En newyorker i Europa

Tom Reiss har skrevet en glimrende bog, »Den sorte Greve«, om Den franske Revolution. Den handler om en mulat, der blev general under Napoleon og desuden var far til forfatteren Alexandre Dumas. Men hvorfor var det en newyorker, der genfandt en af revolutionens vigtigste figurer?

Forfatteren Alexandre Dumas i forklædning som sin far, Den sorte Greve. Også Alexandre Dumas havde mørk hudfarve og var udsat for chikane. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Den 47-årige amerikaner Tom Reiss fik sidste år den fornemme Pulitzer-pris for sit historiske værk »Den sorte Greve.« Bogen fortæller den utrolige historie om forfatteren Alexandre Dumas` far, Thomas-Alexandre. Alexandre Dumas var sin tids mest succesrige skribent med klassikere som »De tre musketerer« og »Greven af Monte Cristo«. Historien om greven, der sad fængslet i årevis, var inspireret af Thomas-Alexandre, som i mange år sad fængslet i Italien.

»Den sorte Greve« er biografien om denne far, der var søn af en slavinde på Haiti, og hvis egen far var en skurk og fransk adelsmand.

Under Napoleon blev Thomas-Alexandre en af den franske revolutions dygtigste generaler. Hans ulykke blev, at han ragede uklar med Napoleon, og siden blev han skrevet ud af den franske historie. Men i Reiss’ bog genopstår han som den gigantiske skikkelse, han var, med supermandskræfter. Han kunne løfte en hest og var en af tidens dygtigste fægtere. Samtidige kilder beskriver ham som en af revolutionens modigste og mest idealistiske soldater. Under Napoleons egyptiske felttog blev Thomas-Alexandre Dumas imidlertid uvenner med Napoleon, og på tilbagevejen til Frankrig blev han fængslet af en røver-baron i Italien og sad fængslet i årevis, før han blev sluppet løs.

Tom Reiss skriver med nye opsigtsvækkende kilder om denne helteskikkelse, som bevarede troen på revolutionens idealer, fordi frihed, lighed og broderskab også betød hans egen redning fra racisme. Far og søn nåede at blive forenet, og Alexandre Dumas bevarede et kærligt minde om sin far, men generalen døde, da Alexandre blot var fire år. Da den amerikanske udgave af Tom Reiss’ bog kom i 2012 skrev undertegnede, at det er en af de bedste bøger om revolutionstiden, man kan læse, og nu foreligger den altså på dansk.

Det er ikke første gang, at Tom Reiss har kastet sig over en omflakkende europæisk skikkelse. Det var også tilfældet med hans forrige bog »The Orientalist« (2005), der beskrev en lige så utrolig europæisk skæbne i skikkelse af den jødiske kosmopolit Lev Nussimbaum (1905-1942). Nussimbaum var født i Baku, men opholdt sig mest i Tyskland, hvor han blev en kendt litterær skribent under forfatternavnet Essad Bey. Nussimbaum var royalist, afskyede marxisme og nærmede sig nationalistiske og fascistiske kredse i sit had til kommunismen. Selv om nazisterne anbefalede Nussimbaums romaner, så flygtede han i 1938 til Italien, hvor han døde få år efter. I dag anses en af hans romaner, »Ali og Nino« for at være en af Azerbadjans litterære hovedværker.

Newyorker-jøde

Berlingske har mødt Tom Reiss, og vi startede med at spørge ham om, hvad der får en newyorker-jøde til at skrive disse bøger om fantastiske europæiske skæbner?

»Min forlægger har også undret sig og spurgte, om jeg dog ikke ville skrive en typisk amerikansk bog om nogle kriminelle eller en eller anden, der blev fantastisk rig. Men det er ikke tilfældigt, at det blev bøger om disse idealistisk søgende europæere, der flakkede rundt og følte sig som fremmede,« siger Tom Reiss.

Kan du være mere præcis?

»Mine forældre flygtede fra Tyskland, fordi de var jøder. Jeg voksede op i dette intellektuelle miljø af europæiske jøder i New York, og det påvirkede mig stærkt, så hele min opvækst er fyldt med den europæiske verdens jødiske erfaring. Så det kom til at definere mig og fik mig, som så mange andre amerikanske jøder i New York, til at reflektere over vore skæbner og europæisk historie. Jeg føler mig absolut amerikansk, men jeg føler mig også som en fremmedgjort, der ser på verden med både amerikanske og europæisk-jødiske briller. Både Dumas og Nussimbaum var outsidere, og deres omflakkende skæbner og kamp for universelle værdier har i sig noget tidsløst, som jeg har i mig selv.«

Disse omvandrende skikkelser er vel varian­ter over Ahasverus-myten. Jeg tænker på sagnet om jøden, der nægtede Jesus hjælp på vej til korsfæstelsen og derfor blev dømt til evig omvandren. Man finder ham i europæisk kulturhistorie i utallige litterære udgaver? Og han kan vel også minde om den rodløse jøde i Woody Allens Zelig-skikkelse i filmen af samme navn fra 1983?

»Ja, det er en klassisk historie om den omvandrende jøde eller i Dumas skikkelse den sorte kosmopolit, der kæmper for sin ret og realisere sine politiske fantasier. Jeg voksede op med folk som dem. Mine slægtninge var omflakkende jødiske idealister, som befolkede New York i årtier og alle, der kender New Yorks intellektuelle historie, ved, at de mennesker dominerede byens intellektuelle miljøer og til en vis grad stadig gør det. De foresøgte til stadighed at udleve deres politiske idealer. Både Nussimbaum og Dumas elskede tanken om imperier, der kunne give dem lige rettigheder og en mulighed for at flakke rundt og kæmpe for deres politiske ideer.«

Så der er stærke bånd mellem Nussimbaum og Dumas i skikkelse af Den sorte Greve?

»Ja absolut, de er meget ens. Nussimbaum var ganske vist magtesløs, men han havde som mange af tidens jøder, der blev revolutionære kommunister, et behov for at realisere sin drøm om et utopia i form af en nyt samfund, hvor han kunne blive fuldgyldigt medlem. Men Nussimbaum blev ikke kommunist, men det stik modsatte – en imperie-tilhænger. Den sorte Greve havde samme drøm om et revolutionært imperium, hvor han ikke kunne dømmes efter hudfarven.«

Ny-nazisten Ingo Hasselbach

Men der er også store forskelle på dem?

»Ja, Nussimbaum var delvis en løgner og ikke nødvendigvis sympatisk, mens Den sorte greve var en rendyrket idealist, der var elsket af alle, der kendte ham.«

Hvad siger du til sammenligningen med Woodys Allens foranderlige figur Zelig i filmen af samme navn, hvor Zelig antager nye menneskelige former alt efter hans situation?

»Mange har påpeget ligheder mellem Zelig og mine figurer, men egentlig bryder jeg mig ikke om sammenligningen. For mens Zelig er uden indhold og skifter udseende efter de omstændigheder, som han er i, så har mine hovedpersoner et menneskeligt og politisk kald, som de er trofaste over for. Zelig er en opportunist, mens mine hovedpersoner er meget selvopofrende. Jeg elsker folk, som er fyldt med glorværdige intentioner. Jeg elsker folk, som søger efter en grænseoverskridende ideer, som de kan følge. Jeg er ikke selv drevet af idelogiske motiver, og jeg er meget pragmatisk i mit verdenssyn. Men jeg elsker altså mennesker, som er idealistiske i deres tro og ideologi, for det er at foretrække frem for folk, der blot stræber efter at gavne sig selv eller tjene penge. Og derfor ender jeg altid med at skrive om disse idealistiske typer, ja selv den tyske tidligere nynazist Ingo Hasselbach, har jeg skrevet en bog om, nemlig »Führer-Ex: Memoirs of a Former Neo-Nazi« (1996).«

Politik og ideologi

Så denne drift mod de ideologiske typer er din europæiske arv?

»Ja, det tror jeg. De fleste amerikanske forfattere ville ikke skrive den slags typer – jo, jøderne. Men de fleste vil skrive om kapitalister, erhvervsfolk med succes eller kriminelle. Mine bøgers hovedpersoner handler om politik og ideologi, som er uvant for de fleste amerikanske forfattere.«

Dine bøger udmærker sig ved et dramatisk drive og en fin og dybtgående psykologisk skildring, som er fremhævet af alle anmeldere. Foretrækker du biografien som genre?

»Ja, fordi dybest set er jeg meget lidt idealogisk selv, at jeg bruger biografien, som giver de bedste muligheder for at gennemskue en tidsepoke og se gennem tidsåndens strømninger. I det enkelte menneske findes alle de modsatrettede motiver og den dybde, som overskrider tidens politiske ideer og bevægelser. Og når man så får foræret eventyr-skikkelser som Nussimbaum og Dumas, så skriver den dramatiske historie jo delsvis sig selv.«

Hvorfor var det dig og ikke en fransk historiker, der skrev den store biografi om en så vigtig figur som Den sorte Greve?

»Fordi han blev skrevet ud af historien, efter at Napoleon havde dumpet ham. Og da vi så nåede frem til 1970erne, hvor de venstreorienterede historikere genopfandt en mængder upåagtede skikkelser, så passede han ikke rigtig ind nogen steder. Jo, han var sort og kom fra Haiti, men han var en del af Napoleons imperialistiske felttog. Måske skulle der en New Yorker-jøde med europæiske rødder til at se historiens betydning.«

Tom Reiss: Den sorte Greve. Napoleons rival og den virkelige greve af Monte Cristo. 517 sider, 350 kr. informations Forlag.