En meget tænkende vovse

Håkan Nessers hund tager livtag med Kierkegaard i en skøn lille bog.

En filosoferende Rhodesian Ridgeback. Foto: Scanpix. Fold sammen
Læs mere

Der skal indimellem en hund til at sætte tingene i perspektiv, det ved vi hundeejere, og når man så oven i købet har haft en så filosofisk anlagt vovse som Håkan Nessers rhodesian ridgeback, Norton, er det oplagt at lade dyret få ordet og tage livtag med tilværelsens små og lidt større spørgsmål. Når hunden endda har sit helt særlige efternavn – Kierkegaard – forpligter det naturligvis.

Håkan Nessers »Nortons filosofiske memoire« er således en filosofibog for hundemennesker og andre håndgribeligt anlagte personer, og teksten er derfor skrevet i et lettilgængeligt sprog uden nogen form for logik-labyrintisk besserwisser-lærdhed. Bogen er sågar udformet som en børnebog (for voksne) med stor skrift, få sider og enkelte næsten naivistiske illustrationer. Norton og hans hold har virkelig gjort sig umage med at kommunikere på et niveau, så selv (hunde)mennesker kan være med.

»Nortons filosofiske memoirer« er inddelt i tre dele, der hver bærer de Kierkegaard-inspirerede titler »Stadier på livets vej« (samt »Flere stadier…« og »Slutstadier…«). Første del handler om Nortons første fem leveår, fra 2004 til 2009, hvor han efter at have boet et par år i en stor lejlighed i Uppsala sammen med sine langbenede adoptivforældre flytter til New York, senere til Gotland og videre til London og den engelske hede. En berejst hund, med andre ord, der går op i hverdagens æstetiske aspekter og dermed i gode lugte, bløde puder og frikadeller. Og som hjælper en kærlighedssyg, selvmordstruet ung mand til en lykkelig afklaring: han vil have en hund frem for en svigefuld kvinde.

Anden del handler som hos Nortons åndelige forbillede og navnefætter, Kierkegaard, om det etiske, om moral – eller som det hedder i undertitlen: moralitet (selv om Norton erkender, at han ikke ved, hvad ordet egentlig betyder). Eller om manglen på samme. Anden del indledes med det for bogen centrale budskab: »Der skete det, at livet gik videre.« Og bogens vigtigste morale er, at man skal leve livet, mens man har det. Og i øvrigt ikke være bange for døden.

Det med døden slår Norton fast i bogens sidste korte del, der med undertitlen »Hundenes himmel« er den (a)religiøse pastiche på »Stadier på livets vej«. Den handler om Nortons sidste sommer, i 2014, men modsat Kierkegaards lange tekst kommer den ikke direkte ind på skyld eller ikke-skyld. Den slags er ikke-eksisterende i Nortons pacifistiske, stoiske livs-(og døds-)opfatttelse, hvor det vigtigste er, at der er aldeles udmærket i den Gotland-lignende himmel, og at hverken livet eller døden er mere komplicerede, end man gør dem til.

Bogen slutter med en bemærkning om, at hvis man ikke har lært noget af at læse denne bog, så har man i det mindste ikke hittet på nogen dumheder undervejs. Man kunne også skrive: jo mere man læser, des mindre skyld påtager man sig.

»Nortons filosofiske memoirer« er en skøn lille sag, en humoristisk og let lækkerbisken med en duft af noget dybere, som det er værd at snuse sig frem til. Den indeholder masser af intellektuelle vitaminer, men er desværre lidt for ukrydret (den er jo skrevet af en hund!) til, at ens litterære smagsløg bliver 100 procent stimuleret. Men mindre kan da også gøre det, og vi får jo i forvejen for meget salt, sødt og surt.

Hvad: Nortons filosofiske memoirer Forfatter: Håkan Nesser. Ill.: Karin Hagen. Sider: 91 Pris: 149 kr. Oversættelse: Jan Mølgaard. Forlag: Modtryk.