En mand og hans makker

Miami Vice-filmen, som har premiere i denne uge, er sidste skud på stammen i en lang række historier om umage makkerpar. I film som »Dødbringende Våben« og »Rush Hour« kan mænd udleve deres fantasier om ubrydelige, ukomplicerede venskaber. Men et eller andet sted lurer en trussel, som for machohelten er værre end en afsikret håndgranat: beskyldningen om homoseksualitet.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

TV-detektivserien »Miami Vice« er måske det ultimative 80er-freakshow, med sine toptunede yuppiestrømere, der vælter sig i potensforlængende speedbåde, dollarbabes og pastelfarvede Armani-jakker.

Samtidig er serien, som på fredag har dansk premiere som eksplosiv actionfilm, det seneste eksempel på en af den nyere filmhistories mest levedygtige klicheer: den såkaldte »buddy-movie«, eller sagt med en halvdårlig fordanskning, »makkerpar-filmen«.

De fleste biografgængere og TV-seere har et yndlingsmakkerpar. Måske tilhører man årgangen, der grinte i biografmørket, dengang Jack Lemmon og Tony Curtis udvekslede spydigheder i »Ingen er fuldkommen«. Eller også nynnede man med på John Barrys uforglemmelige tema til »De Uheldige Helte« med Tony Curtis og Roger Moore, dengang den serie var en af DRs slagvarer. Eller også har man været forfalden til den subtile erotiske spænding mellem Dana Scully og Fox Mulder i »Strengt fortroligt«.

Som den danske manuskriptforfatter Morten Dragsted forklarer det, findes skabelonen i utallige variationer. Men buddy-filmen er i sig selv en snedig variation på den vidt benyttede formel med en hovedhandling og en romantisk sidehandling, hvor den mandlige hovedperson skal vinde den kvindelige bifigur. I »buddy-filmen« er der sjældent plads til en romantisk sidehandling, for her er den historie erstattet af udviklingen mellem de to mandlige hovedpersoner. Og så er der ikke tid til kærtegn.

»Udviklingen går typisk fra, at makkerne hader hinanden, men er tvunget sammen på grund af ydre omstændigheder, til at de i hvert fald respekterer hinanden,« siger Morten Dragsted.

Denne skabelon er måske skåret tydeligst ud i »48 timer« fra 1982, hvor den hvide, ramsaltede politimand (Nick Nolte), der vel ikke en gang kan siges at besidde et hjerte af guld, bliver tvunget sammen med den sorte, maskinpistol-verbale småforbryder (Eddie Murphy) for bedre at kunne fange nogle forbrydere. Det kan kun gå galt, men forholdet udvikler sig fra at være baseret på fysiske slagsmål mellem de to til gensidig respekt. Udover at være en buddy-film, er »48 timer« også massivt politisk ukorrekt, med en iøjefaldende brug af ord som »fuck« og »nigger«, som om censuren netop var blevet løftet på de to ord. I filmens bedste scener placeres de to hovedpersoner på hver af deres modstanderes hjemmebaner. Murphy slipper bedst fra det, da han ene mand mobber en hel bar fuld af hvide cowboys.

Den dobbelt-etniske strømerfilm gentages i Jackie Chans og Chris Tuckers »Rush Hour« fra 1998 og 2001, hvor den hvide mand er blevet skubbet ud til fordel for Jackie Chans politimand fra Hong Kong, og sidst, men ikke mindst, i de fire »Dødbringende Våben« film med Mel Gibson og Danny Glover fra 1987 og frem. Sidstnævnte filmserie er formentlig den buddy-film, der på en gang er den mest voldelige og den der mest ihærdigt bearbejder makkertemaet på tværs af racerne.

Det behøver dog ikke at være to mænd, der knytter bånd. I sjældnere tilfælde er det to kvinder (Ridley Scotts »Thelma og Louise« fra 1991), en kvinde og en mand (Rob Reiners »Da Harry Mødte Sally« fra 1989), eller sågar en mand og en hund (Roger Spottiswoodes »Turner og Hund« fra 1989).

Det er bemærkelsesværdigt, at den klassiske ibenholt/elfenben model fra »48 timer« i temmelig mange år har ligget på hylden til fordel for modellen sort/sort, som med Will Smith og Martin Lawrence i »Bad Boys« fra 1995, eller hvid/hvid modellen som med Ben Stiller og Owen Wilson i »Starsky og Hutch« fra 2004.

Sidstnævnte film er ligesom den nye Miami Vice-film lavet over en anden TV-serie fra 1970erne, der i dag er mindst lige så elsket af amerikanerne, som »Huset på Christianshavn« er det i Danmark.

