I dag er en historisk dag. 

Et udtryk, som medier og politikere ofte bruger, men i dag er det ekstra rigtigt. 

Efter 52 år som regent abdicerer dronning Margrethe, og hendes søn kronprins Frederik overtager tronen senere i eftermiddag.

Selvom Kronprinsen pryder de fleste danske aviser denne helt særlige søndag, er der alligevel temmelig stor forskel på det visuelle udtryk, og hvor meget tronskiftet har fået lov til at fylde.

Mens Politiken markerer dagen med en kongekrone, har andre medier som Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Berlingske givet det en del mere plads.

Her kan du se, hvordan et udpluk af de største danske aviser ser ud i dag.

Politiken

Øverst på avisen Politiken løber en kongekrone i guld. På kronen er fem tegninger, som på den ene eller anden måde knytter sig til kronprins Frederik: to dåseøl, skærmtrolden Hugo, OL-ringene, en kænguru og et par Nike-løbesko. 

Forside søndag 14. januar
Forside søndag 14. januar Politiken

Ekstra Bladet

Tabloidavisen Ekstra Bladet skriver på sin forside, at »Jetset-kongen« hyldes af folket i kulden. Her pryder et stort billede af den kommende konge avisen.

Forside søndag 14. januar
Forside søndag 14. januar Ekstra Bladet

Information

Avisen Information har givet tronskiftet en plads i øverste højre hjørne. På det sorthvide portræt ser Danmarks kommende konge lige frem for sig, og under hans ansigt stiller avisen et spørgsmål, som de selv har svaret på inde i avisen: »Skal vi bevare monarkiet?«.

Forside søndag 14. januar
Forside søndag 14. januar Information

Jyllands-Posten

Et billede af Kronprins Frederik og Dronning Margrethe på en sort baggrund pryder Jyllands-Postens forside.

»Dronning Margrethe II takker af efter 52 år på tronen og overlader ledelsen af et kongehus, som nyder stor opbakning fra danskerne, til sin søn kronprins Frederik. Som konge vil han blive udsat for tre svære prøver, der vil afgøre, om han bliver i stand til at løfte arven efter sin mor,« står der på forsiden.

Forside søndag 14. januar
Forside søndag 14. januar Jyllands-Posten

Weekendavisen

Under overskriften »Skitse til en konge«, bringer Weekendavisen en billede-collage, hvor forskellige billeder af Kronprinsen er sat sammen til ét. 

»Krop eller sjæl? Hvad med begge dele. Kronprinsen er en ironman, men den egentlige manddomsprøve har været at blive menneske i et umenneskeligt system,« skriver avisen.

Forside søndag 14. januar
Forside søndag 14. januar Weekendavisen

Berlingske

Her på Berlingske er forsiden også dedikeret til tronskiftet. En tegning viser den kommende konge i profil på en blå baggrund. 

» »I dag begynder et nyt kapitel i danmarkshistorien. Kong Frederik 10.,« står der.

Forside søndag 14. januar
Forside søndag 14. januar Berlingske