Det siges at skrive om musik er ligesom at danse om arkitektur. Underforstået: Sproget kan dårligt indfange den musikalske oplevelse på en fyldestgørende måde. At læse om musik vil kort sagt aldrig være som at lytte til musik.

Spørgsmålet er, om det samme gør sig gældende for standup? For selvom standup på sin vis bare er en lang strøm af sætninger, som vil kunne gengives ordret, så er det som om, at der alligevel går noget elementært tabt i jokens vej fra scene til papir.

I hvert fald når komikeren hedder Louis C.K.

Den 48-årige amerikanske tv-serieskaber, skuespiller og manuskriptforfatter er i flere omgange blevet udråbt til at være verdens sjoveste mand. Og med god grund - se blot på et af hans utallige standup-shows fra de sidste ti år, se på Youtube-klippene af hans besøg i de store amerikanske talkshows eller se hans mesterlige autofiktions-tvserie, »Louie«.

Det er vederstyggeligt morsomt. C.K.s komik er ekstremt selvudleverende og prikker ubarmhjertigt i eksistensens smertepunkter. Her finder han dybe sandheder ved at vise, udstille og undersøge sin egne værste sider og mest forbudte tanker, som vi andre så kan grine forfærdet over. Fordi vi kan genkende sider af os selv og andre, som vi ellers aldrig ville stå ved eller turde sige højt.

Grumme sager

Under Louis C.K.’s første danske show nogensinde i Forum lørdag aften var det som at se en mester i aktion - de store grin faldt som perler på snor - men uden her at kunne gengive hans timing, stemmeføring, mimik og gennemsnitlige kropslighed kan hans materiale hurtigt komme til at fremstå morbidt, afstumpet, ja, decideret klamt fremfor haha-punchline-sjovt.

For eksempel var selvmord et tilbagevendende tema i løbet af showet (»Selvmord løser alle problemer. Bange for Islamisk Stat? Dræb dig selv. Så er du ikke bange mere.«), ligesom han også kredsede om abort i nogle ekstremt grovkornede termer.

Men C.K. fik dog alligevel i overskridelsen noget sjovt ud af det på scenen. Ligesom han også ramte plet med sine velkendte harceleringer over, at livet grundlæggende er noget lort, at kærligheden er forloren, at mennesker behandler hinanden ad helvedes til, og at det er utaknemmeligt at have børn. Sådan kan vi vist alle have det en gang imellem, hvis vi nu skal være helt ærlige. Og C.K. blæste det op og ud af proportioner, så vi kunne få lov at grine forløsende af det.

Og så var der indimellem rig lejlighed til nogle herligt absurde digressioner. Fra hans datters punktering af Akilles-myten til det dårlige minde om hans mexicanske fars penis set fra børnehøjde. Fra den primitive glæde ved at tale i stereotypiske accenter til det nødvendige i at undertrykke sine pludseligt opståede homoseksuelle tilbøjeligheder som 48-årig.

Eneste jeg savnede var en lidt strammere rammesætning, en lidt klarere fornemmelse af, hvad den gode C.K. ville med det hele. For der var masser af glimrende dele. De samlede sig bare ikke for alvor i et større hele.

Hvad: Louis C.K.
Hvor: Forum, lørdag