En ikke helt normal tysk professor fra Birkerød

For 23 år siden kom Wolf Wucherpfennig til Danmark for at blive professor i tysk litteratur ved Roskilde Universitetscenter. Nu har han skrevet sine erindringer: Om den fraværende far der døde påØstfronten, om som krigsbarn at blive opdraget af ene kvinder, om sin seksuelle frigørelse i det freudo-marxistiske studenteroprør og om et Danmark, der er blevet ­mere interessant af de seneste års kulturkamp. Og så er han i øvrigt vild med Harry Potter.

»Selv om man er tidstypisk, står man jo selv i centrum, så der er nogle klare narcissistiske gevinster ved at skrive erindringer,« siger Wolf Wucherpfennig, der er professor i tysk og har udgivet sine erindringer om et liv i Tyskland og - de sidste 23 år - Danmark. <br>Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere

Man kan uden at fornærme Wolf Wucherpfennig godt betegne ham som en rigtig tysk venstreintellektuel, der er fodret op på lige dele Freud, Marx og Frankfurterskolen. Og man kunne derfor tro, at Danmark for ham at se har udviklet sig til det værre i de senere år, men faktisk synes han, at landet er blevet mere interessant at bo i, efter at vi har fået kulturkamp og ideologisk polarisering. Han føler sig mere hjemme nu, fordi det hidsige debatklima minder om Tyskland.

»Som næsten alle tyskere vidste jeg meget lidt om Danmark, da jeg kom hertil i 1984. »Lyse« fordomme, en venlig fornemmelse, danskerne som et fornuftigt folkefærd. Fordommene passede også, men jeg var mindre begejstret for den selvtilfredse hygge, jeg mødte. Man sagde det ikke ligeud, men man mente, at alt var bedre her end andre steder. Og så blev jeg forbløffet over den stereotype opfattelse af Tyskland! »Ordnung muss sein«. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har hørt den sætning i Danmark!

Det bedste ved Danmark er troen på, at man kan tale sig til rette. Men det kan også blive for meget, og derfor har jeg nydt polariseringen og den aftagende selvtilfredshed. Danmark er blevet et meget mere åbent samfund de sidste tyve år, hvad man også ser i café-kulturen. Førhen kunne man dårligt få en kop kaffe i København, hvis man kom med et tog søndag morgen. Alt var lukket.«

Vil redde stumperne
Wolf Wucherpfennig udsendte tidligere pååret sine erindringer, »Leben im Übergang. Vom Kloster zur Wissensfabrik. Erinnering und Reflexion.« (»Et liv i overgang. Fra klosteret til vidensfabrikken. Erindring og refleksion«). De er udkommet på det ansete tyske videnskabsforlag Königshausen & Neumann og er den konkrete anledning til, at jeg har opsøgt ham.

Hvorfor har du skrevet dine erindringer?

»Vi har ikke børn, min kone og mig. Og ingen af de børnebørn, som fylder så meget i mine jævnaldrendes liv. Så jeg har skrevet den, fordi jeg ikke har nogen at fortælle historien til. Med alderen bliver man mere bevidst om, at fortiden forsvinder, at mennesker er væk. En hel verden er væk. Der er noget besværgelse i at skrive sådan en bog. Man prøver at »redde stumperne«, at få nævnt sine højt elskede bedsteforældre, så de ikke forsvinder helt ud i glemslen.«

Wolf Wucherpfennig har ført en omflakkende tilværelse som forsker og universitetslærer. Han fik aldrig en fast stilling i Tyskland, men arbejdede i USA og senere i Belgien, før han blev professor på RUC.

»At flytte så meget er en udfordring for identiteten. Man er nødt til at være kreativ, man må hele tiden fortælle sig selv, hvem man er for ikke at bukke under. Så jeg tror, at jeg har fået et rigere liv, end hvis jeg bare var blevet en normaltysk professor«.

Det lyder ikke lige som sagen at være en normaltysk professor?

»Det tyske universitetssystem er meget præget af stive hierarkier og faste roller. Man er afhængig af ældre kolleger langt hen i karrieren. Jeg tror, at jeg er blevet mere åben for det fremmede, mere parat til at modtage nye ideer.«

Wucherpfennigs bog blander erindring og refleksion. Han fortæller åbenhjertigt om kriser og problemer, men samtidig har han også det analytiske apparat koblet til. Denne kombination har han fra psykoanalysen, som han har interesseret sig for i mange år.

»Man kan lære af psykoanalysen, at ens »private« problemer ikke er så private endda. Jeg interesserer mig for det tidstypiske i mit liv, hvordan jeg kan reflektere epoken.

