Den 5. maj får København et grønt væsen med fiskehale, gispende efter luft og med forvildede, talende øjne fulde af angst og måske håb.

»Havfrue« er hendes navn.

Om hendes oprindelse ved man – som om rigtige havfruer – meget lidt udover den kendsgerning, at billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen skabte hende i 1921 og udstillede hende året efter på Den Frie Udstilling, hvor Statens Museum for Kunst købte bronzeafstøbningen for 4.500 kr.

Hun blev stillet op i Østre Anlæg, bag museet, hvor hun sad indtil vind og vejr havde tæret så meget på hende, at hun blev puttet i magasin i 1970.

Siden har hun kun været udstillet få gange, men er i dag indlemmet i museets permanente udstilling. Inden døre.

Det er en tilfældighed, at en ny bronzeafstøbning af hende vil havfrue-sikre København i en tid, hvor hendes otte år ældre og lidt større, ubekymrede søster skal på langfart til Kina og svinge sine velskabte ben med fiskeskæl, som mæcenen brygger Carl Jacobsen opfordrede Edvard Eriksen til at udstyre sin fortolkning af H.C. Andersens eventyr med, så der dog var en reminiscens af havfrue.

Carl Nielsen Legatet har betalt for afstøbningen, så Anne Marie Carl-Nielsens havfrue kan afsløres på kajkanten til Det Kgl. Bibliotek i Carl Nielsen-året, som 2009 er udråbt til. Ikke fordi det er noget rundt hyldest- eller mindeår, men for at markere den musikhistoriske begivenhed det er, at nationalkomponisten som den første har fået udgivet samtlige sine værker i en videnskabelig udgave, som fejres med udstillinger på nationalbiblioteket og Carl Nielsen Festival i DR Koncerthuset.

Det er også året, hvor brevudgaven af hans enorme korrespondance er nået halvvejs med udgivelsen af skæbnebindet, nr. fem fra 1914-1917, i en verden og et ægteskab i skyttegravskrig. Og hvis ikke man kan fatte smerten, som landets største kunstnerægtepar gennemlever privat i en 33 år lang krise af bibelske dimensioner, så kan man nøjes med at se havfruen i øjnene.

Brevudgavens redaktør, Carl Nielsen specialisten og forfatteren John Fellow, er ikke i tvivl om, at havfruen udover at være et mesterværk også er et dybt personligt udsagn fra Anne Marie Carl-Nielsen om hendes skibbrud, da hun opdager, at gemalen er blevet ved med at svigte og bedrage hende med andre kvinder, selv om han ustandselig lover bod og bedring og undskylder sig med, at hans overjeg sættes ud af drift, både når han komponerer og kommer i sine drifters vold.

»Det er en kendsgerning, at havfruen er det eneste markante eksempel på et vægtigt arbejde, som hun laver i de år, uden at det er bestilt og har en økonomisk årsag,« siger John Fellow med henvisning til Anne Marie Carl-Nielsens opslidende underskudsforretning med ryttermonumentet over Christian IX til Christiansborg Ridebane.

Hun vandt opgaven men monumentet i 1908 og arbejdede i halve år ad gangen i Celle i Tyskland på at modellere den helt rigtige hingst, mens Carl Nielsen var hjemme hos børnene og barnepigen Marie Møller.

Det gik, så galt, som det kunne.

Krisen begynder at ulme i 1890erne, bryder ud i 1905, hvor Anne Marie Carl-Nielsen direkte spørger i et brev: »Har du været mig utro i vinter«, til hun får nys om gemalens sidespring med eleven Anine Koch og langt senere også vished om, at hjerteveninden Marie Møller har optrådt i hendes eget sted, helt og aldeles, inden for hjemmets vægge. Det fører til separation i 1919 og forsoning på grund af Carl Nielsens dårlige hjerte i 1922.

»Oprulningen af affærerne varer 26 måneder. Så når Anne Marie frem til den konklusion, som parret er uenige om: At hun vil skilles, og han ikke vil. Den ender også med at splitte hele vennekredsen. Det er det kapitel, vi hidtil har haft sværest ved at forstå,« siger John Fellow.

Carl Nielsen-forskeren Torben Schousboe udsendte ellers sit to bind-værk om krisen i 1983?

»Schousboe tændte en slags betændelse, som vi ikke kunne gennemskue, fordi sprængfarlige steder i brevene var censureret bort. Vi fik kun konklusioner og nogle var forkerte. Derfor har der ikke været nogen vej udenom at åbne hele posen og se, hvad der er i den.«

En håndfuld breve fra ægteskabskrisen er stadig klausuleret, så vi får vel næppe den fulde historie, før de kan åbnes i 2016?

»De, der har foretaget klausuleringen, har ikke kunnet overskue stoffet. Det mest følsomme materiale har ligger der hele tiden. Jeg tror, det bliver et flop-nummer, når den sidste lille kuvert kan åbnes, for jeg tror ikke, der står noget, vi ikke allerede kender. Måske er det allerede med.«

Hvad mener du?

»Jeg vil ikke sige mere.«

Og så må brevene jo gøre det i stedet.

Skæbnebindet begynder i 1914, hvor Anne Marie arbejder i Celle på sin hest Flingart i stilhed før den ægteskabelige storm samtidig med, at Første Verdenskrig lukker grænserne.

»Der er pludselig bleven så stille hos mig. Min fugl er fløjen, mit pindsvin er falden i søvn,« skriver hun til sin kjære Carl efter at hendes fugl, en sisken, er fløjet og pindsvinet har gemt sig i et hjørne i »hundredvis af avis- og papirstumper«.

Brevene handler lige så meget om kunst, om Carl Nielsens definitive gennembrud herhjemme med den 4. symfoni, »Det uudslukkelige«, om hans forestående afgang som kapelmester på Det Kgl. Teater, som ikke vil give ham rang af 1.dirigent.

Hvorfor er det så vigtigt, at vi kan læse de intime breve?

»Det er slet ikke vigtigt. Men det har en historik og begge er så store kunstnere, at det under alle omstændigheder er interessant at få det at vide, som man kan få at vide for at se under hvilke vilkår, deres værker blev til.«

Hans 4. symfoni handler om et menneske i nød?

»Man kan høre en menneskehed i nød, som Carl Nielsen bliver bedre og bedre til at identificere sig med. Et element i krisen er, at de begge to arbejder med noget større end dem selv, og som de er trofaste over for, bortset fra at Carl ikke er det seksuelt. Carl Nielsen sætter ikke sig selv i musik, men det tager ham længere tid at komponere den 4. symfoni, fordi han føler et voldsomt behov for at gøre bod og ikke vil tillade sig at komponere, fordi det ikke er nogen straf. Allerhelst vil han dø, som han oplever som den eneste befrielse, han kan forestille sig, når han er i krise. Og det er han jo jævnligt.«

Du lyder ikke særlig medfølende?

»Joe, men det er da usselt, når han skriver, at Anne Marie er den eneste, han har svigtet, fordi alle de andre kvinder har vidst, at det var hende, han elskede.«

Sådan er der vel mange, der har det?

»Men jeg tror de fleste mænd vil have svært ved at forstå hans klynkeri, hvor han ustandselig beder for sit liv. Under normale forhold ville det have været indlysende, at Carl Nielsen havde været den, der ville gå. Han har rent faktisk ikke haft nogen kone i årevis. Jeg har holdt af Carl Nielsens musik siden, jeg var dreng, og holder mere af den i dag, men der er sider af ham, jeg har sværere ved at forstå.«

Anne Marie Carl-Nielsen har separationspapirerne liggende parat i to år, men indsender dem først i 1919, så krisen fortsætter i bind seks af brevudgaven, hvor havfruen dukker op i 1921, og parret forsones først året efter, i bind syv.

Citater fra brevudgavens skæbnebind, nr. fem:

Anne Marie Carl-Nielsen skriver i sin notesbog 25. maj 1914:

»Livet går videre. Jeg må tage en Beslutning, det er så svært, at gjøre andre ondt. Jeg har ikke duet til at holde på ham (Carl Nielsen, red.) og jeg duer ikke til at være en af Mange - den Lod der i 25 år har været budt mig (...) Kan der ikke mellem Voksne være Tillid må det holde op. Mine lange bedste År ere ødede i et uværdigt Liv. Nu står jeg på Nippet til også at gå til Grunde som Kunstner.«

Damgaard den 27-10-14

Kære Bror! (Beckman, svensk komponist, red.)

(...) Men det er jo ellers som om hele Verden er i Opløsning. Hvad skal det blive til? At den materielle Verden ødelægges og at Menneskene myrder hinanden er jo slemt, men for intet at regne imod det frygtelige Faktum at Tankens og Aandens Mænd i Europa har mistet deres Forstand, er blevne vanvittige Nationalfølelsen, der hidtil var anset for noget højt og smukt, er bleven som en aandelig Syphilis der har opædt Hjernerne og griner ud gennem tomme Øjenhuler i sindsvagt Had. (...)

Din hengivne Carl Nielsen

Damgaard den 28-10-1914

Kære Irmelin (den ældste datter, red.)

(...) Thi jeg indrømmer at hverken min Virksomhed eller Din Moders har været Jer Børn til nogen Støtte. Vi har været for optagne af vor Kunst (...)Thi det er Forbandelsen ved den Musikkunst at den er Øjeblikkets og let forflygtiger alting i det daglige Liv. (...)

Brænd dette strax

din Fader

Fuglsang DEN 4-5-15

Kære Ven! (Julius Røntgen, hollandsk komponist, red.)

(...) Jeg har snart en Symfoni færdig (den 4. »Det uudslukkelige, red). Den er meget forskjellig fra mine andre tre og der ligger en bestemt Ide til Grund for den, nemlig: at Musikkens elementæreste Væsen er Lyd, Liv og Bevægelse der hugger Stilheden istykker. Det er altsaa alt hvad der har Villien og den Trang til Liv som ikke kan holdes nede, jeg har villet skildre (...) At udtrykke, hvad der ligger bagved Fuglenes Skrig, Dyrenes og Menneskenes Jammer- og Glædesskrig, deres Knurren og Raaben under Sult, Kamp og Parring (...)

Din hengivne Carl Nielsen

Tirsdag den 17.8.1915

Kjære Carl

(...)Nu vil jeg ikke mer. Jeg er skabt fribåren og med Renligheds Sans. Vi har i mange mange År ikke haft det Godt i vor Ægteskab, der har stået giftige Gasarter i Krogene hvor fra de kom kunde jeg ikke se. Men jeg har aldrig rigtig kunde føle fri tryg Glæde ved Siden af Dig, der var en uforklarlig frastødende isnende Kulde der kunde stige op om Fødderne (...) Forstillelse og Løgne har i 20 År måske længere været sat til Højbords i vort Hjem (...)

Hils alle Din Marie

Fuglsang 20-8-15

Kære Marie!

(...) Jeg er i stor Pine hver Dag og hver Nat og jeg ønsker kun at mit Liv maa slutte på en naturlig Maade (...)

Din C.

Lagan den 24-4-1916

Kære Bror! (Beckman, red.)

(..)Jeg kan fortælle Dig, kære Bror, at min Concert (4. symfoni, red.) den 14ede April blev en stor og festlig Succes for mig; Publikum var ovenud begejstret og det var egentlig første Gang i mit Liv, at jeg blev fuldt overbevist om at jeg har et forstaaende Publikum i Kjøbenhavn... (...) og jeg følte, for en Gangs Skyld, at jeg kan komme til at betyde noget for mit Land i Fremtiden og det er dog en vis Tilfredsstillelse i disse barbariske Tider.

Hilsenere fra Din gamle Ven

Carl N.

Søndervig d 29/5 16

Kjære Carl

(...) Vi hører ikke mere sammen, og må skilles (...) Din Marie

31.5.1916

Kære Marie!

(...)Jeg beder og bønfalder Dig om ikke at gaa bort fra mig. Jeg er ikke istand til at gøre nogetsomhelst ifald Du gaar. Saa maa jeg slukkes og enten se at slæbe mig igennem som et stækket Fugl eller sove aandeligt Resten af Livet (...)

Damgaard 18-6-16

Min egen, kære Søs! (den yngste datter, red.)

(..)Er det dog ikke skrækkeligt at det eneste Menneske jeg holder dybt og inderligt af er jeg kommen til just at gøre Ondt imod. Andre har jeg ikke gjort ondt imod, for de vidste at jeg kun holdt af Moder og kunde tage sig iagt og lade være at friste mig; men Moder har jeg ene gjort Uret imod, fordi hun kunde intet vide om andres Træskhed og min egen Svaghed.

Du skal brænde dette

C.

lille boks

Brevudgaven bliver på ti bind og forventes afsluttet i 2013 og omfatter 3.500 breve fra Carl Nielsen, knap 500 fra Anne Marie til Carl plus 1.000 andre breve samt Carl Nielsens dagbøger komplet for første gang.

John Fellow holder i morgen aften kl. 19 et foredrag på Det Kgl. Bibliotek om kunstnerparret under titlen »Kunst og kærlighed«.

Havfruen afsløres den 5. maj kl. 15 på havnefronten ved Diamanten ud for havnebassinet, som i flere hundrede år har heddet Havfruegrunden.

pix

En gipsafstøbning af Anne Marie Carl-Nielsens havfrue, som tilhører Odense Bys Museer/Carl Nielsen Museet og kan ses på Kunstmuseet. Fotograf: Niels Ulrich Hansen.

Afstøbningen af havfruen, som indgår i den permanente samling på Statens Museum for Kunst, med de øjne, som rummer al den fortvivlelse og erkendelse, som også kan læses ud af de ulykkelige breve, da billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen langsomt erfarer Carl Nielsens svig og bedrag.

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen fotograferet på Akropolismuseet i Athen foran Anne Marie Carl-Nielsens kopi af Typhonen. Det er under en rejse i Grækenland 1905 ægteskabet begynder at krakelere. Foto: Odense Bys Museer/Carl Nielsen Museet.