En god søndag begynder i kirken

DI-direktør HANS SKOV CHRISTENSEN er gradvist gennem livet nået frem til en religiøs bevidsthed: »Jeg tror på Gud, på et evigt liv og en uforgængelig sjæl. Det gør livet meget lettere at leve,« siger han.

Administrerende direktør i Dansk Industri Hans Skov Christensen er en trofast kirkegænger. Uanset om han opholder sig hjemme på Frederiksberg, hvor Godthaabskirken de seneste 20 år har dannet rammen om hans kirkelige liv, eller han er på rejse i udlandet, forsøger han så vidt muligt at komme til gudstjeneste hver søndag formiddag:

»Det er selvfølgelig ikke altid, det kan lade sig gøre, men grundlæggende har jeg det sådan, at der er større sikkerhed for, at det bliver en god søndag, hvis den begynder i kirken,« siger han.

Som leder af Danmarks største erhvervsorganisation, med en hverdag fyldt til randen med møder og forhandlinger, økonomiske og strategiske overvejelser, er søndagens gudstjeneste ugens tiltrængte åndehul for DI-direktøren:

»Alene det at være i et mobil- og PC-frit rum uden samtale og snak er en stor behagelighed. Søndagsgudstjenesten er den eneste begivenhed i ugen, hvor jeg ikke er »på«. Hvor jeg kan nyde roen, troen og selve rummet, som er Guds hus. Det er tid til refleksion, eftertanke - og syndstilgivelse. Jeg forlader kirken som et gladere menneske, end da jeg gik ind.«

Hans Skov Christensen er ikke vokset op med et aktivt kirkeliv, hans tro og religiøse bevidsthed er kommet gradvist gennem livet.

Barndomshjemmet i en boligblok i Nørresundby var ikke specielt kristent, og forældrene faderen var stationsforstander og moderen hjemmegående kom kun i kirken til de begivenheder, hvor det forventedes af dem, som barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse.

»Men selv om det miljø, jeg voksede op i, ikke var mere kristent, end de fleste danskere er i dag, var der en tradition for at tage hånd om hinanden, en omsorg for »næsten«, som jeg godt kan savne i dag,« siger han.

Interessen for det kirkelige liv blev så småt vakt i gymnasieårene, da Hans Skov Christensen efter 1. g flyttede med sin familie til Tølløse på Midtsjælland:

»Jeg begyndte at cykle rundt til de små landsbykirker i omegnen og gå til søndagsgudstjeneste en gang imellem. Det kaldte på min nysgerrighed og interesse - og mere var der nok ikke i det på det tidspunkt. Jeg havde mange andre interesser, var bl.a. netop blevet valgt til landsledelsen i Konservative Gymnasiaster.«

Bekendtskabet med Tølløse-præsten Balslev Clausens to sønner de er i dag begge provster som han hver dag kørte i tog med til Roskilde Katedralskole, bidrog også til en voksende interesse for kirken. Men nok så vigtigt var det, da Hans Skov Christensen efter studentereksamen flyttede til København og mødte sin første kone, Vibeke, som var datter af sognepræst på Frederiksberg Emanuel Skjoldager. De blev gift og flyttede til Herlev, hvor de begge engagerede sig i tilblivelsen af én af de sidste selvbyggerkirker herhjemme, Lindehøj Kirke.

Som stud.polit. og medlem af menighedsrådet fik Hans Skov Christensen ansvaret for bl.a. at ansætte præst, kordegn og kirketjener samt etablere præstebolig. Hans kone var blandt initiativtagerne til en række menigheds-daginstitutioner rundt om kirken. Hun var i en årrække formand for institutionernes bestyrelse, mens Hans Skov Christensen sad i menighedsrådet i Lindehøj Sogn frem til 1969, da arbejdet med kirken var færdigt.

Hvornår interessen for kirken som institution fik følgeskab af egentlig tro har Hans Skov Christensen umiddelbart svært ved at svare på:

»Selve oplevelsen af begrebet sjæl er gradvist kommet til mig mere og mere,« siger han. »Den udvikling har først og fremmest været ansporet af læsning af Søren Kierkegaard. Bevægelsen fra den æstetiske over den etiske til den religiøse fase er en central del af hans forfatterskab. Også mine egne refleksioner førte mig frem til, at den etiske og humanistiske tilgang til livet heller ikke rækker for mig. Jeg har brug for at tro. Jeg tror på Gud, på et evigt liv og på en uforgængelig sjæl. Jeg kan selvfølgelig ikke være sikker på, at det forholder sig sådan. Men jeg tror og det gør det meget lettere at leve. Hvis jeg ikke troede, ville livet være svært. Jeg synes, det må være forfærdeligt at blive gammel og syg og tro, at man er ligesom et træ, der bare går ud.«

Hans Skov Christensen læser i Bibelen hver dag sammen med sin kone, Sys, idet de følger Bibelselskabets læseplan. Og når han går i kirke, er det mere for at høre Guds ord end præstens. Eller som han selv formulerer det: »Kirken er Guds hus, ikke præstens. Jeg går til gudstjeneste, ikke til præstetjeneste. Det er meget trist, hvis en kirke er udstyret med en præst, der med sin prædiken forstyrrer billedet af troen. Hvis jeg f.eks. går i kirke en langfredag, og det ikke lykkes præsten gennem sin prædiken at få mig til at forholde mig til Jesu korsfæstelse og lidelse, så kan det ødelægge kirkegangen for mig.«

Han bryder sig ikke om den tendens, han de senere årtier har oplevet hos en del præster rundt om i landet, til at indsnævre det kristne budskab, muligvis i et forsøg på at gøre det mere »spiseligt«:

»Der er en tendens til, at det hele er kærlighed. Men det kristne budskab handler også om synd og lidelse. Hvis man kan gå til langfredagsgudstjeneste og ikke hører om Jesu korsfæstelse, er der altså noget galt med forkyndelsen,« siger han.

»Mange præster har svært ved at nærme sig begreber i kristendommen som lidelse og synd. Men hvis hele budskabet kun er kærlighed, er der ikke langt til, at det, der prædikes i kirken, handler mere om humanisme end om den kristne tro.«

For Hans Skov Christensen er nadveren og syndsforladelsen helt centrale størrelser i gudstjenesten:

»Men for at syndsforladelsen skal give mening, forudsætter det selvfølgelig, at der tales om synd, og at vi gennem de ord, der tales i kirken, opnår erkendelsen af, at vi alle er syndere,« siger han.

»For mig betyder syndsforladelsen, hele den ro, der falder over mig, når jeg træder ind i kirkens rum, at jeg undervejs får reflekteret over mine egne fejl og udeladelser. Jeg beder ikke Vorherre om tilgivelse for hvert enkelt element, men jeg benytter gudstjenesten til at gøre mine handlinger op og efter gudstjenesten og syndsforladelsen går jeg derfra som et gladere menneske.«

Hans Skov Christensen deltager nødigt i en søndagsgudstjeneste uden at have forberedt sig forinden. Han sørger så vidt muligt for altid at have læst dagens tekst forud.

»Det er klart, at man får mere ud af gudstjenesten, hvis man er forberedt,« siger han som kommentar til den fremmedgørelse over for folkekirken, som stadig flere danskere føler:

»Der er dem, der mener, at kirken er gammeldags og kirkens sprog uforståeligt. Og jeg er enig i, at man ikke skal gøre tingene sværere, end de behøver være. Men omvendt er det også ofte sådan, at hvis en ting er noget værd, kræver den også noget af deltageren. Søndag er jo ikke bare kirkedag, den er også fodbolddag. Og jeg ville gerne se reaktionen hos de inkarnerede fodboldfans, hvis det pludselig blev et krav, at fodboldspillet skulle spilles efter regler, som alle kunne forstå uden f.eks. at have sat sig ind i, hvad »off side« er. Eller hvis hver kamp skulle indledes med en gennemgang af alle spillets regler. På samme måde er det med kirken, og jeg synes ikke, det er et umuligt krav til kirkegængerne, at de skal sætte sig ind i det, der foregår,« siger han.

Hans Skov Christensen fulgte arbejdet i Salmebogskommissionen 1992-2002 tæt, og han glæder sig over de nye salmedigtere, som har formået at forny den danske salmetradition:

»Mange gamle salmer tager udgangspunkt i landbruget, for det var den hverdag, folk var fortrolige med dengang. Nye salmedigtere som f.eks. Hans Anker Jørgensen skriver salmer ind i byens liv, som er det, moderne mennesker kender og forstår. Det er godt. På samme måde som Jørgen Gustava Brandts salmer rammer ind i tiden.«

Han er spændt på den kommende bibeludgivelse, hvis mål det er at gengive Bibelens tekster i »nutidens sprog«:

»Det er et stort og svært projekt, som jeg glæder mig til at læse, men jeg ved ikke, om det vil lykkes. I modsætning til tidligere er det ikke en oversættelse, snarere en gendigtning,« siger han. »Vi bruger salmerne til at forståeliggøre Bibelens tekster, og derfor er det i orden med nutidige salmetekster. Men jeg mener ikke, man skal omskrive Bibelen til nutidssprog.«

Derimod mener han godt, man kan bløde op på visse traditioner for at gøre kirken mere tilgængelig for dem, der ikke har en kirkelig tradition med i bagagen - ikke mindst den generation, der i 1970erne blev frataget bibelhistorie i kristendomstimerne og derfor har en yderst begrænset religiøs paratviden.

»Dem kan vi imødekomme ved f.eks. at flytte barnedåben, som nok er den kirkelige begivenhed, der trækker flest danskere af huse, som ellers aldrig sætter deres ben i kirken, fra søndagens højmesse til et særarrangement på et andet tidspunkt,« siger han.

»Jeg har tidligere ment, at barnedåben hørte hjemme ved gudstjenesten om søndagen, hvor et nyt lille barn blev optaget i menigheden. Men netop fordi dåbsgæsternes forhåndsviden er så forskellig, er jeg blevet tilhænger af, at dåbshandlingen kan lægges særskilt, evt. om lørdagen det passer også bedre, når familien skal komme fra Jylland.«