En nordmand med nordjyske rødder er kommet til Aros

Interview: Det er kun et par uger siden, at Erlend Høyersten tog over på ARoS. Ikke nogen let opgave: Han skal få succes ud af successen. Der skal satses mere internationalt, mere på mænd, og museet skal deltage i samfundsdebatten.

Schyyy... chefmøde. Den nye direktør for ARoS, Erlend Høyersten, fortæller, at han som barn både var meget alvorlig og en drillepind. Sådan er han stadig. Her spejler han sig i sin forgænger på direktørposten, Jens Erik Sørensen, der er fotograferet til en poster for udstillingen »Director’s Choice 7-9-13«. Foto: Martin Dam Kristensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Dam Kristensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man ikke vidste det, så ville man ikke tro, at den høje robuste mand med det viltre mørke hår, som haster igennem menneskemængden i den monumentale forhal på kunstmuseet ARoS i Aarhus, er stedets nye direktør.

Med sine uhøjtidelige hvide kondisko, jeans, charmekluden om halsen og den korte læderjakke ligner han ikke den gennemsnitlige hr. Jensen i kulturinstitutionernes chefkontorer. Hertil kommer en ring i øret og på en finger en sølvring udformet som et dødningehoved!

En nordmand er landet i Aarhus. Erlend Høyersten er 41 år og kunsthistoriker med 10 års erfaring som museumsdirektør, senest på KODE, kunstmuseerne i Bergen.

Han forsvinder bag personaleelevatorens dør og er ude af syne. 10 minutter senere sidder han afslappet på sit kontor og drikker kaffe med en formidabel udsigt til domkirken, Aarhus Rådhus og byens nye skyline. Fra computeren lyder klassisk musik.

Det er kun godt et par uger siden, at Erlend Høyersten overtog chefjobbet fra sin forgænger Jens Erik Sørensen, kaldet Jes, der skabte det nu snart 10 år gamle museum og bankede besøgstallet eftertrykkeligt i vejret. Foreløbig bor den nye direktør på hotel, indtil han finder en bolig til sig selv og sin kone og teenagedatter, der skal flytte fra Bergen til Aarhus.

Sidste år besøgte 550.000 ARoS, og kunstmuseet er i dag et af landets vigtigste, men de høje besøgstal ser ikke ud til at bekymre Erlend Høyersten. Hans opgave bliver et udvikle museet og fastholde publikumssuccesen.

»Det er super, at Jes gjorde det så godt, for det sætter jo en målestok for mig. Jeg tror ikke, at 2014 bliver rekordår, men alt over 500.000 besøgende må anses som en succes. Jeg tror, at 2015 og 2016 bliver meget godt, og hvis vi skal passere 600.000, så kan det blive i 2017, hvor vi har nogle sindssyge planer, som er meget konkrete og realiserbare. Når vi gør det, så kommer det til at definere en ny æra for museet,« siger Erlend Høyersten, som endnu ikke kan præsentere sine konkrete planer.

Et enkelt fingeraftryk har han dog sat i årets udstillingsprogram. Til maj åbner en ny udstilling af museets nutidskunst. En fortælling, der skal bryde det kronologiske princip og i stedet er inspireret af den fortælleteknik med stigende spændingskurver og cliffhangers, som Hollywood og Bibelen bruger.

»Det er et eksperiment. Jeg tror, at publikum vil synes, at det er en utrolig fed oplevelse,« siger Erlend Høyersten.

Den nye direktør har et særligt forhold til Danmark. Hans mor er dansk, hans søster har studeret i Aarhus, og han har tilbragt alle sin barndoms ferier hos bedsteforældrene i landsbyen Koldby vest for Thisted, hvor hans morfar var landsbylæge.

»For mig var Danmark på mange måder noget uhyre eksotisk. Det var forbundet med den store rejse, vi skulle ud over havet. Vi boede i Bergen, som ligger i en dal, men i Nordjylland oplever man et stort åbent landskab med stor himmel. Der lugter på anden måde, der ser anderledes ud, og også maden er anderledes. Så for mig var det eksotisk. Vi kom der hver eneste sommer og nogle gange om vinteren også, og når man som barn kommer der så ofte, så får man et særligt forhold til et land,« siger Erlend Høyersten.

I et radioprogram i NRK, Norges DR, sidste sommer fortalte han om sit liv og om somrene i Danmark. Han karakteriserede sig selv som et sanseligt, eventyrlystent og rastløst barn med hang til det melankolske. Men hvad med i dag? Hvordan vil han karakterisere selv som voksen?

»Når man prøver at se på sig selv som barn – ikke som teenager, hvor man er under mental ombygning, så når man ind til noget af kernen i, hvordan man er som voksen. Jeg er fortsat eventyrlysten og sanselig. Jeg var tidligere på dagen i Kunsthal Aarhus, der lige nu udstiller et værk af kineseren Song Dong, som jeg også har vist i Bergen. I værket viser han alle de genstande, som hans mor ejede, og det hele lugter af Kina, og så føler jeg, at hjertet slår lidt hurtigere. Jeg er grundlæggende et humørfyldt og glad menneske, men i dét ligger altid et modstykke, en form for melankoli. Når ting går hurtigt, og der sker meget, så er det igennem melankolien, at man føler, hvor man faktisk er, og hvor man har været. Jeg har et tæt forhold til min datter, som snart er 15 år, jeg skyper med hende hver morgen, vi laver lektier, og vi taler sammen om aftenen. Men hun bliver voksen. Om fire år, så har hun sit eget liv. Melankolien giver et udgangspunkt for at sætte pris på det, man har, for man ved, at det på et tidspunkt vil glide fra en,« siger Erlend Høyersten.

Telefonen ringer. Det er datteren fra Bergen, som får at vide, at han ringer senere. Så åbner han dåsen med snus og placerer en stykke under overlæben og kigger lidt udfordrende på journalisten. »Vi du ha´ en,« spørger han og griner.

Egentlig skulle han have været læge som sin far, morfar og andre familiemedlemmer, men karaktererne rakte ikke til optagelse, så derfor ville han samle point ved studere et andet fag først. Hans gudfar, der var professor i kunsthistorie, anbefalede ham sit fag, og sådan blev det. Som 20-årig – efter værnepligten i marinen – begyndte han på studiet og blev grebet af det.

»Det, som gjorde det så interessant, var, at man satte kunsten ind i en kontekst. Det handlede ikke bare om det mystiske, det æstetiske og stil. Det handlede om meget mere. Om religion, filosofi, historie, politik, geografi osv. Kunstværkerne begyndte at blive døre ind til noget andet, og det er dybt fascinerende,« siger Erlend Høyersten.

Dette syn på kunsten har han stadig, og det kommer til at præge hans arbejde på ARoS. Folk skal ikke kun have æstetiske og følelsesmæssige oplevelser. De skal også have viden, og kunsten skal sættes ind i en sammenhæng.

»Som museum kan man vælge at være enten et prisme eller et brændglas. Vi skal nok være begge dele. Først og fremmest tænker jeg, at ARoS skal være som et højt fjeld. Sidder man nede i dalen, så er det begrænset, hvad man ser af himmelen. Hvis man går på en flad mark, så ser man mere af horisonten, men hvis man går op på et fjeld, så ser man mere af verden. Horisonten bliver større – og udsigten bliver også bedre, fordi man har kæmpet for at komme derop. Vi skal være et sted som både faciliterer og skaber tryghed, men vi skal også udfordre,« siger Erlend Høyersten.

Han har mange visioner for ARoS. Forleden sagde han til Aarhus Stiftstidende, at ARoS skal hæves til et nyt internationalt niveau og som Louisiana i Humlebæk placere sig i verdens top-20 blandt kunstmuseer. Andre ambitioner er at styrke museets forskning og akademiske samarbejde med universitetet og kunstakademiet i Aarhus. Og så vil han også gerne have fat i nye brugergrupper, selv om han kaldet det idealistiske grænsende til det naive at tro, at man kan få alle ind på museet. Der er jo, som han siger, heller ingen, som forventer, at alle interesserer sig for fodbold.

»Når man som jeg tror, at kunst og museer er vigtige for samfundet – og dermed også ønsker et større publikum, så må vi også tage højde for, hvem der ikke bruger os. Vi ved, at en stor del af dem, som bruger os, er højtuddannede kvinder, 40 plus og med god løn. Det er en ekstrem vigtig gruppe, men vi må også se på, hvorfor flere mænd ikke kommer. Hvad er det, vi gør forkert i vores kommunikation? Hvis vi hele tiden kun taler om æstetik og følelser, så vil mange mænd have det vanskeligt. De har det vanskeligt med store følelser i det offentlige rum, tror jeg,« siger han og griner.

»Hvis man kan lave udstillinger, der kommunikerer, at kunst også handler om politik og Napoleonskrigene og bruger kunsten til at illustrere en interessant historie og samtid, så tror jeg, at flere mænd vil komme.«

70 procent af museets indtægter kommer fra billetsalg og fonde – 30 procent er offentlige tilskud, og derfor er de såkaldte blockbusters, som Erlend Høyerstens forgænger meget dygtigt forstod at skabe, vigtige. Det skal de fortsat være, for når først folk har været inde på museet og fået afkræftet deres fordomme om, at det er et støvet sted, så kommer de igen. Men det skal gøres på en intelligent måde og disse udstillinger behøver ikke at være bygget op omkring ét stort kunstnernavn. Det kan også være udstillinger om en gruppe af kunstnere, hvis værker fremstilles i kontekst med tidsånden og samfundsudviklingen.

»Når jeg arbejder med kunst, så er det alvorligt. Det kan være sjovt, det kan være spektakulært, og vi skal arbejde på at få blockbustere, men der skal være en alvor i det. Vi lever i et samfund, hvor der er meget kulturrelativisme, hvor ingenting betyder særligt meget, så jeg vil have, at det vi gør, faktisk har betydning,« siger Erlend Høyersten.

Han er vokset op i et hjem med masser af bøger, musik og litteratur, men han var ikke særlig god i skolen og begyndte først at læse i 6. klasse. I stedet for bøger kastede han sig over tegneserier som Asterix og Lucky Luke. Hans første kunstoplevelser var igennem kunstbøger. Særligt den nederlandske maler Pieter Breugels (1525-1569) detaljemættede malerier optog ham.

»Hans billeder er næsten som tegneserier med masser af små fortællinger. Det var enormt skræmmende og surrealistisk at sidde og prøve at finde ud af, hvad der skete på billederne,« siger Erlend Høyersten.

Han vil ikke pege på enkelte værker på ARoS, som har særlig betydning for ham – »jeg har været her for kort tid til at kunne gøre det,« siger han. Til gengæld vil han gerne fortælle om sin begejstring for hollandske stilleben. Han er begejstret for disse opstillinger af frugt, blomster, porcelæn og skaldyr. Billederne fremstår som udelukkende dekorative, men der meget mere i dem, end det man umiddelbart ser. De skjuler religiøse betydninger, de ti bud, som ikke måtte afbildes. Billederne viser også livets forgængelighed – blomster der visner, frugter med små pletter af råd og blade med små orme.

»Hvad viser det? At tiden går, men også at livet svinder hen. Alt det smukke vil på et tidspunkt begynde at rådne. Alt det, man nyder og glæder sig over, forsvinder. Man har en fin morale, på sin vis en momento mori (husk at du skal dø, red.). Glæd dig over hvad du har, men husk at du skal stå til regnskab for en anden en anden dag. Hvis man har et stilleben med bøhmiske glas eller kinesisk porcelæn, så fortæller det også noget om handelsruter. Man skal vise kontakter til Kina. Og så har man også f.eks. en hummer og andre skaldyr. Det var et symbol på kraniet, som også er en påmindelse om livet, der slutter. Min far citerede Wagner forleden, som sagde, at »hvis vi havde forstået livet, så havde vi ikke haft brug for kunsten«. Kunsten minder os om vor menneskelighed,« siger Erlend Høyersten.