En kirke for folk på flugt

I 1689 fandt den højtidelige indvielse af den Reformerte Kirke i Gothersgade sted, og for første gang kunne de reformerte huguenotter holde gudstjeneste i eget hus. Men det skulle foregå uden at vække opmærksomhed, havde kongen besluttet.

Den Reformerte Kirke i Gothersgade set fra Rosenborggade. I baggrunden Rosenborg og til højre gaden Åbenrå. Foto 1918, Før og nu, 4. årg.
Læs mere
Fold sammen

Historien om den Reformerte Kirke i Gothersgade begynder i Frankrig. Her afspejlede opgøret mellem katolikker og protestanter i anden halvdel af 1500-tallet den politiske kamp om tronen, og det udløste borgerkrigslignende tilstande langt ind i 1600-tallet.

Da reformationen fejede hen over Europa, vandt Luthers og Calvins reformerte lære nemlig betydelig tilslutning rundt om i Frankrig, hvor tilhængerne blev betegnet som huguenotter – en forvansket fransk udtale af det umulige tyske ord »Eidsgenossen« (edsfæller).

Det handlede om den rette tro, men, som sagt, det handlede nok så meget om retten til riget, og i den kombination var der ikke plads til skånsel. Ved den frygtelige Bartholomæusnat i august 1572 blev mindst en snes tusinde protestanter myrdet, og selv om der efterfølgende igen kom roligere perioder, hvor huguenotterne kunne leve i nogenlunde sikkerhed, var det en stakket frist.

De blev åbenlyst chikaneret med alle midler, og i 1685 besluttede Ludvig XIV at give den franske protestantisme nådestødet.

Til Guds ære blev huguenotternes præster landsforvist, og selv om det var strengt forbudt for de velhavende og veluddannede protestantiske familier at forlade Solkongens rige, gav huguenotforfølgelsen anledning til en sand folkevandring, hvor især nabolandene mod nord blev beriget med værdifuld arbejdskraft.

Mindst en halv million mennesker var på flugt i de år, og en lille del nåede helt til København, hvor jævne folk nu skulle vænne sig til navne som Devantier, Honoré og Deleuran. Fra Paris indberettede den danske ambassadør, at han blev hjemsøgt af reformerte huguenotter, som ville til Danmark, og det var en kilden sag for regeringen:

På den ene side var der indiskutabelt erhvervsmæssige og økonomiske fordele forbundet med indvandringen, for det var driftige folk, der kunne deres metier.

På den anden side var der det religiøse element i sagen, og kirken sagde kategorisk nej: »En kristen konge må ikke tåle nogen i sine lande, der ikke holder ved den rette lære, og ej at tillade djævelen eller kætterne at så klinten i Guds egen ager.«

Regeringen fulgte dog ikke rådet om at værne den sande tro, og i forvejen eksisterede der i København en lille eksklusiv reformert menighed bestående af landets dronning, Charlotte Amalie, og hendes tjenerskab.

Hun var vokset op som tysk prinsesse, og da ægteskabskontrakten blev forhandlet på plads forud for det kongelige bryllup med den danske kronprins Christian (V) i 1667, havde det været et ufravigeligt krav, at hun som dronning fortsat kunne hvile i sin barnetro.

Hun fik derfor arrangeret gudstjenester i sit private kapel, men med strømmen af flygtninge og indvandrere opstod der i sagens natur et behov for en egentlig kirke, hvor de reformerte kunne mødes.

Kongen udstedte befaling om at finde en bekvem plads på Christianshavn, men af forskellige årsager blev bygningen ikke rejst her.

I stedet skænkede han »en øde plads mellem Åbenrå og Gothersgade« til det gode formål, og dronningen, der selv nedlagde grundstenen, betalte af egen lomme broderparten af den samlede byggesum på godt 13.000 rigsdaler.

I 1689 fandt den højtidelige indvielse sted, og for første gang kunne hun nu overvære en gudstjeneste fra sin egen lukkede loge, der var anbragt over indgangsdøren og vis-a-vis prædikestolen på kirkens modsatte langside.

Et traditionelt alter med altertavle var der derimod ikke i det enkle og spartansk udstyrede kirkerum, hvor der ifølge den refor­merte tro ikke må forekomme figurbilleder.

En bolig for den franske præst blev opført ved siden af kirken i Åbenrå, mens den tyske præst flyttede ind i et hus i Gothersgade, og så kunne de to på skift holde gudstjeneste for de franske og tyske medlemmer af menigheden.

Det måtte dog kun ske, når der var gudstjeneste i byens øvrige kirker, og da kongen nødig så, at de reformerte misbrugte hans gode vilje, blev enhver form for klokkeringning forbudt. De fremmede huguenotter var tålte i København, og de måtte holde gudstjeneste, som de ville. Men det skulle foregå uden at vække opmærksomhed.