En god patriot?

Den radikale udenrigs- og statsminister Erik Scavenius er igen kommet i stormvejr. »Gang på gang tilbød han nazistyret i Danmark at give dem mere, end de havde bedt om,« mener tidligere presse- og kulturråd Uffe Andreasen. Historiker afviser, at Scavenius var tyskvenlig.

Udenrigsminister Erik Scavenius og Adolf Hitler taler sammen i 1941 i forbindelse med underskrivelsen af Antikominternpagten. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig efterlod danskerne i en moralsk gråzone både under krigen og i efterkrigstiden. Samarbejdet med nazisterne efterlod et åbent sår, og selv i dag er det til debat, hvor de moralske kridtstreger gik og burde gå; for krigen er stadig et moralsk omdrejningspunkt.

Central for samarbejdspolitikken var udenrigsminister og senere statsminister Erik Scavenius, der allerede havde forhandlet med tyskerne under Første Verdenskrig, og som under besættelsen atter blev den afgørende politiske beslutningstager.

Nu blusser debatten om Scavenius’ rolle igen op. I to kronikker, hvoraf den første bringes i Berlingske i dag og den anden i morgen, skriver tidligere presse- og kulturråd i Berlin Uffe Andreasen, at udenrigs- og stats­minister Erik Scavenius var langt mere tyskvenlig under besættelsen, end hvad selv tyskerne krævede. Med Uffe Andreasens ord udøvede Scavenius »en overdreven tjenstvillighed over for tyskerne. Gang på gang tilbød han nazistyret i Danmark at give dem mere, end de havde bedt om«.

Hvis ikke andre i den danske regering havde været imod, så havde Erik Scavenius knyttet Danmark langt tættere til Hitlers storrigedrømme, end tilfældet blev, konstaterer Uffe Andreasen. Erik Scavenius troede, at den tyske dominans ville vare evigt, og Uffe Andreasen tilføjer, at det ville have været »en forstokkethed, der var fatal for Danmark, havde alle fulgt ham«.

Erik Scavenius forsvares af nutidige historikere med, at han blot gjorde det, som de andre politikere ikke turde, nemlig at samarbejde og påtage sig uriasposten. Men også dette afviser Uffe Andreasen, ikke fordi han vil rense de andre politikere, men fordi de rent faktisk ikke var så begejstrede for samarbejdet, som Scavenius var.


 

Snedig dansk løsning

Uffe Andreasen tager afstand fra, hvad man kan kalde konsensuslinjen i dansk historieskrivning, hvor historikere betragter Erik Scavenius som en god dansk patriot, der blot brugte andre strategier end friheds­kæmperne for at få Danmark igennem besættelsen. Med Uffe Andreasens egne ord: »u­historisk er den udlægning, at der var tale om en snedig, dansk løsning, at Scavenius gjorde det nødvendige, mens modstands­bevægelsen gjorde det moralske, således at Danmark trods alt kom smart ud af det hele«.


 

Som al historiedebat har også striden om samarbejdspolitikken og Erik Scavenius klare linjer til nutiden. Erik Scavenius var radikal politiker med nære forbindelser til dagbladet Politiken, og hans samarbejdspolitik er ofte blevet forsvaret af radikale politikere og historikere. Heroverfor står mange borgerlige, der som fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) skarpt har kritiseret Scavenius’ linje og sagt, at hvis alle i Europa havde gjort som Scavenius, så havde nazismen vundet.

Svigtende dømmekraft

Folketingets formand, tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S), giver Uffe Andreasen ret:

»Jeg synes, Uffe Andreasen har skrevet to meget interessante kronikker, der bedre end tidligere dokumenterer, at Scavenius – som forvalter af den samarbejdspolitik, hele det politiske spektrum var enig i – var unødigt fascineret af og eftergivende over for Hitlers Tyskland. Jeg er ikke i stand til at vurdere, om hans nære forhold til den tyske rigs­befuldmægtigede i Danmark, Werner Best, forklarer dette. Det er åbenbart, at Scavenius i en række situationer viste svigtende dømme­kraft i forhold til maksimalt at afværge besættelses­magtens krav til den danske regering.«

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) siger:

»Han læste jo verdensudviklingen ganske forkert og tog derfor forhastede og forkerte initiativer, som de andre ministre ofte og heldigvis fik standset eller dæmpet ned. Med hans politik havde vi efter 5. maj 1945 stået som Østrig. Hans politik må forklares og forstås ud fra hans syn på, hvordan verdensudviklingen ville være. Det var den, han lagde sin kurs efter – og heldigvis tog fejl af,« siger Per Stig Møller.