Men det overraskede mig, hvor megen energi det gav at skrive denne bog, det var en rus, det var slet ikke til at holde op. Selv om man er tidstypisk, står man jo selv i centrum, så der er nogle klare narcissistiske gevinster ved at skrive erindringer!«

Opvokset i ruiner
Wolf Wucherpfennig er et af de tyske krigsbørn, der voksede op i de fysiske og mentale ruiner af sammenbruddet. Hans far var tysk soldat påØstfronten og døde, da sønnen var to år. Han faldt ikke i kamp, men begik selvmord i en udsigtsløs situation.

Du ser det som meget afgørende for din udvikling, at din far var væk, og at du blev opdraget af kvinder?

»Ja, selv om det nok er politisk ukorrekt at sige det, så tror jeg, at barnet har brug for begge køn. Jeg lærte aldrig rigtig at forholde mig til det andet køn, fordi jeg ikke kunne se en far gøre det. Senere i livet overvurderede jeg derfor altid kvinder. De var på en måde de voksne, mens jeg blev ved med at være barnet. Jeg fik svært ved at agere som mand, svært ved at »score««.

Kønsdiskussionen i 60erne og 70erne kunne vel ikke hjælpe dig. Som jeg selv husker den tid, gjaldt kvinden for det moralsk overlegne væsen, mens manden var en problematisk størrelse ...

»Ja. Det var svært at manøvrere. På den ene side blev man bebrejdet, at man var en mand. På den anden side kunne man hurtigt få at vide, at man ikke opførte sig som en rigtig mand.«

Hang kønsdiskussionen og krigen sammen? Var det fordi din far til kort før sin død troede på Hitlers projekt, at den mandlige figur blev problematisk for dig?

»Nej. Nationalsocialismen så jeg mere som en hel generations moralske svigt. Problemet i de tyske familier efter krigen var, at der aldrig blev talt om nazismen. Den manglende samtale gjorde 68-oprøret så voldsomt i Tyskland. Det blev et forsøg på at erstatte den udeblevne samtale i familierne med offentlig debat.

Mange opgør og selvopgør i forbindelse med krigen ser vi dog først nu i dag. Men jeg tror, at det er en nødvendig forsinkelse. Det har for mange været for traumatisk at tale om det, men nu er det sidste chance for at få det gjort. Og det er måske også lettere, når man er blevet så gammel, at man ikke længere har officielle poster i erhvervslivet.«

Med tiden er Wolf Wucherpfennig blevet mildere i sin moralske bedømmelse af de almindelige tyskere.

»Jeg vil ikke undskylde dem. Jeg kan bare ikke med sikkerhed sige, at jeg selv ville have opført mig bedre. Man skal jo huske på, at de aldrig i absolut forstand stod over for afgørelsen: Skal jeg vælge fascismen eller demokratiet? Det var tusind små skridt i hverdagen over flere år i en langsom glidebane, hvor tingene ikke altid har stået særlig klart.

Efter krigen ville de ældre helst lægge det bag sig og bruge energien på at genopbygge landet. De unge havde derimod brug for at tale om krigen og var mistroiske, fordi der sad gamle nazister rundt omkring i magtapparatet. Der var et autoritetshul i Tyskland. Og det blev fyldt op med USA. Amerikanerne var de gode. Derfor blev reaktionen på Vietnam-krigen meget voldsom. Så var de jo slet ikke et forbillede alligevel.

Men vi fik på venstrefløjen en overfokusering på nazismen. Vi var hele tiden bange for, at den skulle komme igen. Hver gang vi stødte på magtmisbrug eller korruption, var det nazismen, der var på vej igen. Den var jo det onde. Det har taget mig mange år at indse, at ikke alle ufuldkommenheder har noget med den at gøre. Det har jeg måske først lært i Danmark.«

Men det var også derfor, venstreterrorismen blev særlig slem i Tyskland med Rote Armée Fraktion? USA blev en erstatnings-Hitler. Og det tyske statsapparat var fascistisk. Det havde bare ikke vist sit sande ansigt?

»Ja, ideen var jo netop at afsløre, hvor slemt det i virkeligheden stod til. Terroristerne ville, måske til dels ubevidst, yde den modstand, deres forældre havde svigtet i forhold til.«

I ly af kunsten
Wolf Wucherpfennig voksede op i en lille by, hvor man ifølge ham kun gik op i at tjene penge.

»Men jeg syntes, at det var i gymnasiets litteraturfag, alle de interessante ting foregik. Jeg kom som dreng og ung mand til at leve i en typisk, tysk dyrkelse af kunsten som en modverden til den virkelige verden. Under Napoleonskrigene sagde man, at franskmændene hersker på landjorden og englænderne på havet, mens vi tyskere hersker i luften, dvs. i åndernes rige. Denne dannelseskult blev miskrediteret, fordi den ikke formåede at dæmme op for nazismen. En del dannelsesborgere så tværtimod Hitler som den, der kunne levere et tysk modsvar til modernisering og materialisme.

Som ung levede jeg som en idealistisk, lille dannelsesborger. Men egentlig var jeg ulykkelig, og da jeg blev forladt af min første kæreste, fik jeg en større krise, der ansporede mig til at gøre op med hele den baggrund. Marx og Freud blev vigtige, 68-oprørets videnskabelige kritik af traditionen og ikke mindst den seksuelle frigørelse fik betydning for mig, fordi dannelsen også helt bogstaveligt var en inderlighed, der ikke havde noget med kroppen og kønnet at gøre. At den Wilhelm Reich-inspirerede politiske gruppe, jeg var med i, så med tiden udviklede sig til noget, der lignede en religiøs sekt, er også en del af historien. Meget af det nødvendige opgør i Tyskland kammede over.«

Du er ikke begejstret for disse års udvikling på universitetet, og i din bog antyder du, at det også til dels er en fejludvikling af »68« og opgøret med dannelsen?

»Det er en international udvikling, så jeg skyder ikke specielt på Danmark. Men jeg synes ikke, humaniora længere giver de studerende en kulturel bredde og gør dem til myndige borgere med kritisk sans. De studerende betragtes som forbrugere, og vi skal som lærere helst underholde dem i timerne. Men i øvrigt skal de lære en hel masse på meget kort tid, og det skal helst kunne omsættes i penge lige med det samme. Det æstetiske er ved at forsvinde, idealet for en humanistisk uddannelse er at blive spindoktor eller finde ud af, hvordan Roskilde Festivalen kan tjene flere penge, end den gør nu. På universitetet i Lund lukker man latin og opnormerer sexologi!«

Men tror du ikke, at der kommer en reaktion?

»Jo, selvfølgelig vil nogle tænke, at der må da være mere i livet end penge. Min frygt er bare, at de åndelige behov bliver ledt over i fundamentalisme, New Age, Scientology, kreationisme og lignende og ikke over i kulturen.«

Er der håb?
Det er jo en lidt mismodig konklusion på vores interview, men da vi passerede gennem huset ud i udestuen, hvor vi har siddet og drukket kaffe under interviewet, kunne jeg ikke undgå at se den nye Harry Potter-bog ligge fremme. Måske er der alligevel håb?

»Jeg sætter meget stor pris på Rowlings bøger. De handler jo om en ung mands modningsproces. Harry starter i en narcissistisk position som et vidunderbarn, hvor han bliver beruset af alle sine muligheder og har mange ældre hjælpere og gode venner. Og så udvikler han sig gennem tabs-erfaringer. Harry mister meget, og til sidst er han klar til at miste alt. For vi skal acceptere vores egen dødelighed, hvis vi skal have evnen til at leve. Det er en smuk pointe i en tid, hvor vi prøver at udødeliggøre os selv med skønhedsoperationer.

Og så er jeg imponeret over denne brug af eventyrgenren, som er svær i vore dage, fordi alt det, man gjorde i de gamle eventyr, er overhalet af teknikken. Men Rowling bruger tryllekunsten som et fremmedgørende greb. Det er jo vores egen verden, hun skriver om, det er ikke en modverden. Bøgerne er utroligt realistiske. De handler om racisme, magtmisbrug, bureaukrati, sensationspresse og mange andre ubehagelige træk ved vores verden.«

Er det stor litteratur, eller er det bare godt?

»Stor litteratur skal efter min mening indeholde ambivalens, den skal ikke bare inddele verden i de gode og det onde, som Washington DC og Hollywood gør. Harry Potter-bøgerne er fulde af ambivalens. Helten og den onde er beslægtede, flere af de positive figurer krakelerer, Dumbledore er ikke almægtig, selv sin egen far må Harry afidealisere, ganske som jeg måtte afidealisere min far, da jeg læste hans efterladte dagbog fra fronten.«

Til sidst sidder vi og sludrer lidt. Wucherpfennig virker som en mand, der er i harmoni med sig selv og verden. Selv om han til sidst i sin bog skriver om, hvor lidt man får udrettet i livet målt med ungdommens ambitionsdrømme. Han er 65 år og kan se pensionsalderen nærme sig. De sidste par år har han været på deltid og det er derfor, han har kunnet skrive sin erindringer.

Han og hans kone vil blive i Birkerød. Her har de slået rod. For fjorten år siden blev de danske statsborgere.

»Det er ikke så nemt at få venner i Danmark, når man kommer som udlænding. Og som universitetsmenneske møder man ikke så mange »almindelige mennesker«. Men jeg går en del i sauna, og jeg har fået gode saunavenner her i Birkerød. Det giver en særlig stemning at sidde dér og tale sammen uden tøj på. Man er lige, man hygger sig og så gør de lidt grin med professoren indimellem.«

Wolf Wucherpfennigs bog »Leben im Übergang. Vom Kloster zur Wissensfabrik. Erinnering und Reflexion« er udkommet på forlaget Königshausen & Neumann i Würzburg. Bogen er på 248 sider og koster 19 euro på www.amazon.de