En mand der så rødt

Martin Andersen Nexø er ikke kun en af Danmarks få forfattere med internationalt ry. Han er også et eksempel på, hvordan et begavet menneske livet igennem kan anbefale og forsvare totalitære metoder. I Tyskland, som blev hans andet hjem, udkommer nu en biografi om danskeren, der var en begejstret gæst ved kommunistiske skueprocesser og kaldte Sovjetunionens overtagelse af Estland, Letland og Litauen »en fredelig oprydningsaktion«.

En mand der så rødt - 1
Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

BERLIN: En vinterdag omkring 1920 fik den tyske ambassade i Danmark en røffel fra myndighederne i Berlin. Man havde uden videre forsynet en dansk statsborger med indrejsevisum til Tyskland, selv om han var en uønsket person, hed det. Fremtidige visumansøgninger skulle ikke længere behandles af ambassaden, men af udenrigsministeriet, og den endelige afgørelse ville blive truffet af den såkaldte Rigskommissær til overvågning af den offentlige Orden, en intern, tysk efterretningstjeneste.

Den uønskede dansker var Martin Andersen Nexø, en bornholmer født under små kår, der i mellemkrigsårene var blevet en internationalt kendt, socialrealistisk forfatter. Han skrev bl.a. »Pelle Erobreren« og »Ditte Menneskebarn«. Men han var også kommunist og blind beundrer af den russiske revolution, som han gerne så eksporteret til Vesteuropa. Det gjorde ham til en farlig mand, ikke mindst i et Tyskland, der var i færd med at vakle fra Første til Anden Verdenskrig.

Andersen Nexø overlevede krigene, de ekstreme kommunistiske kovendinger og forfølgelser og endte med at blive æresborger i Dresden. Han var en feteret stjerne i DDR, det østtyske diktatur, der blev drevet som et sovjetisk fjernlager og yderste bolværk mod kapitalismen, og han spandt som en kat omgivet af flødeskumskager. Da han døde i 1954, blev et gymnasium opkaldt efter ham, senere en hel vej. Fra 1959 til Murens fald 1989 uddelte Dresdens byråd hvert år en Martin Andersen Nexø-kulturpris, i hundredåret for hans fødsel 1969 blev han afbildet på et DDR-frimærke. Der har næppe i det 20. århundrede været en mere kendt dansker i Tyskland, måske med undtagelse af skuespillerinden Asta Nielsen, hvis karriere imidlertid gik på hæld allerede i 1930rne.

Så meget mærkeligere er det, at der aldrig er udgivet en biografi på tysk om Martin Andersen Nexø - ikke før nu, hvor en schweizisk skandinavist, Aldo Keel, har skrevet et godt 300 siders værk om danskeren, en glimrende, afbalanceret fortælling, der præsenterer et mærkeligt - og øretæveindbydende - talent set med centraleuropæiske øjne. Andersen Nexø bliver ikke mere sympatisk under læsningen, snarere tværtimod, men hans liv er, på behørig afstand, god for en række gys, og det repræsenterer en del af Europas historie, som ikke bør glemmes.Fader Rusland

Andersen Nexø var en slags krydsning mellem H. C. Andersen og Amdi Pedersen, en benådet forfatter, der blev verdensberømt mod alle odds, og en samfundsrevser, der med statsstøtte bekæmpede landets demokratiske institutioner. Hans forbrug af kvinder var betragteligt, de skulle gerne være halvt så gamle som han selv, og han foretrak, at de stod i køkkenet og fødte børn, mens han ordnede revolutionen eller elskerinderne.

Det er Keels tese, at Andersen Nexøs blinde tro på Sovjetunionen hænger sammen med, at han betragtede riget mod øst som den faderfigur, han aldrig havde haft som barn. Hans egen far var fordrukken og voldelig, om end ikke uintelligent, hans fattigfine mor fik først et ben til jorden, da de blev skilt. Han havde en stærk moderbinding, men savnede en far. Han fandt ham i »det nye, i grunden ubekendte Rusland«, formoder Keel.

