En kongelig affære

Det er faktisk muligt at se for sig, at de blå partier løfter Det Kongelige Teater. Men ingen penge uden modkrav.

Det Kongelige Teater. Arkivfoto: Simon Knudsen Fold sammen
Læs mere

En side af Kulturmødet handler om kolde kontanter. Der lobbyes for det ene og det andet. F.eks. skal der nu indgås en fireårsaftale for Det Kongelige Teater, så hvilke krav skal der stilles?

Fronterne blev trukket klart op på dag to af Kulturmødet. Det er nemlig også en ressourcekamp, da Det Kongelige Teater med en halv mia. kr. om året i offentlig støtte får godt halvdelen af alle penge til teatrene. Skal nogen have mere, skal andre måske have mindre.

Det Kongelige Teater er en kronjuvel i dansk kulturpolitik, et af de vigtigste steder for den højeste kunstneriske kvalitet. Identitetsskabende.

Klassikerteksterne står i egen ret, lever på tværs af tid og sted, men særligt når de gives sprødhed gennem nyfortolkning. Samtidig kan Det Kongelige Teater vise vejen med eksperimenter, f.eks. det innovative miljø omkring opsætningerne i Det røde rum.

Kulturministeriets topembedsmænd var naturligvis med på en lytter til denne vigtige debat. Teaterchef Morten Hesseldahl var fuldstændigt klar: Politikerne har serveretten nu og må fortælle, hvad de vil.

Berlingske erfarer, at Det Kongelige Teater har mistet 80 mio. kr. hen over de seneste fire år, samtidig med at man har øget aktiviteterne og bragt orden i økonomien. Operaen var en dejlig gave fra Mærsk, men koster kassen i drift. Spørgsmålet er derfor, om der er mere fedt at hente. Der er lagt op til et strategisk valg om, hvad man egentlig vil med en nationalscene, og hvor meget den kan udsultes, når der også er grænser for, hvad private fonde og erhvervsliv vil finansiere.

Folketingsvalget har forsinket processen. Når finansloven præsenteres, ved vi, om der kommer flere penge, men det spiller regeringen næppe ud med. Kulturens mange andre lobbyister står nemlig parate med tiggerskålen, når de møder ministeren på Kulturmødet.

Dansk Folkeparti bliver nøglespiller, når der skal diskuteres finanslov. Partiet har fået forstærkning fra Bruxelles, hvor Morten Messerschmidt køres i stilling. Ikke kun på EU-spørgsmål er den unge jurist knivskarp, han er åbenlyst optaget af nationalscenen og dansk kultur. Det ville være paradoksalt, hvis DF, der er hadefigur for mange i kulturlivet, skulle blive Det Kongeliges redningsmand.

Det er faktisk muligt at se for sig, at de blå partier løfter Det Kongelige Teater. Men ingen penge uden modkrav.

De kunne være tre: At man kommer endnu mere ud i landet og transmitterer flere forestillinger, så det bliver hele Danmarks teater.

At det erkendes, at tingene ikke er som før, men at der tværtimod skal kæles for de nye generationer af erhvervsfolk og højtuddannede, som i dag bliver væk, fordi de føler sig fremmedgjorte over for teatret.

Og at Det Kongelige Teater bruges aktivt som samfundsmæssig dagsordensætter, for i scenekunsten tvinges vi til at slukke mobilen og høre efter.