En mester fra Danmark

I morgen er det 150 år siden, den danske forfatter Henrik Pontoppidan blev født. Han er ubestridt den største kunstner, Danmark har fostret, når det gælder den store realistiske roman, der kan omslutte menneskeskæbner, samfundsudvikling og livanskuelsesdiskussioner. Tre litteraturforskere Anker Gemzøe, Lise Præstgaard Andersen og Søren Schou giver her deres bud på, hvorfor han er så god, og om han har nutidige arvtagere. Og så får vi deres personlige top tre-lister over de bedste Pontoppidan-værker.

Forfatteren Henrik Pontoppidan. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Han er den store mester. Han er den store romanforfatter i dansk litteraturhistorie. En vis tradition vil godt nok vide, at han sprogligt og digterisk ikke var lige så stor en kunstner som sine samtidige, Herman Bang og I. P. Jacobsen. Til gengæld kunne han fortælle. Han kunne fortælle sig igennem det danske samfund, livanskuelserne og menneskelivet på en måde, som ikke er modsvaret siden.

Man laver slet ikke den slags romaner mere. Men hvorfor egentlig ikke? Nogle gange siges det undskyldende, at samfundet er blevet alt for kompliceret til den type overflyvning af sociale klasser, værdidebatter og samfundsudvikling. Og så kan moderne forfattere heller ikke fortælle lige ud af posen, for de er blevet så meget mere raffinerede, sprogligt og psykologisk.

For at få testet nogle af disse antagelser omkring fødselsdagsbarnet, har vi konsulteret tre litteraturforskere, der ikke er eksperter i Pontoppidan i den forstand, at de har viet hele deres liv og forskning til forfatterskabet, men de er dog både kendere og elskere af værket. Det drejer sig om Anker Gemzøe, dr. phil. og lektor ved Aalborg Universitet, Søren Schou, professor ved RUC, og Lise Præstgaard Andersen, lektor ved Syddansk Universitet.

Er det rigtigt, at man ikke længere kan skrive romaner som på Henrik Pontoppidans tid?

Anker Gemzøe: »Den slags udsagn har altid irriteret mig, fordi de forudsætter, at der er en »rigtig« måde at skrive på til hver en tid. Selvfølgelig er der sket noget i prosaen siden Pontoppidan, han har for mange lange taler, især i de store romaner, men generelt er han ikke nogen bedaget forfatter. Han blander realisme og modernisme på en måde, der peger fremad. Og den med at samfundet er blevet mere komplekst, den køber jeg ikke, det kan højest være komplekst på en anden måde end den gang.«

Søren Schou: »Nu kan det med at skrive som Pontoppidan jo både gå på kvalitet og slags. En forfatter som Angelo Hjort prøvede at skrive romaner på samme måde, men de havde slet ikke samme kvalitet, og han er helt glemt i dag. Hanne Vibeke-Holst skriver om magten og går ind i moderne politikere, men på en måde, der tangerer det triviallitterære. Man kan bare sammenligne hendes politiker-portrætter med Pontoppidans skildring af den store politiker Enslev i »De Dødes Rige«, som vi både ser indefra og fra forskellige sider. Man kan godt skrive den slags romaner, men vi har ikke nogen i Danmark, der magter det aktuelt. Man må til udlandet. En engelsk forfatter som Ian McEwan er et godt eksempel, især hvis man lægger alle hans romaner sammen.

På det stilistiske plan er Pontoppidan lidt gammeldags, fordi hans personer blegner og rødmer så meget. Der er en set med moderne øjne meget omstændelig og bogstavelig fysionomik, når man skal formidle personernes følelser. Det gør Herman Bang betydeligt mere raffineret.«

Lise Præstgaard Andersen: »Jeg tror ikke, der litterært-teknisk er noget til hinder for at skrive den slags romaner. Men problemet er, at vi som samfund ikke længere har så klar og fælles en dagsorden som på Pontoppidans tid, hvor man diskuterede religion, sædelighed, Brandes, Estrup osv. I dag er der også meget debat, men det er en pseudo-debat, hvor man hurtigt går videre til noget andet og glemmer det forrige. Så holder Politiken med den ene part og Berlingske med den anden. Det hele bliver meget flimrende og nyhedsjagende, og det er svært at skrive store udfoldede romaner på. Så er der i dag nok også en mindre tro på personligheden, på at mennesker er sammenhængende og det kan gøre det sværere at skabe de store litterære skikkelser, som Pontoppidan var så god til.«

Hvad var det i særlig grad Pontoppidan kunne som romanforfatter?

Anker Gemzøe: »Der, hvor han er uovertruffen, er i de indre monologer, han kan virkelig gå ind i folks indre verden og konfrontere deres fortolkninger og krydsfortolkninger af sig selv og hinanden. Og han kan formidle konfrontationen i forskellige sprog, der står over for hinanden.

