En kulturpersonlighed bliver kulturminister

Per Stig Møller indtager Kulturministeriet. Det er nye tider.

Per Stig Møller skifter taburet til Kulturministeriet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er et skift i mere end én forstand.

Ikke blot får vi en ny kulturminister efter den konservative Carina Christensen. Vi får også en ligeledes konservativ kulturminister, der – uanset hvad man ellers måtte mene om Carina Christensen – synes helt anderledes funderet i det, man kunne kalde den store kulturelle tradition. Vi får en intellektuel, bogskrivende og piberygende kulturminister. En kulturpersonlighed, slet og ret. Sådan én har der ikke været mange af på den post.

Per Stig Møller er uddannet mag. art. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, og tillige dr. phil., og den side af sig selv har han aldrig fornægtet. Nok har han siddet i Folketinget siden 1984, og nok har han været både miljøminister og udenrigsminister, men han har altid – i det omfang tiden tillod det - taget sig tid til at dyrke sit skrivende jeg.

Siden sin litterære debut i 1973 med den langtitlede "Malte-Bruns litterære kritik og dens plads i transformationsprocessen mellem klassicisme og romantik i fransk litteraturhistorie 1800-1826" har Per Stig Møller udgivet en række bøger om miljøpolitik, konservativ tænkning, samfundsforhold i almindelighed og litteratur i særdeleshed. Senest kom den store Kaj Munk-biografi "Munk" fra 2001 og opfølgeren "Mere Munk", der udkom to år senere.

At Per Stig Møller er et meget kulturelt interesseret menneske har også afspejlet sig i andre af hans gøremål. Han var litteraturredaktør på B.T. i et par år sidst i 1960erne, medarbejder ved Berlingske Tidende og Berlingske Aftenavis fra 1969-1972 og lektor ved Sorbonne i Paris fra 1974 til 1976. Per Stig Møller har – inden han gik ind i politik - også haft titel af kulturredaktør på DR og først souschef i kultur- og samfundsafdelingen, senere programchef samme sted. Fra 1985 til 1986 var han næstformand for Radiorådet, fra 1986-87 formand.

I 2001 modtog Per Stig Møller DRs Rosenkjærprisen, der gives til en kulturperson (eller videnskabsmand), der forstår at gøre det svære let. Det er som bekendt ikke spor let.

C.V:

Født i 1942 og er søn af forhenværende finansminister Poul Møller og journalist Lise Møller, der begge var medlem af Folketinget.

Uddannet mag. art i litteraturvidenskab i 1967 og dr. phil. I 1973.

Tidligere erhverv:

Lektor ved Sorbonne i Paris fra 1974 til 1976.

Kommentator ved Berlingske Tidende fra 1984 til 2001.

Næstformand for Radiorådet fra 1985 til 1986 og formand fra 1986 til 1987.

Programchef ved Danmarks Radio fra 1979 til 1984.

Souschef ved Danmarks Radios kultur- og samfundsafdeling i 1974 og fra 1976 til 1979.

Kulturredaktør ved Danmarks Radio fra 1973 til 1974

Per Stig Møller var fra 1983 Det Konservative Folkepartis Folketingskandidat i Gentoftekredsen. Han blev medlem af Folketinget i 1984. Siden 2007 har han stillet op i Københavns Storkreds.

Under Poul Schlüter var Per Stig Møller miljøminister fra 1990 til 1993. Han har været udenrigsminister siden 2001 både under Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen.

Han var en kort overgang formand for Det Konservative Folkeparti fra 1997 til 1998. Formandsposten overtog han fra Hans Engell sammen med posten som politisk ordfører. Ved valget i 1998 gik partiet tilbage fra 27 til 16 mandater. Per Stig Møller trådte i marts 1998 tilbage som politisk ordfører og i hans sted blev Pia Christmas-Møller valgt. På landsrådet i november 1998 blev han efterfulgt af Poul Andreassen som partiformand.