»Når det typisk er mænd, der finder hinanden i buddy-filmen, skyldes det formentlig, at mænd i almindelighed og traditionelt orienterer sig mod det handlingsprægede fællesskab, mens kvinder foretrækker det følelsesmæssige og det tale-baserede samvær. Der er mere action at brygge en filmhandling på i mænds venskaber,« siger Morten Dragsted.

Det er måske derfor, at »Thelma og Louise«, der ellers har fået kultstatus som en ny-feministisk milepæl, er maskulin i sine voldelige, eksplosive virkemidler. Der er ikke noget egentligt nyt på spil i filmens handling, udover at det denne ene gang er kvinder, der sidder bag rattet i flugtbilen og med skydevåben i skødet. Og så er det selvfølgelig usædvanligt, at makkerparret dør i sidste scene. Men det er måske instruktøren Ridley Scotts symbolske måde at straffe sine heltinder for at gå mændene i bedene.

Luften renses med vold
Mange filmkritikere har med en vis forudsigelighed peget på homoseksuelle undertoner i buddy-film genren. De kan være meget udtalte som i filmklassikeren »Midnight Cowboy«, hvor en naiv mandlig gigolo (Jon Voigt) bliver falbudt som seksuel vare af den erfarne gade-hustler (Dustin Hoffman), men som regel bliver temaet holdt grundigt i ave.

Hollywoods traditionelle måde at sikre sig, at publikum ikke tager fejl af heltenes seksuelle orientering, er at »rense« luften mellem de to mænd med rigelige mængder af brutal vold, benzineksplosioner og bildestruktion. Budskabet synes her at være: okay, de to mænd elsker nærmest hinanden, men de er ikke bøsser med løse håndled, for de slår gerne en proper næve, eller sprænger et olieraffinaderi i luften, når lejligheden byder sig.

I andre nyere filmen tages der mere direkte fat om nælderne. Da det nære forhold mellem ranchejer Robert Redford og hans ansatte cowboy Morgan Freeman i Lasse Hallströms film »En ny dag i livet« fra sidste år, skal beskrives, lader manuskriptforfatteren ranchejerens uskyldige barnebarn spørge dem ligeud, om de er bøsser. Det affærdiger de grinende med jokes om hinandens smukke hænder.

Efter at parrets robuste heteroseksualitet er slået grundigt fast med denne og et par slagsmålsscener, kan publikum atter trække vejret og mere afslappet forholde sig til de sensitive scener, hvor Redford masserer den forkrøblede Freemans krop.

Tydeligere toner
Cand. mag. Bettina Frank Simonsen har forsket i bøssetemaer i moderne film som »Brokeback Mountain«. Hun mener, at homoseksuelle undertoner bliver mere og mere tydelige i moderne mainstreamfilm.

»For mig at se er buddytemaet blevet mere eksplicit homoseksuelt i nyere film. Det skal ikke nødvendigvis forstås som om, at personerne skal forestille at være homoseksuelle, men at filmkunstnerne vælger den måde at udtrykke en længsel væk fra det heteroseksuelle samfunds snærende normer,« siger Bettina Frank Simonsen.

Samtidig indrømmer hun gerne, at meget af filmkritikernes såkaldte »queer-teori« om skjult homoseksualitet kan blive »noget søgt«. Buddy-film kan selvfølgelig bare handle om kammeratskab, punktum.

»Det er dog bemærkelsesværdigt, at nye mainstreamfilm om unge kvinder som for eksempel »Girls gone wild« og »Coyote Ugly« lader hovedpersonerne udspille pseudo-homoseksuelle scener sammen. Det gøres selvfølgeligt klart, at personerne stadig er heteroseksuelle, og at det lesbiske show er til glæde for mændene, men denne dobbelthed, der før var meget subtil i buddy-filmenes historie, er nu meget tydelig,« siger Bettina Frank Simonsen.

Komikerne Ben Stiller og Owen Wilson laver gas med homo/hetero-temaet i førnævnte »Starsky og Hutch«, blandt andet med en scene i politistationens omklædningsrum, hvor strømernes håndklæder kun med nød og næppe dækker de kriminelle områder. Men samtidig med at være en parodi, bruger filmen også buddygenren for fuld feel-good udblæsning.

»Buddy-filmen er en populær skabelon, fordi den selvfølgelig siger noget meget grundlæggende om vores behov for venskabet, som vi indimellem sætter højere end vores kærester. Kærester kommer og går, men venskaber består,« siger manuskriptforfatter Morten Dragsted.