En mors dilemma

Rigmor Zobel er karrierekvinde om en hals med et lederjob i konsulent-firmaet Deloitte & Touche. Men hun er også mor til Hermann på tre år.Hendes arbejdsdag begynder klokken otte og slutter ofte først, når drengen er lagt i seng. Men Rigmor Zobel vil ikke lave noget om. Let provokeret afsine omgivelser, der har betvivlet om hun kan klare det hele, holder hun fast i sine ambitioner både derhjemme og på jobbet. Berlingske Søndagbringer et uddrag af et interview med Rigmor Zobel fra bogen »Kampen mod uret«, skrevet af Anna-Lise Bjerager.

Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hermann begynder at røre lidt uroligt på sig.

»Snak med mig, mor,« siger den lille mand insisterende et par gange.

Rigmor Zobel følger for et øjeblik barnet ind i dinosauruniverset, hvor der udspilles en mægtig kamp på skærmen om øglemors æg, og hunnen forsvarer sit kommende yngel med om ikke næb så i alt fald kløer. Hermann gnasker karameller og ser til med store øjne.

»Nej, hvor frækt, skat. Se, den stjæler æggene,« siger hun og purrer op i drengens hår.

Rigmor Zobel tror selv, at hun ville være parat til at gøre hvad som helst for sit barn. Der er ingen tvivl i hendes sind om, at hendes søn er den vigtigste person i hendes liv. Alligevel må hun konstatere, at hun ikke grundlæggende har lavet meget om i sit liv, efter at hun har fået barn. Hun arbejder lige så meget som før, og hun er lige så ambitiøs som tidligere. For hun holder også af sit job. Børn og karriere udgør et moderne dilemma, som Rigmor Zobel tror, hun står midt i sammen med alle andre kvinder, der gerne vil udrette noget på arbejdsmarkedet.

»Jeg synes jo, det er ret sjovt, det, jeg laver. Det er min interesse, ligesom nogle interesserer sig for at male. Jeg kan ikke bare gemme den del af mig selv væk. Jeg arbejder ikke mindre, end før jeg fik barn, for så kan man bare ikke have sådan en stilling, som jeg har. Jeg er nødt til at være der hundrede procent og være fleksibel, og sådan er det bare.

Men det er et dilemma. For samtidig er der da en del af mig, der har lyst til at gå ned på deltid og være mere sammen med min søn. Af og til kan jeg blive ulykkelig over, at jeg ikke har set ham nok, og så bliver man samtidig ramt af utrolig dårlig samvittighed. Desuden er der jo også andet end arbejde, der tager tiden fra ham. Så er der en jagt og en fødselsdag, og pludselig har han ikke set mig mere end et par timer hist og pist, når man gør status over ugen. Lige nu er jeg sammen med ham. Men er jeg rigtig sammen med ham? Nej, jeg er vel egentlig sammen med dig,« siger hun og ser nærmest lidt anklagende på én.

»Og når du så går, kommer der kunder til middag. En gang imellem sætter jeg mig da ned og siger til mig selv: Jamen er det nu helt fair over for ham. Særligt med den alder, han har nu. For jeg er da godt klar over, at når han er seks år, vil han hellere ud at lege med sine venner, og så er mor pludselig ikke længere den eneste i verden. Så måske skulle man nyde den her tre-fire-års alder lidt mere, end man gør.

Reelt tror jeg ikke, at et par år væk fra karrieren ville betyde det helt store for mit eget vedkommende. Men for ham på det alderstrin, han er nu, udgør to år en verden til forskel.

Jeg går med de overvejelser, men jeg tror ikke allerinderst inde, at jeg når videre med dem. Jeg tror, at det har at gøre med, at vi som kvinder har alt for mange ressourcer. Vi har gode uddannelser, masser af gåpåmod, og så er vi egoister. Vi vil det hele. Vi har bare ikke nok af den ressource, der hedder tid. Vi har simpelthen ikke fundet modellen for, hvordan børn og karriere kan gå op i en højere enhed. Jeg tror dog, at vi er kommet et skridt videre. Det er ved at være socialt acceptabelt at tage sig tid til de nære ting. Hvorimod det for ganske få år siden var smart at arbejde døgnet rundt og fortælle om, hvor travlt man havde. Så der er da sket en ændring.«

Noget, der ikke har ændret sig, på trods af mange års ihærdig kamp for ligestilling mellem kønnene, er det offentlige systems behandling af kvinder. Det er i hvert fald den erfaring, Rigmor Zobel har draget, efter at hun ansøgte om institutionsplads til sin søn hos sin hjemkommune. Damen på socialforvaltningen tilbød hende en halvdagsplads.

»Jeg sagde til hende: »Jamen det går slet ikke, for jeg er sjældent hjemme før syv.« Hendes svar lød: »Ja, så skulle du måske ikke have haft børn.« Det var holdningen hos kommunen. Men meningen er vel netop, at det offentlige system skal hjælpe én til at få passet børnene, så man kan beholde sit job. I øvrigt havde hun formentlig ikke sagt den slags til en mand.«

Rigmor Zobel har ikke haft noget egentligt ideal at læne sig op ad i forhold til rollen som mor. Hendes egen mor, Annika Wicksell, der var svensk, døde i en trafikulykke i 1971, da Rigmor Zobel var to år gammel. Til gengæld har hun haft en far, Peter Zobel, der forstod at udfylde begge roller, synes hun, når hun ser tilbage på sin barndom.

»Min mor døde, og det er en del af min virkelighed. Jeg har ingen erindring om andet end én forælder, hvor de fleste andre har to. Min far har været det hele for mig og min søster, Caroline, der er to år ældre end jeg. Han har altid haft masser af tillid til os og kysset og krammet os og fortalt os, at han elskede os. Sådan noget, som man tror, kun en mor kan gøre. Til gengæld har han aldrig været god til at komme ind i min lejlighed med lidt mad og den slags, da jeg var ung. Det har han ligesom ikke kunnet tage sig af. Men han har altid været der for mig. Og så har vi også haft vores bedsteforældre gennem vores opvækst. De kom og hentede os to gange om ugen fra skole og tog os med til Louisiana og på dukkemuseum, og de har rejst verden rundt med os.

Det er klart, at min far har præget mig meget. Jeg har arvet hans interesse for jura, og ofte sad vi om aftenen og diskuterede hans arbejde, da jeg blev ældre. Han har aldrig tænkt: »Dig kan jeg ikke tale med, fordi du er en pige.« Det er aldrig faldet ham ind. Men han var samtidig den første til at sige: »Gå ind og red dit hår, og se lidt ordentlig ud.« Han har stærke holdninger til, hvordan kvinder skal være, men han er absolut ikke mandschauvinistisk. Hvis man som kvinde kan bruge indersiden af hovedet på en fornuftig måde, har man akkurat de samme muligheder. Den indstilling har da animeret mig til at gøre mig umage.

Men min far har aldrig truffet afgørelser på mine søstres og mine vegne. Caroline, min ældste søster, er kunstner, og min yngste halvsøster, Sarah, studerer psykologi og er hjemmegående. Jeg deler min fars interesse for at gå på jagt og blev jurist ligesom ham. Det sidste var mere eller mindre tilfældigt. Men når det nu var sådan, var det da herligt, at vi kunne tale om det. Han har givet mig en indsigt, da jeg var ung jurist i Codan, som jeg ellers ikke ville have fået.«