Han har det hele, Ole Jastrau. Litteraturredaktør på landets store, kulturradikale dagblad. En nydelig kone hjemme i lejligheden i Istedgade og en sød dreng. Men noget er galt. Han er ikke tilfreds. Hverken som digter, som journalist, som politisk frafalden, der har lagt idealerne om forandring bag sig og overgivet sig til den konforme livsførelse, som nu er ved at tage livet af ham. I stedet begynder han et for omgivelserne uforståeligt personligt projekt, et eksperiment med sin sjæl: Han vil gå i hundene.

Det er dette »Hærværk«, som er titlen på Tom Kristensens berømte, temmelig selvbiografiske roman fra 1930, som Det Kongelige Teater sætter på scenen som en af sine store satsninger i sæsonen.

»Der er noget, jeg vil, og undertiden, når jeg drikker, så føler jeg, jeg fanger det,« siger han undervejs.

Hvad er det han søger på bunden af flasken? En mening med Ole Jastrau. Måske også den Gud, han opsøger undervejs uden at få synderligt meget ud af det.

I sin dramatisering er Rune David Grue overordnet tro mod romanen, med de mange scener sat i de af drejescenens volterende rum, der udgør akserne i Jastraus minefelt – først og fremmest hjemmets klaustrofobiske dukkestuer, redaktionen og baren, flot realiseret af scenograf Steffen Aarfing og eminent udnyttet af Grue, der revitaliserer drejescenen som andet og mere end en mulighed for at skifte scene hurtigt, også som Jastraus psykiske karruseltur og som jazzmodernitetens puls.

Eminent Rasmus Bjerg

Og i Rasmus Bjerg har forestillingen det afgørende centrum, som den rimeligt teksttro dramatisering zoomer ind på. I begyndelsen en mand hvis indre utilfredshed med sin egen »almindelighed« og sine omgivelser mest giver sig udslag i en indadvendt, tavs frustration med nedslagent blik. Men så skal man da ellers lige love for, at der kommer hul på ballonen, når Jastrau langt om længe tillader sig at eksplodere i sin overlagte selvdestruktion. Med sin tunge fysiske tilstedeværelse er Rasmus Bjerg helt overbevisende i de mange hæmningsløse fuldemandsscener, hvor ondskabsfuldhed, selvhad og ynk slås i kroppen, mens han mindst lige så overbevisende formår at give udtryk for den stigende ensomhedsfølelse, ligegyldigheden placerer ham i, og som han med tavs resignation pålægger sig selv blot at betragte.

En isolation, som instruktøren Rune David Grue flot gestalter i det afsluttende tomme rum uden om den Jastrau, der nu muligvis er absolut frisat, men som også har mistet alt, og som her – modsat i romanen, som sår tvivl om hans skæbne – vælger at krølle den billet til Berlin sammen, som måske kunne blive hans vej tilbage til en normal tilværelse. Det er en eminent præstation af Rasmus Bjerg. Den rolle, han har ventet på? Det synes man.

Og rundt om ham får rollegalleriet et formidabelt liv med et væld af præcise indsatser i en meget velspillet kollektivforestilling, hvor stort set ingen træder ved siden af og mange burde nævnes.

Det er næsten uretfærdigt at fremhæve nogen. Det skulle da lige være to spændende nye talenter, som her overbeviser om talenternes bærekraft, Asbjørn Krogh Nissen og Lise Lauenblad som den »dæmoniske« Steffensen, den digter, som Jastrau aldrig kan blive, og hans naive, dårligt behandlede kæreste, som undervejs trækker Jastrau ind i deres usunde relation.

Tre timer varer forestillingen. Det er for langt. Ikke i længden, om man så må sige, men navnlig i den omstændelige begyndelse, der bruger lang tid på at introducere hele rollegalleriet.

Når det så er sagt, så er det en flot og medrivende aften i Det Kongelige Teater, der her demonstrerer, hvad vi blandt andet har en nationalscenen til. Skål for det.

Hvad: »Hærværk«.

Hvem: Bearbejdelse og iscenesættelse: Rune David Grue. Scenografi: Steffen Aarfing.

Hvor: Det Kongelige Teater. Til 8. april.