Og så mener jeg, Pontoppidan har et stærkt bud til vores tid, i hvert til de lidt over midaldrende, der kan se de lange linjer gennem perioden. Han levede i en brydningstid, der på parallelforskudt vis ligner vores. Han var vokset op i et traditionelt samfund i 1850erne og 60erne, og så kom der voldsomme brydninger i årene efter 1870 med det moderne gennembrud, dannelsen af partiet Venstre, den spirende kvindefrigørelse. Man så fremkomsten af en radikalisme og en græsrodsbevægelse, og det gentager sig jo omkring 1960 og senere 1968, som er en af de største forandringsperioder i Danmarkshistorien. Og parallellen går videre, for der er politisering og forfatningskamp i 1880erne/1970erne, og dyb desillusion og lede ved politik i 1890erne/1980erne. Den lede følte Pontoppidan også, men han følte samtidig en lige så dyb lede ved de reaktionære og forløjede opgør med politiseringen, og det kan man også føle i dag, hvor den gamle venstrefløj skal udnævnes til at have været enten stalinister eller terrorister. Han viser i sit forfatterskab nogle tidsskift, der er aktuelle på en sær måde.«

Søren Schou: Han er, som Klaus P. Mortensen en gang har sagt, umiddelbart læsevenlig. Der er en myldrende og appellerende forgrund i hans romaner, en spændende handling. Men så har han også det, man har kaldt hans tvesyn: Han kan som forfatter præsentere et synspunkt, som om han går varmt ind for det, og så kan han relativere det i næste bevægelse; hvem holder han med? Han er hurtigt læst, men sent forstået. Det virker så nemt at læse sammenlignet med I.P. Jacobsen, men man kan fortolke det meget længe, og det er jo store og vigtige emner, han kredser om. Afslutningen på»Lykke-Per«, hvor hovedpersonen trækker sig tilbage i isolation ved den jyske vestkyst, har man diskuteret meget: Er det resignation, kristendom, parodi eller noget fjerde?

Den kvalitet ved forfatterskabet er faktisk ret speciel, for der er jo sandt at sige meget »stor« litteratur, som man ikke læser med umiddelbar lystfølelse, men mere »for sine synders skyld«, og på den anden side er der mange læsevenlige romaner, der ikke rummer ikke så meget stof til eftertanke.«

Lise Præstgaard Andersen: »Det, han i særlig grad kunne, var at fortælle en historie, og ved at gøre det fastholde moralske spørgsmål, som han ikke selv kendte svarene på! De ældre romantiske forfattere kendte svarene, eller de forestillede sig, at de gjorde. Og de yngre forfattere opgiver ofte allerede i forhold til at stille spørgsmålene. Så har han det brede Danmarksbillede, livsanskuelsesdiskussionerne, og dette, at han kan skabe overbevisende skikkelser, som man føler, man kender personligt og aldrig glemmer, som Per og som Jakobe, der har været rollemodel for mange kvinder og jo også er noget mere kompleks end Thøger Larsens badepiger. Og så er han god til kærlighedshistorier og til kvindeskikkelser.«

Hvis man skal nævne nogle nutidige forfattere, der løfter arven efter Pontoppidan, hvem kunne det så være?

Anker Gemzøe: »Oplagte arvtagere er Tage Skou-Hansen og Svend Aage Madsen, to Århusforfattere, hvor Skou-Hansen især viderefører realismen og Madsen modernismen hos Pontoppidan. De er begge prosaister, de udviser en tidsfølsomhed og fører en samtidsdiskussion, dels analytisk, dels satirisk. En yngre forfatter kunne være Ida Jessen, som er en realistisk forfatter med modernistiske træk, der bliver bedre og bedre, og også har stor sans for aktuelle samfundsproblemer.«

Søren Schou: »Vi havde en stor realistisk romanforfatter i Erik Aalbæk-Jensen, men han døde i 1997. Blandt de nulevende er det Tage Skou-Hansen blandt de ældre og Ida Jessen blandt de yngre, der kommer tættest på Pontoppidans sans for samfundsudvikling og politik.«

Lise Præstgaard Andersen: »Erik Aalbæk-Jensen er jo desværre død, men hvis vi tænker i romaner, der magter den brede samfundsbeskrivelse med levende, sandsynlige personer må det være Tage Skou-Hansen og Jens Smærup Sørensen.«

Giv en motiveret top 3 liste med dine Pontoppidan-favoritter.

Anker Gemzøe: »Mine favoritter er de »små romaner«, i prioriteret rækkefølge »Nattevagt«, »Isbjørnen« og »Mimoser«. Her kan nye læsere også med fordel begynde, måske med »Isbjørnen«. Disse små romaner er højdepunktet i hans kunst, her kan han alt, dialog og indre monologer, evnen til at gå ind i komplicerede karakterers indre verdener og sætte dem over for hinanden, vise kampe mellem værdier også på de afgørende spørgsmål og med stort overskud, dvs. mange synsvinkler og stor forståelse.«

Søren Schou: »»Lykke-Per« er den største, for den handler om et individ i det helt store eksistentielle format med tvivl og valg. Hvordan var det at være menneske omkring sidste århundredskifte? Dernæst vil jeg nævne »De Dødes Rige« for det store persongalleri; det er en roman om både slægt og politik, og det er også en myte om Danmarks udvikling i perioden. Endelig vil jeg pege på»Nattevagt«, for deri har han et særligt varieret kunstnerisk udtryk.«

Lise Præstgaard Andersen: »«Lykke-Per«, for det er simpelthen romanen, sådan som den skal se ud, fra barndom til slutning, og så har jeg altid været lidt betaget af Per, hans drive og energi, selv om han også er lidt af en bisse. På andenpladsen kommer »De Dødes Rige« pga. hele modernitetskritikken og forfatterens engagement, hans raseri over at det ikke blev bedre end det blev, da folket kom til magten. Endelig vil jeg nævne »Fra Hytterne« for det sociale engagement, men også for mangetydigheden, det er jo ikke tendenslitteratur, nogle gange er det også bare tilværelsens forbandede ordning den er gal med.«

Holder han også i fremtiden, Pontoppidan?

Lise Præstgaard Andersen: Ja, det gør han. De studerende har jo i dag ikke nødvendigvis læst Pontoppidan, når de begynder på studiet, og slet ikke de store romaner, men de bliver altid meget engagerede i det. Hvis der overhovedet er noget, der holder, så er det ham!«