En gang provo, altid provo

De elsker ham. Og de hader ham. Peter Konwitschny er 61 år og en af Tysklands mest omdiskuterede instruktører. Han vender op og ned på operaerne og flytter rundt på tid sted. Fra på søndag kan man opleve hans opsætning af »Lohengrin« ude på Operaen. Multimedie: Billedserie fra prøverne

»Lohengrin« på Operaen er flyttet fra riddertidens Antwerpen til en skolestue. I baggrunden ses tenoren Stig Fogh Andersen som Lohengrin. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

For seks år siden skulle Peter Konwitschny instruere Kálmáns festlige »Czardasfyrstinden«. En forestilling fra det østrig-ungarske kejserdømmes løsslupne, champagneboblende caféliv. Men da tæppet gik, troede de festklædte operagæster ikke deres egne øjne: Peter Konwitschny havde flyttet hele handlingen til en skyttegrav...

Han er vokset op i det gamle DDR. Faderen var dirigent ved det legendariske Gewandhaus i Leipzig og et stort navn dengang. Peter Konwitschny selv studerede fysik et par år, men sprang fra og begyndte et studium som instruktør i stedet - en tid som praktikant på Deutsche Oper i Berlin havde tændt hans trang til teatrets verden.

Lige siden har han igen og igen udfordret operagængernes gode smag. Hvilket i parentes bemærket ikke er så svært endda. Man behøver bare tage en sjov hat på... Det er en af musiklivets mest ophedede debatter i øjeblikket: Skal man lade progressive instruktører prøver kræfter med de gamle mesterværker og opleve Don Juan køre på skateboard? Skal man spørge de lidt mindre progressive? Eller skal man bare lade de samme, kendte opsætninger rulle over scenen år efter år efter år? Peter Konwitschny er ikke i tvivl.

Hvorfor er operaelskere så konservative?

»Fordi operaen er opstået fra oven hos de rige,« svarer han. »Den koster mange penge og har stadig et stærkt repræsentativt element. Men selve stykkerne - selve operaerne af Mozart, Verdi, Wagner og så videre - de har altid noget alment på hjerte. Teater er altid nutidigt. Det må udspille sig nu og her. Ellers dør det.«

Første gang Konwitschny mødte det danske publikum, var med den meget roste »Elektra« forrige år. Denne gang står der »Lohengrin« på plakaten - Wagners romantiske drama om gralsridderen, der ikke må afsløre sit jeg. Han har sat den op i flere europæiske operahuse og er nu i gang med de sidste prøver før den københavnske premiere på søndag.

Berlingske Tidende møder ham i Operaens kantine. Han skal hverken ha' mad eller drikke - optændt som han er af kunst, kunst, kunst. Og så vil han kun tale tysk. Manden har opgaver over hele den vide verden, men taler kun sit modersmål.

Vi kommer ind på Kasper Bech Holtens opsætning af »Maskarade«. Her blev gårdskarlen Arv gjort til polsk gæstearbejder - blandt mange, mange andre ændringer. Men sådan noget synes den berømte tysker er helt fint.

Og så minder han om den måde, teatrets verden løser spørgsmålet på. Her har man ofte to eller flere versioner af samme klassiker på repertoiret: En traditionel og en mere avantgardistisk. I den ene har Hamlet et kranium i hånden, i den anden måske en udbrændt harddisk. Så kan man selv vælge. Desuden glemmer haderne af instruktørvældet noget vigtigt - nemlig at de velkendte iscenesættelser også var nye engang og ikke behøver være specielt gode.

Uanset handler teater for Peter Konwitschny om liv. At teater bliver levende, er instruktørens ansvar. »Instruktøren må stille med sine egne erfaringer og lægge dem ind i værket. Hvis dét bliver forbudt, indtræffer døden,« som han siger.

Men hvad er egentlig sværest: At instruere en ny opera eller forny en gammel?

»Altså- personlig kan jeg bedste lide det sidste. Man lader folk se noget gammelt gennem nye briller. Desuden finder jeg alle de berømte værkers opførelseshistorie rigtig spændende. På den anden side mener jeg helt klart, man skal gøre begge dele. Og jeg har da haft et par førsteopførelser...«

I hans iscenesættelse af »Lohengrin« er handlingen flyttet fra riddertidens Antwerpen til en skoleklasse i vor tid. Og dét kan stykket sagtens bære, mener han:

»Lohengrin er faktisk tre slags stykker i ét,« fortæller han engageret -»det er både et eventyrdrama, et historisk drama og et psykologisk drama. Alligevel handler det først og fremmest om længsel: Kunstneren og samfundet må finde ind til hinanden som barnet og den voksne. Men kan de? Wagner har selv kaldt det for sit sørgeligste stykke. For det hele mislykkes. Længslen går ikke i opfyldelse.«

Hvorfor er det lige blevet en skoleklasse?

»Hm... Stykket igennem hører man en del kor, der lyder chauvinistisk: `I østen er fjenden' og den slags. De mennesker kunne måske være en slags nazister og bliver ofte også iscenesat sådan. Men samtidig findes der kor, der lyder helt modsat - helt vidunderligt. Og de kunne jo ikke være nazister, vel?

Det var ad den vej, vi kom frem til det med skoleklassen. For måske er disse mennesker bare umodne. På den ene side kan unge mennesker alt for let lade sig forføre, på den anden er de fulde af skønhed og troskyldighed.«

Fra på søndag kan danskerne opleve Konwitschnys fortolkning af »Lohengrin« ved selvsyn. Det er efter sigende en både vellykket og vældig bevægende forestilling. Og det bliver ikke den sidste: Allerede under hans besøg forrige år gik der rygter om flere engagementer på dansk jord - og selv om Konwitschny heller ikke denne gang vil gå i detaljer, så bekræfter han tankerne om yderligere samarbejde.

Så heldigvis bliver han aldrig træt af sig selv. »Lohengrin« har gået flere steder rundt om - men man kan mærke, han stadig brænder for den.

»Når jeg opsætter et remake, laver jeg aldrig noget om,« slutter han. »Ganske vist er sangerne andre mennesker - og dét må man selvfølgelig gå ind på. Men man har jo haft et meget tæt forhold til det værk og tænkt det igennem én gang for alle... Og selv om man tager forestillingen med fra Spanien eller Tyskland til Danmark, jamen så går folk jo også i skole her.

For mig handler »Lohengrin« om længsel efter tro, håb og kærlighed. Og den længsel er gyldig alle steder og til hver en tid.«