Teorien kan forekomme lovlig lommefilosofisk, men er ikke værre end så mange andre, hvis man vil have en forklaring på Andersen Nexøs naivitet og delvise politiske blindhed. Da han 1922 med den tyske kunstner George Grosz besøger Sovjetunionen for første gang, skriver han, at fødevareforsyningen ganske vist er knap, men at russerne foretrækker en brødskorpe i frihed frem for fyldte madtrug i trældom. Skorpen ernærer og tillader sågar en vis munterhed i sjælen, skriver danskeren begejstret. Grosz derimod beretter om sult og kolossal nød, »der gør mine smukt lydende fraser om menneskeværdighed og frihed helt uhyggelige«. Tyskeren melder sig ud af kommunistpartiet straks efter hjemkomsten, rejsefællen plejer fortsat sit gode humør.

Millioner er allerede omkommet af sult i revolutionsåret 1917, andre er myrdet af de nye magthavere eller sidder i koncentrationslejre. Grosz var formentlig ikke meget klogere end Andersen Nexø, skønt som satiriker en anden type end kollegaen, der var mere romantisk og let antændelig. Danskeren må have haft adgang til de samme oplysninger og oplevelser som Grosz, men det negative gør intet indtryk. Hvis Sovjetunionen blev hans faderskikkelse, var den, for at sige det mildt, skrækkeligere end hans biologiske ophav, men Martin Andersen Nexø lod det passere uden at løfte en lillefinger.

Det blev værre. Da det danske socialdemokrati omkring 1920 forankrede sig som et regeringsdueligt parti, der samarbejdede med Det radikale Venstre og bekæmpede det Moskva-styrede Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), svinede Andersen Nexø det til efter alle kunstens regler. Socialdemokratiet blev skældt ud som et borgerligt parti, et »levende lig«, en »jamrende olding« og en »kirkegård«. Dets medlemmer kaldte han »kadavere«.Danskere til nazifest

I 1937 tog han til Moskva i anledning af forfatteren Alexander Pusjkins hundredårs dødsdag. Han blev inviteret som medlem af internationalt PEN - han var blevet formand for den danske afdeling af foreningen, der skal arbejde for ytringsfrihed, i 1923. Efter ønske fra værterne lagde han rejsen, så han kunne overvære den anden af de tre store skueprocesser i den sovjetiske hovedstad. 13 såkaldte trotskister blev dømt til døden, fire idømtes lange fængselsstraffe. Andersen Nexø var henrykt og gav udtryk herfor i en erklæring i partiavisen Pravda allerede dagen efter dommen. De dømte var en fare for »den proletariske republik«, mente han, selve retssagen blev afviklet »menneskeligt« og med »absolut talefrihed« for de anklagede. Også andre vestlige iagttagere, herunder den amerikanske ambassadør, talte pænt om den praktiserede jura. Men en del kunne se, at de anklagede var blevet hjernevaskede, og at sagen intet havde med almindelige, retsstatslige principper at gøre. Martin Andersen Nexø hørte ikke til dem.

Til gengæld kæmpede han bravt i skrift og tale, og med penge til flygtninge, mod nazismen, og der var nok at være forarget over. Da Dansk Forfatterforening fyldte fyrre år 1934 - få måneder efter bogbrændingerne i Tyskland, hvor ikke-ariske skrifter blev tilintegjort - fejredes jubilæet bl. a. med en rejse til Travemünde. Her deltog danskerne i indvielsen af et nazistisk forfatterhus, »hvor der til stadighed stod en lejlighed til gratis disposition for skribenter fra Norden«, fortæller Keel.Alliance med Hitler

Da Tyskland besætter Danmark seks år senere, høres imidlertid ikke det mindste pip fra Andersen Nexø. Sovjetunionen og Tyskland havde 1939 indgået en ikkeangrebspagt, Stalin og Hitler var så at sige allierede, og den kommunistiske forfatter følte ikke trang til at betvivle det fornuftige i Moskvas dispositioner. Heller ikke, da den russiske udenrigsminister Molotov lykønskede Berlin med det lykkeligt afsluttede felttog mod Danmark, eller regeringsavisen Istvestja to dage efter invasionen erklærer, at Tyskland ikke har overtrådt folkeretten.

Martin Andersen Nexø kommer på andre tanker, da Tyskland 1941, trods pagten, også marcherer ind i Sovjetunionen og han selv arresteres sammen med andre danske kommunister. Fængslingen, under forholdsvis komfortable vilkår, varer elleve uger. 1943 flygter han med 7.000 danske jøder til Sverige, fortsætter til Moskva og vender hjem i triumf ved Tysklands kapitulation to år senere.

Mens millioner af mennesker forsvinder bag Jerntæppet og i fangelejre, er Andersen Nexø fast i troen. Allerede ved Moskvas angreb på Finland 1939 og russificeringen af Estland, Letland og Litauen havde han talt om »en fredelig oprydningsaktion« til gavn for Skandinaviens og især Danmarks sikkerhed. Senere gratulerede han de baltiske folk med deres »nye frihed«.Nej til Beethoven

Da han 1949 fylder 80 år, sker det med en folkefest i København, 50.000 mennesker deltager, færre end ved fødselsdagen i befrielsessommeren, men alligevel overvældende for en mand, hvis politiske synspunkter det meste af nationen foragter. Der er hilsner fra Halldór Laxness og Pablo Picasso, fra DDR-lederne Wilhelm Pieck og Otto Grotewohl, og fra den ungarske stalinist Mátyás Rákosi. Den tyske kæmpe Thomas Mann hylder ham som »Danmarks stolthed« og »hele Europas moralske ejendom«, hvilket får Berlingske Tidende til at spørge, om forfatteren til »Buddenbrooks« er blevet kommunist. Selv den store rorgænger Mao Tse-tung sender et lykønskningstelegram.

I Østberlin beskæftiger også det nye, sovjetisk indsatte regime sig med fødselsdagen. Aldo Keel har fundet dokumenter, som bekræfter, at Politbureauet - den højeste myndighed i kommunistpartiet - taler om Andersen Nexøs runde begivenhed på en række af møder. Fire politbureaumedlemmer sendes i byen for at købe et maleri, og en reception for 140 mennesker forberedes til 17. juni, tre uger efter den egentlige fødselsdag. Den planlagte musikledsagelse, Beethovens femte symfoni, erstattes af Tjajkovskijs ouverture »1812«. Årsagen er, mener Keel, at Beethoven-symfonien begynder med den bom-bom-bom-boooom, som var fjendestationen BBCs kendingsmelodi under Anden Verdenskrig. Det vil være upassende at bruge et symbol fra den anden side af Jerntæppet, hedder det.

Tjajkovskij udfylder dog også sin mission, og da DDR udråbes som selvstændig stat samme efterår, føler Andersen Nexø, at han har fået et rigtigt fædreland. Angrebene fra socialdemokrater og borgerlige i Danmark går ham på, han kan ikke se, at diktaturer er onde, hvis bare diktatorerne har den rette farve. 1951 flytter han med familien permanent til Dresden, samme år tildeles han med bl.a. Bertolt Brecht DDRs store litteraturpris. Han dør 1. juni 1954 efter at være udnævnt til æresborger i byen. En af de få ting, han ikke nåede i sit liv, selv om han prøvede ihærdigt, var at hilse på Stalin. Han ville sikkert have ment, at han var en flink fyr.

Aldo Keel: »Martin Andersen Nexø. Der trotzige Däne.«

Aufbau Taschenbuch Verlag Berlin

319 sider ill.

9,50 euro.