Den tidligere radikale leder, kultur­minister Marianne Jelved, skriver i en mail til Berlingske:

»Jeg har noteret mig tre forhold vedr. Erik Scavenius som udenrigsminister ved besættelsen af Danmark: At Scavenius ikke ønskede at påtage sig opgaven som udenrigsminister, men at han blev presset af Christian X og omsider accepterede det. At Scavenius havde bred politisk opbakning bag det, han gjorde som udenrigsminister. At Scavenius vist var den eneste politiker, der efter besættelsen vedstod sine handlinger som udenrigs­minister. Så overlader jeg i øvrigt diskussionerne om Erik Scavenius til historikerne.«

Scavenius var ikke tyskvenlig

Tidligere professor og nuværende kongelig ordenshistoriograf Knud J. V. Jespersen siger generelt om Scavenius: »Scavenius gik i hvert fald i mange situationer længere i sin indrømmelsespolitik, end hans ministerkolleger var rede til at følge ham. Om det så kan karakteriseres som tjenstvillighed, eller om det var udtryk for hans opfattelse af en for Danmark hensigtsmæssig politisk linje, er vel lidt en strid om ord.«


 

Han er beskrevet som arrogant og kold. Var det en del af problemet?

»Scavenius tænkte absolut ikke som manden på gaden. I hele sin tankegang og adfærd var han elitær og uden fornemmelse for det politiske livs vilkår i et demokrati. Han var ufravigeligt overbevist om rigtigheden af sine egne »objektive« analyser og havde kun foragt til overs for ministerkolleger, som lyttede til folkestemningen. Noget sådant var i hans optik usagligt og opportunistisk og fik ham ofte til at reagere med vrede og foragt. Han var i sit inderste overbevist om Danmarks grundlæggende magtesløshed og var i sin politik rede til at drage de fulde konsekvenser af denne overbevisning,« siger Knud J. V. Jespersen.

Historikeren Niels Wium Olesen er lektor ved Aarhus Universitet og har skrevet bredt om krigen og besættelsen. Han er enig med Uffe Andreasen i, at der findes talrige eksempler på, at Scavenius viste overdreven imødekommenhed over for tyskerne:

»Her var de øvrige politikere i regeringen og i det såkaldte Nimandsudvalg ofte dem, der holdt Scavenius tilbage og insisterede på – og fik ret i – at der var en vej frem med færre indrømmelser eller endda ved at stå fast,« forklarer Niels Wium Olesen. Kan man da sige, at Scavenius ligefrem var tyskvenlig?»Nej, Scavenius var ikke tyskvenlig. Han var hele vejen styret af sin forståelse af, hvad der var godt for Danmarks interesser. Man kan kritisere ham for, at denne forståelse på flere måder var forkert, og at den hvilede på en forkert forståelse af Tysklands styrke og det nationalsocialistiske Tredje Riges karakter, men tyskvenlig, nej. Han tog tit fejl, men det gør personer i så udsatte og ansvarstyngede positioner jo tit. Man skal være klar over, at der i kredsen af politikere var ekstremt få, der havde faglige kvalifikationer til posten på niveau med Scavenius’,« siger Niels Wium Olsen.

Gik for langt

Steen Andersen er lektor på CBS og har tidligere udgivet bogen »De gjorde Danmark større« (2005) om dansk erhvervslivs sam­arbejde med Nazityskland. Steen Andersen er i færd med en Scavenius-biografi og siger:

»Erik Scavenius var uden tvivl en dansk patriot, der ikke ønskede at tjene tyskernes interesser. Han ønskede med sine tilbud til tyskerne at skabe så meget goodwill som muligt for at skabe sig et politisk råderum. I forsøget på at skabe dette råderum gik han efter min mening for langt.«Hvordan gik han for langt?


 

»For Scavenius var det afgørende spørgsmål grænsedragningen. Han frygtede, at tyskerne ville flytte den grænse, der var fastlagt med afstemningen i 1920 og hvis de gjorde det, så kunne tusindvis af danske mænd blive udskrevet til aktiv tysk krigs­tjeneste. Scavenius gav hele tiden indrømmelser, for han frygtede, at der ville komme noget, der var værre og i første række en grænse­ændring. Han levede i frygt for disse trusler, og når han er beskrevet som en kynisk og rationel politiker, er det forkert, for han levede i en irrationel frygt for, hvad der kunne ske, og denne frygt fik ham til at give alt for meget til tyskerne. Han kom til at skride ned ad kollaborationens mudrede skrænt,« siger Steen Andersen.

Niels Birger Danielsen er historiker og journalist, og han udgav sidste år en rost biografi om Werner Best. Danielsen siger om Uffe Andreasens påstand om, at Scavenius udviste tjenstvillighed over for tyskerne?

  

»Ja, afgjort. Det er på én måde en ret enkel konstatering, for det var hans egen formulerede strategi at komme tyskerne i forkøbet med indfrielse af krav, som man alligevel vidste, de ville stille – for så i stedet at vinde andre fordele i forhandlingen. Han havde 100 procent fokus på det realpolitiske indhold i de enkelte situationer, men han gik – i forhold til de andre politikere – meget langt i spørgsmål som møntunionen i 1940 og erhvervs­samarbejde i Østrummet. Erik Scavenius var helt blind for, at symbolske markeringer eller undladelse af samme kan have meget stor betydning. Han kom over for befolkningen til stå som den, der gav tyskerne mere end det strengt nødvendige, og det var meget negativt – ikke blot for ham personligt, men for det politiske system som sådan.« Men tyskvenlig var han ikke?

»Jeg vil hellere kalde ham tyskorienteret end tyskvenlig. Han mente, at Tyskland til enhver tid ville være den dominerende magt i Danmarks nærområde, og det måtte man indrette sig på,« siger Niels Birger Danielsen.

Dansk historieskrivning til revision

Flere historikere har peget på, at det lykkedes at bringe Danmark helskindet gennem krigen, hvor Scavenius klarede det politiske og modstandsbevægelsen det moralske. Uffe Andreasen retter kraftig kritik af denne konstruktion som »uvidenskabelig«.

Per Stig Møller siger om tesen om påstanden om en særlig dansk strategi:

»Det er en bekvem efterrationalisering, som politikerne søsatte straks efter befrielsen. Men facit blev, at modstands­bevægelsen sikrede, at vi kom igennem med æren i behold, og samarbejdspolitikerne, at vi kom igennem med livet i behold.«


 

Knud J. V. Jespersen siger om den konsensus­linje i dansk historieskrivning, der betragter Erik Scavenius som en god dansk patriot:

»Jeg er enig i, at konsensustolkningen er udtryk for en selvgod bagklogskab, som Uffe Andreasen med rette betegner som uvidenskabelig.«Har de danske historikere generelt været for positive i synet på Scavenius?

»Måske. Og det følger vel af, at de historikere, der havde sympati for samarbejds­politikken, efterhånden fik fortrængt modstands­bevægelsens udlægning,« siger Knud J.V. Jespersen.

Niels Wium Olsen vil godt være med til at kalde konsensuslinjen for »uvidenskabelig«, men mener på den anden side ikke, at den længere forsvares konsekvent af nogen historikere:

»Samarbejdspolitikken og modstands­linjen var hinandens modsætninger, men begge nød paradoksalt godt af hinanden. Men ingen havde udtænkt det som en strategi,« siger han.

Steen Andersen: »Historikerne har haft svært ved se Erik Scavenius’ blinde pletter, fordi de så ham som en rationel realpolitisk politiker, mens han i virkeligheden var irrationel og drevet af frygt, og derfor var så farlig for Danmark.«