En muses tragedie

»Factory Girl« er et overfladisk portræt uden fokus eller hjerte af en af 1960ernes popkunst-ikoner, Edie Sedgwick, der gik til grunde i celebrity-kulten omkring Andy Warhol.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Historien om Edie Sedgewick var på mange måder en forudsigelse af en historie, vi siden hen har set gentaget mange gange. Dén om et smukt ungt menneske, der for en tid bliver mediernes darling, ikke berømt for et særligt talent, men kun på grund af at hænge ud med de hippe mennesker på de hotte steder. Hun var 1960ernes it-girl, datidens svar på Paris Hilton, først og fremmest fordi hun for en tid var Andy Warhols favorit-festabe og muse i hvert fald i 15 minutter til han fandt nye græsgange.

I instruktør George Hickenloopers version, baseret på det med rette - meget kritiserede manuskript af Captain Mauzner, får vi Edie Sedgwicks liv serveret i en halv-dokumentarisk stil. Med ramme i et terapi-interview med Edie i 1970, året før hun dør af en overdosis, oprulles beretningen om den unge Edie, der kommer af en velhavende »old money«-familie, og som tager til New York for at gøre sig som kunstner. Skeletter i familieskabet er der masser af med en bror, der har begået selvmord og, antydes der, seksuelle overgreb fra farens side. Den mentalt skrøbelige, men smukke Edie bliver opdaget af en fascineret Andy Warhol, og snart er hun en fast bestanddel af det radikale boheme-entourage, der holder til i Warhols kunst-atelier, The Factory. Hun medvirker i flere af hans kunstfilm, er model i modebladene og for en tid er hun den mest feterede person i New York. Men stoffer og sprut får sit tag, og da hun bliver forelsket i ham, der i filmen kun omtales som »musikeren« eller »rockstjernen« (som ligner Bob Dylan til forveksling, men Dylan truede med sagsanlæg hvis hans navn blev nævnt) bliver Warhol jaloux og skrotter hende. Derfra går det kun ned ad bakke for Edie.

Portrætteringen af Warhol spillet af en monoton Guy Pearce - er bestemt ikke sympatisk, faktisk ensidigt negativt som en overfladisk, blodsugende, tom kunstner, der udnytter folk, og Edie Sedgwick er gjort til det rene offer, til legemliggørelsen af klicheen om »den stakkels, lille, rige pige«. Det er en skam at hendes liv, der ellers rummer de nøjagtige ingredienser til en moderne og tidstypisk tragedie, er gjort så flad og unuanceret og oven i købet forvaltet dårligt af Hickenlooper. Der er konstant lagt distance til personerne og filmen skøjter uden fokus fra den ene overfladiske scene til den næste.

Så selv om Sienna Miller som Edie er kompetent og kæmper med at få mest muligt ud af sit materiale, kan hun ikke redde »Factory Girl« fra at føles som en karruseltur, man ikke får lov at hoppe med på, men i stedet bare kan stå og kigge på. Og hvor stor en oplevelse er det?

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse