpet!

Anden runde, som arriverede ved vores bord efter en rum tid, skulle vise sig at være endnu værre. Jeg er en stor åle-aficionado og spiser det altid, når chancen byder sig, men her var kvaliteten ikke ophidsende. Stykkerne var tykke og fade med en bismag af brakvand, konsistensen, ikke mindst paneringen, var gummiagtig og så hjalp det ikke meget, at den fede fisk var komplet usaltet. Heller ikke kartoflerne havde fået salt, de smagte af absolut ingenting. Salt manglede den hvide opbagte sauce dog ingenlunde, den var hvinende salt, decideret uspiselig simpelthen. En særdeles uharmonisk ret, kan man roligt sige.

Jeg fik dog trods alt spist en god del af min hovedret, hvilket var mere end man kan sige om lillebror, der dårligt kunne klemme en bid ned af den klamme børnerødspætte, som befandt i et gummiagtigt panser af panering og smagte fadt og grimt af gammel friture. Det er faktisk første gang, at jeg oplevet drengen være ude af stand til at fortære en rødspætte, og selv har jeg da heller ikke smagt værre rødspættefilet, siden jeg sidst gæstede Ida Davidsen. Pomfritterne var ikke overraskende heller ikke sjove, hvorimod bearnaisen var ok. Jeg kan faktisk ikke udelukke, at den har været hjemmelavet.

Storebror var dog den mest uheldige, for han fik slet ikke den ret, han havde bestilt, men derimod en stor frederikshavnerspætte med ben. Tjeneren havde svært ved at skjule sin dårlige samvittighed, da han satte tallerkenen på bordet og vendte snart tilbage for at spørge om alt var, som det skulle være. Da vi påpegede problemet, svarede han: »Ja, jeg vidste det jo godt, de kan ikke finde ud af det i køkkenet, når man laver om på tingene.« Går den, så går den, havde tjeneren åbenbart tænkt, da han serverede os den forkerte spætte i stedet for - som han burde - at få rettet op på tingene allerede ude i køkkenet.

Tjeneren fjernede rødspætten, og vi satte os til vente på en ny uden ben. At vende en fiskefilet på panden, trække fritterne op af frituren og hælde bearnaisen ud af spanden kan ikke tage minutter, tænkte vi, men det gjorde det - 40-45 minutter vil jeg tro. Og da den endelig ankom viste serveringen sig at være decideret frastødende: En stegt fiskefilet var tværet rundt med dåseasparges og hvinende salte dybfrostrejer - ja, det lignede faktisk noget, som havde været en tur på gulvet.

Herefter var jeg mere end parat til at forlade stedet, men børnene insisterede på dessert, og det fik de så. To absolut spiselige serveringer, henholdsvis pandekager og banana split, begge serveret med en ok vanilleis, som jeg faktisk tror var hjemmelavet. Dette er dog på ingen måde nok til at rette på en aften på det absolutte nulpunkt: Vi giver dog ikke nul stjerner her, simpelthen fordi det rent grafisk ligner en trykfejl, som her må det altså blive til én lille friturefedtet stjerne. Og så i øvrigt et godt råd til Tivoli-direktør Lars Liebst: Ring til kokken Bo Bech fra TV3 og bed ham om at sætte Kniven for struben på Den skaldede DK4-kok - så skal jeg undtagelsesvis love at tænde for

fjernsynet den aften.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse