En glemt kvinde

Den dramadokumentariske »Jeg hed Sabina Spielrein« er en æstetisk fryd og en intellektuel udfordring.

Som ung var hun psykiatrisk patient, siden blev hun selv psykiater. Hun var en højt begavet pioner, som stod i skyggen af mændene og forsvandt i glemslen. Og hun var en stor beundrer af tysk kultur og blev myrdet af nazisterne.

Sabina Spielrein havde i sandhed en usædvanlig og modsætningsfyldt skæbne, som man indtil 1977 ikke vidste ret meget om. Men det år fandt man i kælderen under Psykologisk Institut i Genève en stak hidtil oversete breve og dagbøger, og dermed trådte mindet om den ekstraordinære russisk-jødiske kvinde frem i lyset, hvor det nu kan betragtes - og beundres - i fuld figur i Elisabeth Mártons fremragende film »Jeg hed Sabina Spielrein«.

Historien er fyldt med både drama og romantik. Fra fødebyen Rostov i det sydlige Rusland blev Sabina i 1904 sendt til behandling for »hysteri« hos selveste Carl Gustav Jung i Schweiz, og hun blev den gifte Jungs elskerinde og figurerer ikke så få gange i korrespondancen mellem ham og hans guru, Sigmund Freud i Wien - hvormed den intelligente og hypersensitive unge kvinde straks reduceres til en case history og et objekt for mændenes selvhøjtidelige teoretiseringer.

Men den søgende sjæl og beåndede idealist Sabina Spielrein ville ikke nøjes med at være genstand for mændenes bedrevidende analyser. Hun studerede ved universitetet i Zürich og skrev en disputats om skizofreni, hun giftede sig med en russisk-jødisk læge, hun sværmede begejstret for Wagners »Niebelungens ring«, og i 1924 flyttede hun tilbage til det land, der nu var blevet til Sovjetunionen, hvor hun arbejdede som børnepsykolog i Moskva, indtil psykiatrien som så meget andet faldt i unåde hos Stalin. Så rejste Sabina hjem til Rostov, hvor hun som 57-årig sammen med sine to døtre - og byens øvrige jøder - blev skudt af tyskerne i 1942.

Den beretning kunne man filmisk formidle som en bævrende tåreperser eller som et harmdirrende feministisk anklageskrift, men den tysk-svenske instruktør Elisabeth Márton gør ingen af delene. I stedet har hun skabt en kompleks dramadokumentarisk film, som rekonstruerer en række scener fra Sabina Spielreins liv - med en meget smuk præstation af Eva Österberg som Sabina - kombineret med gamle fotografier og oplæsning (på tysk) af de breve, som både Jung, Freud og Spielrein selv skrev med imponerende flid.

Det kan måske i referat lyde lidt tørt, men »Jeg hed Sabina Spielrein« - der har det danske selskab Haslund Film som medproducent - er med udsøgt visuel bevidsthed formet i lyriske, sanselige og stemningsmættede billeder præget af raffinerede lyssætninger. Den er simpelt hen forførende at se på, men samtidig er man nødt til at lytte koncentreret, for her er tale om en usædvanlig stofmættet film, som kræver sit publikums fulde opmærksomhed.

Sabina Spielrein var den første kvinde, der fik offentliggjort en psykoanalytisk afhandling, men i de tunge maskuline skygger fra Freud og Jung forsvandt hun ud af psykiatriens historie og ville formentlig have været totalt ukendt i dag, hvis det ikke havde været for brevfundet i Genève og Elisabeth Mártons sublime film. Den er på én gang en æstetisk fryd og en intellektuel udfordring, indirekte er den samtidig en besk kommentar til de gale tyranner Stalin og Hitlers hærgen, og først og fremmest er den selvfølgelig en hyldest til en klog og følsom kvinde, som stræbte mod stjernerne og endte i en massegrav.

»Jeg hed Sabina Spielrein« (»Ich hiess Sabina Spielrein«). Svensk-tysk-dansk film, instrueret af Elisabeth Márton. Længde: En time og 30 minutter. Censur: Ikke oplyst. Vester Vov Vov i København og Øst for Paradis i Århus.