En flink mand

En majdag i 1955 rejste Bertolt Brecht, Tysklands største, moderne dramatiker, fra Østberlin til Moskva.

Bertolt Brecht Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Han skulle modtage Stalin-prisen, opkaldt efter den sovjetiske tyran, som var død to år forinden.

Ud over den tvivlsomme ære (Brecht fik den, efter den litterære gigant Thomas Mann havde takket nej) fulgte en formue på 100.000 schweizerfranc. Dagen efter overrækkelsen bad han arrangørerne om kun at overføre halvdelen af pengene i østvaluta til sin konto i DDR.

Resten skulle sendes til hans forlag i Stockholm. Brecht henviste til, at han havde børn i udlandet. Men i virkeligheden ville han købe et hus i Danmark til sin mangeårige danske elskerinde og medarbejder Ruth Berlau.

Den lille historie fortælles i en ny biografi, der søger at vise Brecht som et i det store og hele hæderligt menneske, som ganske vist var glad for kvinder, men heller ikke her glemte sin gode, borgerlige opdragelse. Biografien, forfattet af Werner Hecht, som i mere end fire årtier har udgivet tekster af Brecht, er hverken stor eller en kronologisk gennemgang af Brechts liv. Den er imidlertid et opgør med andre bøger de senere år, der stiller Brecht i et dårligt lys som plagiator, skørtejæger og hykler af internationalt format. Den mest negative er amerikaneren John Fuegis værk fra 1994, der gjorde rede for, hvordan Brecht var forklædt som proletar, men havde millioner på hemmelige bankkonti i Schweiz og behandlede sine kvinder, som om de var forbrugsgenstande. Især hos Fuegi spillede Berlau en vigtig rolle, fordi hun var trofast og overlevede såvel Brecht som dennes kone Helene Weigel.

Pludselig bifigur

I Hechts biografi er hun skåret ned til en ubetydelig bifigur, skønt hun, bortset fra hustruen, var Brechts nærmeste allierede gennem næsten et kvart århundrede og ofrede sig for sit livs kærlighed. En del af forklaringen kan være, at Hecht opererer med øjebliksbilleder og udvalgte perioder i stedet for at fortælle det store drama i det 20. århundrede, som Brecht stred sig igennem. Men det ser også ud, som om biografen ikke mener, at Berlau betød alverden, hvorimod han fremhæver Weigel, der som skuespillerinde var med til at grundlægge Brecht-teatret Berliner Ensemble efter Anden Verdenskrig.

Weigels rolle er uomtvistelig, men Berlaus pludselige indskrumpning virker markant. Det samme gør Hechts temmelig summariske omtale af Brecht-familiens tilværelse i Danmark som flygtninge fra Nazityskland 1933-1939. Opholdet, først på Thurø og siden i Skovsbostrand ved Svendborg, hører til hans mest produktive år. Det var denne tid, der førte til bl.a. »Moder Courage og hendes børn« og »Det gode menneske fra Sezuan«, som er blandt hans berømteste teaterstykker. Det var også her, Ruth Berlau for første gang mødte den tyske dramatiker og blev forelsket i ham. Det var 1933, og betagelsen varede ved, til hun døde 1974, knapt 18 år efter Brecht selv havde forladt denne verden. Hun endte som alkoholiker i Østberlin og spadserede tit rundt med Brechts dødsmaske i en hatteæske.

Ifølge Fuegi var danskeren helt eller delvist ansvarlig for nogle af Brechts største succeser. Hun var, skrev han 1994, hovedforfatter af bl.a. »Den kaukasiske Kridtcirkel« og arbejdede med på »Det gode menneske fra Sezuan« og »Svejk i Anden Verdenskrig«. Det forhindrede ikke Brecht i at tage æren for det hele. Brecht forbød også Berlau at fortælle andre om deres fælles barn, født i USA og død som spæd. Fuegi fandt det hele forargeligt.

Agtelsen

Werner Hecht søger at korrigere denne opfattelse, uden at fortælle om kritikken mod dramatikeren. Allerede på side 14 fortæller han, at Brechts forhold til mennesker »i princippet« var præget af agtelse. Han var en høflig mand, får man at vide. Selv når han ringede, indledte han altid en samtale med at spørge, om han forstyrrede. »Hvem viser stadig dette hensyn i mobiltelefonens tidsalder,« fnyser Hecht.

Hecht er så positiv over for det socialistiske geni, som Fuegi var negativ. Også anden litteratur om Brecht har været kritisk. På den måde kan man bruge Hecht som en balance. Det fortælles f.eks., at det lykkedes Brecht at få forfatterkollegaen Boris Pasternak til at oversætte takketalen for Stalin-prisen til russisk. Pasternak, manden bag »Dr. Zjivago«, var anset for at være systemkritiker og sendt i internt eksil. Han skrev en fremragende, russisk version af Brechts tale. Tre år efter fik han Nobelprisen.

Den nye biografi gør også et stort nummer ud af, at Brecht ikke nævner Stalin med et ord i talen, og at han også ellers undgik at bruge diktatorens navn. Det fremhæves, at Brecht i Østberlin havde et farligt hyr med de kommunistiske myndigheder, der fandt hans dramaer for moderne og for lidt proletariske. Det antydes desuden, at Brecht, Weigel og husveninden Berlau, kun bosatte sig i det senere DDR, fordi den amerikanske regering ikke ville have ham i Vesttyskland eller Vestberlin. Men selv Hecht må indrømme, at Brecht ganske vist kritiserede kommunisterne »i breve, på skrift og i samtaler, men undgik den offentlige diskussion«. Det er noget af det mest negative, man kan finde i denne nye biografi. Den er læseværdig, men bør ikke bruges som eneste kilde. Hverken når det gælder Brecht eller Ruth Berlau, der blev 67 år og omkom på et sygehus, da hendes seng brød i brand, formentlig udløst af hendes egen cigaret.