En lille perle fra Fyn

Et gammelt bindingsværkshus er blevet genopført på Frilandsmuseet. Her vil man kunne opleve livet, som det udspillede sig på Fyn i begyndelsen af 1800-tallet.

Steenstruphuset var opmagasineret i 75 år, inden det nu er blevet genopført på Frilandsmuseet. Fold sammen
Læs mere

»Jeg håber, at fugten vil drive ned af ruderne, og at der vil stinke af ild, sved og sur fløde herinde,« siger museumsinspektør Anja Jørgensen.

Stenstruphuset, der netop har åbnet dørene for besøgende på Frilandsmuseet i Lyngby, blev opført i 1684 i den sydfynske landsby Stenstrup. Her var det legat- og enkebolig for tiders skiftende præsteenker, der skulle sikres mod social deroute, når de ikke længere havde deres mands indtægt.

Nu står huset på Frilandsmuseet til glæde for både almindelige sommergæster, skoleklasser og andre grupper, som alle vil kunne booke tid i den sanselige bygning.

En skjult perle på Fyn

I 1927 fik Frilandsmuseets ansatte øje på den lille perle, der med blandt andet udskårne knægte er en særlig blanding af landsbyhus og købstadshus.

Huset stod sammen med et identisk hus ved gågaden i Stenstrup, men i 1938 blev det nænsomt pillet ned og flyttet på magasin. Her har det ligget gemt, indtil det nu er blevet genopført, som det ville have taget sig ud omkring 1820. Men selv om det indvendige af huset kommer til at ligne det oprindelige, er meget af indretningen og genstandenefremstillet i vores moderne verden.

Det gælder f.eks. gulvplanker, alkoven og den nye brønd, og det gælder også alt det lertøj, gæsterne vil kunne bruge, og som museet har fået hjælp til at fremstille i Sagnlandet Lejre.

Selv om genstandene ikke er originale, så er de dog »fremstillet autentisk«, forsikrer Anja Jørgensen. Hvilket vil sige, at materialevalg og byggeproces er så tæt på historien som muligt.

Huset har fået plads på museets fynske område, hvor man blandt andet også kan besøge et fattighus og en fæstegård.

Det er blevet kærligt genopbygget af en blanding af originale dele og nye elementer, hvor det originale har været for ødelagt, og genopførelsen af det lille bindingsværkshus, der er foretaget med brug af oprindeligt værktøj og oprindelige håndværksteknikker, har modtaget stor anerkendelse fra fagfolk.

Men huset er ikke kun til at kigge på:

»Folk vil gerne opleve noget, når de går på museum – tingene skal kunne bruges,« fortæller Anja Jørgensen og viser rundt i det lille hus, der endnu dufter af frisk træ og maling.

Tingene skal kunne bruges

Huset er blevet indrettet, så alle sanser kan blive vakt.

Alt er til at røre ved. Man kan tage en gammel bondedragt på og lægge sig i den lille alkove og tage en lur på halmstrå og tæpper, man kan også sidde ved langbordet og spille kort, mens andre laver mad og fortæller røverhistorier ved det åbne ildsted, og i den anden ende af huset findes en gruekedel, hvor der enten kan vaskes tøj eller brygges øl.

»Vi forsøger at give vores bedste bud på en sanseoplevelse, som den kunne have taget sig ud i starten af 1800-tallet, med hvad der ellers var af møg- og svedlugt, friske urter fra haven og varme fra det åbne ildsted« fortæller Anja Jørgensen.

Til dagligt vil huset blive bestyret af den formidlingsansvarlige på museet, Inge-Mette Petersen, der interesserer sig særligt for gammeldags madlavning.

Sanseuniverset fortsætter ude i haven, hvor man kan finde ingredienserne til maden, blandt andet små kartoffelplanter, der var relativt nye i Danmark på dette tidspunkt, og som derfor står i haven og ikke på en mark.

Derudover bliver hver plante hyppet enkeltvis og ikke i rækker, hvilket giver køkkenhaven et lidt vildt udtryk.

Udenfor vil man også kunne møde høns og gæs og måske endda huskatten, og der vil være kaniner i stalden.

»Det åbner for en god diskussion om kæledyr og husdyr, for børnene kan jo godt kæle med kaninerne og give dem navne, men det er altså nogle dyr, der skal slagtes,« påpeger Anja Jørgensen og fortsætter:

»Selve slagtningen vil dog ikke være noget, publikum kommer til at se. Det moderne menneske er så langt fra den del af landbokulturens hverdag, at det vil være for skræmmende.«

Et lille stengærde med små helbredende krydderurter er opført omkring huset. Stengærdet er en detalje, der viser, at huset oprindeligt har ligget lige op ad kirken, for som Anja Jørgensen siger, »sådan et gærde ville man jo aldrig se ved et lille landsbyhus, men så kan man levende forestille sig, hvordan kirken har ligget inde ved siden af«.

Den levende historie

At gøre historien levende er en vigtig del af Frilandsmuseets formidling, men den skal for alvor komme til sin ret i det nye Stenstruphus, hvor folk selv kan skabe formidlingen ved at »indtage kulisserne«.

Derfor er Frilandsmuseet også glad for, at man nu har mulighed for samme slags levende formidling af begyndelsen af 1800-tallet, som man har for perioderne fra 1910 og frem.

Perioden er vigtig for forståelsen af den danske bondekultur, for nye landboreformer kommer til og ændrer den samfundsmæssige placering af det danske landbrug og er meget afgørende for moderniseringen af Danmark.

Samtidig skal huset ikke kun være et stagneret tidsbillede af 1800-tallet. Det skal også vise, at huset netop er kommet til på baggrund af en udvikling fra noget andet, hvilket blandt andet kan ses på vinduerne, hvor der både er ældre blyindfattede vinduer og nyere træsprossede ruder.

Og Stenstruphuset er ikke en færdigtænkt pakke.

»Vi vil bruge det første år som et forsøgsår, hvor vi kan prøve nogle forskellige ting af og se, hvordan det virker,« siger Anja Jørgensen.

»I sidste ende er det gæsterne selv, der skaber museumsoplevelsen.«