En indisk kopi

Her i mørket og kulden kan man godt trænge til at få varmen, sådan rigtigt med sved på panden, indre glød og det hele.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Det plejer et besøg på en indisk restaurant at kunne klare, oven i købet for en billig penge, så forleden entrede jeg Frederiksbergs nyeste inder, Rajastahni, der holder til på Rolighedsvej lige rundt om hjørnet fra Falkoner Allé.

Rajastahni er opkaldt efter den store delstat i nord, grænsende til Pakistan, der oprindeligt bestod af en masse små kongedømmer (raja betyder konge) og som derfor er fyldt med smukke paladser, templer og forter - et klassisk rejsemål for de fleste Indiensfarere. Med mig havde jeg min gode kollega Mandy, der, om end født i England, er ud af en stolt sikh-slægt fra Rajasthans nordlige nabostat Punjab. Hun havde advaret mig på forhånd - for en rigtig inder er der intet over eller ved siden af bedstemors curry-gryde - og hun mente endnu ikke at have fundet en indisk restaurant i København, der når dem i Coventry eller London til sokkeholderne.

Allerede ved ankomsten gjorde Mandy da også opmærksom på en kedelig uoverensstemmelse. Selv om restauranten altså er opkaldt efter Rajasthan, så er dens logo umiskendeligt det berømte gravmonument Taj Mahal, der ligger et godt stykke sydligere i Agra. Menukortets udvalg peger da heller ikke mod Rajasthan, men er fyldt med retter typiske for hele Nordindien, deriblandt et par stykker, der - i hvert fald ifølge navnet - hidrører fra nabostaten Punjab.

Tjeneren gjorde meget for at pushe en af de i alt otte menuer, men da samtlige krævede to personer, besluttede vi os for at gå a la carte. Inden lagde vi dog ud med en fælles appetizer, det sprøde pandestegte pappadom-brød, som man normalt selv forsyner med den yoghurtbaserede raïta eller en chutney. Her kom papadommen i en usædvanlig præanrettet udgave dækket af en syrlig chutney bestående af hakkede tomater, mynte og koriander - brødets bedagede tilstand tydede desværre på, at også dét var præfabrikeret.

Straks efter stod vores batteri af forretter på bordet: først en samosa med fyld af kartoffel og ærter, ikke ueffen, men med en meget dominerende smag af spidskommen. Dernæst en bhaji, løgringe paneret i kikærtemel, samt en kold chat (salat), her i en vegetarisk udgave med kartoffeltern, kikærter samt hakkede tomater og koriander, der er smagt sjovere, men dog var uendeligt bedre end de umanerligt tørre stykker kyllingebryst, der udgjorde en tandoori kylling tikka. Meningen med tandoori er jo netop at marinere kyllingestykkerne i yoghurt blandet med krydderier som paprika og spidskommen, så de holder på saften under opholdet i den varme tandoori-ovn, men disse var så tørre, at de må have undgået marinaden for - gætter jeg på - siden at være genopvarmet i en mikroovn.

Jeg sendte mine ud og koncentrerede mig om vinkortet. I modsætning til hvad de fleste tror, så er det faktisk muligt at sætte vin til den normalt stærkt krydrede indiske mad. Man skal gå efter de kølige hvidvine fra tyske Mosel eller tysk-franske Alsace, enten gewürztraminer eller en senthøstet riesling. Ingen af dem var at finde blandt Rajastahnis tre hvide og fire røde, og da jeg på anfordring af min medspiser bestilte en chardonnay fra californiske Beringer, var den udgået. I stedet fik vi et par glas af husets vin (30 kroner glasset), en ualmindelig tynd og pjasket sag med masser af irriterende eg (spåner) i eftersmagen, som jeg hurtigt skiftede ud med en indisk øl af mærket Kingfisher (30 kroner).

Nu var det tid til hovedretter, til medspiser-Mandy en lam khara masala, og til mig selv en kylling tikka masala (hvor tandoori-kyllingestykkerne serveres i en karry-sauce med en purée af mandler). Af uransagelige årsager blev både lam og kylling dog serveret khara masala, men det har måske været nemmere for køkkenet? Khara masala (navnet khara kommer af den wokagtige gryde retten tilberedes i, en gryde der aldrig vaskes, men hvor resterne af den forrige masala-krydderblanding bruges til at smagssætte den næste) er med sin tomatbaserede sauce en standardret i det meste af Nordindien.

Her var tomatsaucen blandet med sød peber og løg, mens den lovede chilismag og -effekt aldeles udeblev. Det gav en meget sød smag og man sad tilbage med mistanken om, at Rajastahni bevidst skruer ned for blusset for at tilpasse sig sarte frederiksbergske maver og smagsløg. Det er selvfølgelig en smagssag, men det er de mange bruskstykker i de ellers saftige kyllingestykker ikke!

Som tilbehør havde vi bestilt pilaf-ris, roti-brød og et smørstegt naan-brød. Det var timer siden, både roti og naan havde været varmt, og så var der strøet et utal af ristede sesamfrø på toppen af naanbrødet, hvad hverken jeg eller medspiser-Mandy mindes at have set før.

Pilaf-risene var ifølge menukortet krydret med safran, men der sporedes kun en svag kardemommeduft, og de enkelte gule riskorn var formentlig farvet med den langt billigere gurkemeje, og så savnede vi begge den luftige fluffiness, som ordentlige indiske ris har.

Desserter var der kun to af, vi valgte den indiske gulerodskage halwa, der som sædvanlig for regionens desserter er en meget, meget sød sag med masser af mel og sukker (men her uden de nødder, der normalt løfter en halwa!). På dette tidspunkt havde vi fået nok, og tog flugten.

At Rajastahni smykker sig med lånte fjer og et misvisende logo, det må de selv om. Men indisk mad skal være frisk, og denne aften sad vi alt for mange gange med fornemmelsen af at spise mad, der var lavet ikke bare timer, men i nogle tilfælde dagen før. Det dur simpelthen ikke! Ganske vist er Rajastahni prisbillig, men hvorfor spilde tiden på en upræcis og uengageret kopi, når man kan få den ægte vare andre steder?

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse