En latin lover´s bekendelser

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Italia terra est ... Ak, ja. Der var engang, da latin var noget, som alle gymnasieelever på sproglig linje skulle lære, hvad enten de unge hoveder var modtagelige eller ej.

Latin var jo basis, sproligt og kulturelt, for alt det andet, såre indlysende, men med tiden ikke så indlysende for politikere og lignende, der jo ofte kun kan tænke i simple nyttetermer. Så på et tidspunkt skulle latin ned med nakken, og det lykkedes da også næsten gymnasie­reformen fra 2005 at tage livet af det døde sprog. Helt døde det så ikke, heldigvis, men latin bliver aldrig det samme igen. I hvert fald ikke i det snævert nytteorienterede danske skolesystem.

Her på bogbjerget er vi varme tilhængere af almindelig dannelse. Vi mener som bekendt også, at ethvert sagsforhold skal anskues historisk for at blive forstået, så hvad var det egentlig, der gik galt?

Årsagerne til miseren er mange, det er ikke kun politikernes skyld. De marxistiske 1970ere var for eksempel heller ikke til klassiske sprog, der stod vigtigere ting på spil, verdensrevolutionen for eksempel, og da jeg i min ferie læste lidt af min romerske yndlingsdigter, Ovid, og i den forbindelse, indrømmet, måtte konsultere en latinsk grammatik, kom jeg til at tænke på, at også de, der seriøst elskede latin, var med til at slå det vigtige fag ihjel. Eller næsten ihjel.

Bogen, jeg kiggede i, »Latinsk grammatik. Håndbog for gymnasiet«, udkom første gang i 1966. Mit eksemplar er et genoptryk fra 2007. Udgivelsen er som en lærebog i, hvordan man skræmmer ynglinge fra at beskæftige sig med latin, for den gør, hvad den kan, for at tilsløre det faktum, at latin var et sprog, der blev talt af levende mennesker med levende følelser.

Ikke alene er hele fremstillingen dræbende, også teksteksemplerne er sublimt kedsommelige. »Medens han, da han kun havde sit eget at råde over, havde levet meget knapt, var han ødsel, da han fik andres penge mellem hænderne«, står der for eksempel et sted, og sådan bliver det ved, side op og side ned, og hvordan et ungt menneske med hormonerne susende rundt i kroppen kan forventes at ofre så meget som et sekunds opmærksomhed på linjer som de nævnte, er mig en gåde. Ikke så underligt, at latin var et hadeobjekt.

Og så er vi tilbage ved Ovid, denne skønne digter, der om nogen er udtryk for, hvor levende det døde sprog også var. Her er et enkelt lille eksempel, fra Otto Steen Dues oversættelse af »Ars amandi«:

»Tro mig, man skal ikke skynde sig frem imod kulminationen./ For når man tager sig tid, bliver den opbygget bedst./Når du har fundet de steder din pige kan li du berører,/ lad ingen fordom og skam holde din finger derfra!«

Sådan digtede Ovid for 2000 år siden, side op og side ned, og nærværende latin lover´s pointe er så, at hvis fortidens latinkyndige havde gjort det klart for såvel uansvarlige unge som ansvarlige ældre, at latin er så levende som noget, ikke for dødbidere, men for livsnydere, så havde det været mindre dødt, og så havde den generelle dannelse været på et højere niveau. Det er den så ikke. Løbet er kørt. Færdigt arbejde. O tempora, o mores.