En jysk opsang til Københavner-snobberne

Alt er, som det plejer. TV 2-serien »Badehotellet« fortsætter, hvor den slap. Det gør anmelderen også.

»Badehotellet«s friske pust, skuespilleraspiranten Frk. Kitty Hansen (Andrea Øst Birkkjær) synger for, mens Jens Jacob Tychsens frikadelleskuespiller, Edvard Weyse, spiller til. Foto: TV2. Fold sammen
Læs mere

»Det kan godt være, det ikke er sådan i København, men sådan er det altså her!«

Så kunne han lære det, den fæle, snobbede og småfascistiske læge fra hovedstaden, som oven i købet havde været på vej til at forgribe sig på en stakkels, naiv stuepige i sæsonåbningen af TV-serien »Badehotellet«.

Nu blev han smidt ud af Bodil Jørgensens sindige hotelmutter – harmdirrende, men kontrolleret. En replik midt i et melodramatisk opgør. Men vel også en næsestyver, en begmand og en kindhest til parnasset.

Med lidt fantasi rummer replikken hele TV 2s selvforståelse, og i særdeleshed solskinsserien »Badehotellet«s programerklæring, i ét. Serien har muligvis været udskældt af anmelderne – for gammeldags, for fladpandet, for dårlig – men den er elsket af folket. I hvert fald af den ene halvdel.

Og det er ikke udelukkende noget, jeg siger, fordi jeg er en bedrevidende københavnersnude. Det er en kendsgerning, at DR og TV 2 i lange stræk deler landets seere mellem sig, når det handler om TV-dramatikken. Statsradiofonien tager sig af den kreative klasses familiestridigheder og intrigerne i magtens centrum, mens Kvægtorvet sender TV-dramatikken til Norskov og Nordjyllands brede strande.

Minder om noget fra Hjemmet

Nej, »Badehotellet« overgiver sig aldrig, og hvorfor skulle den det? Seertallene er høje, tilfredshedsmålingerne ligeså.

Og nu er serien så inde i sin tredje sæson, hvor vi er hoppet ind i et nyt årti. Første afsnit udspillede sig i sommeren 1930, som tilsyneladende var mindst lige så solbeskinnet som alle de øvrige somre, og hvor seriens små intriger stod i kø i den smukke, nationalromantiske billedindfatning.

Dramaet handlede i første omgang mest om Amalie Dollerups ikke specielt stilsikkert spillede, men nu ganske menneskeliggjorte grossererdatter, som ikke kan forlade sin homoseksuelle grevemand (Mads Wille) af snart den ene, snart den anden grund, som manuskriptforfatterne temmelig konstrueret lagde hende i vejen.

Den ene: Hendes fallerede matadorfar (Lars Ranthe, en larmende folkekomedie i sig selv) ville ikke kunne lide det. Den anden: Greven havde brug for hendes støtte til sine nye forpligtelser som herre på godset. Nu måtte hun nøjes med hemmelige sextræf med sin arkitektelsker (Anders Juhl), som var indlogeret i en lækker kunstnerbolig, scenografisk hentet lige ud af Bo Bedres sommerhustillæg.

Ellers mindede det hele nu mere om noget fra det Hjemmet, som Sonja Oppenhagens krølhoved af en spiritistmoster løb rundt med. Endnu en gang skal vi på Morten Korchsk manér forhindre salget af noget – ikke selve badehotellet denne gang, men den bortkomne Mortens fædrene frilandsmuseum. Det skal den lavmælt søde stuepige Fie (Rosalinde Mynster) og Bodil Jørgensens godhjertede fru Andersen – stadig seriens eneste rigtige menneske, hvilket skal tilskrives skuespilleren selv – snart få forpurret.

Manuskriptforfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad har ikke brugt ferien på at lave meget om. Replikker virker stadig som noget, nogen har skrevet, spillet er ofte på bedste beskub med kunstige betoninger og overdreven mimik.

Men seriens nye figur, den udspekulerede frk. Hansen, levende ageret af det nye talent Andrea Alma Øst Birkkjær, bragte da lidt liv ind i den stivnede kulisse.

Ellers noget nyt fra sommerlandet? Ikke meget, til trods for den megen snak om nye tider. Jo, der var kommet ny disk. Den var pæn. Og dagens ret var ærtesuppe og steg med gemyse.

Hvad: »Badehotellet«, tredje sæson, første afsnit. Hvem: manuskript: Stig Thorsboe og Hanna Lundblad. Instruktion: Hans Fabian Wullenweber. Hvor: TV 2, mandag kl. 20.00