En dosis Frödin

Peter Frödin har helt bevidst doceret sit talent og giver af samme grund sjældent interviews. Her fortæller han om fulde fremmede, som ringer på dørtelefonen om natten, om at forklare humor og om møgbeskidte møntvaskerier.

En dosis Frödin - 1
Foto: Ditte Valente
Læs mere
Fold sammen

»Modstand?«

Peter Frödin tænker sig om, mens han laver urtete. »Gunpowder« hedder teen, der efter tre-fire kopper siges at øge ens koncentrationsevne »fuldstændig hysterisk meget«, som han siger.

»Modstand? Det lyder superforkælet ikke at kunne komme i tanke om noget. Eller også er det en kæmpefortrængning. Det skal jeg ikke kunne sige. Men jeg forstår godt, hvor du vil hen.«

Vi befinder os i den 41-årige sanger og skuespillers lejlighed på 5. sal med udsigt over H.C. Ørstedsparken. Her bor han og kæresten under hyggelige skråvægge, med tagterrasse og kunst og sort/hvide billeder af far, mor, søster og skuespillervenner på væggene. Her hænger instruktør Line Knutzon, Paprika Steen, Martin Brygmann, Hella Joof. Et gammelt indrammet maleri af et sort og et hvidt får overvejer han at få lavet et lille messingskilt til. Sammen med veninden Caroline Henderson har han fundet ud af, at der skal stå: »Mixed couple« på rammen.

Hvis man havde taget et nej for et nej, ville M/S ikke have stået denne eftermiddag op ad hans køkkenbord med båndoptageren i hånden. Peter Frödin sagde udtrykkeligt nej til at lade sig interviewe. Han var bl.a. skeptisk, fordi han flere gange har set sig interviewet i pressen uden at have talt med de pågældende medier. F.eks. bragte et ugeblad for nogle år siden en artikel om, at han og kæresten var flyttet til lejligheden på Nørrevoldgade med tilhørende nærbillede af dørtelefonen med navnet »Frödin« på. I månederne efter syntes fulde mennesker, at det var rigtig sjovt at ringe på og råbe op til parret: »Nå, hvad laver I?«

»Det var så langt ude. Jeg troede faktisk ikke, den slags var lovligt.«

Men Peter Frödin er ikke blind for, at han for tiden er aktuel som guden Heimdal i TV2s julekalender »Jul i Valhal«, som kikset reklamemand i Tuborgs TV-reklamer og snart på gaden med en swingende single, hvor han i det gamle Suzi Quatro-nummer »Your Mamma Won't Like Me« synger duet med Jimmy Jørgensen.

Så han sagde alligevel ja og begrunder sin skyhed:

»Fokus på min person bliver ofte for meget og for massiv for hele mit liv. Min kæreste, familie, venner. Mit liv er en helhed. Så hvad gør mig gladest? Det gør det at docere det rigtigt, for det trækker stor opmærksomhed med sig, når man laver fjernsyn og er så eksponeret. Hvornår er man overeksponeret? Det er jo en personlig ting. Nogen kører bare derudaf, fordi de mener, de hellere må smede, mens jernet er varmt, for hvad nu, hvis de bliver upopulære i morgen? Så skal de nå at køre det af. Sådan er det ikke for mig. Jeg kan bedst lide, at der er en balance i tingene. For at finde den balance i mit liv, er jeg nødt til at gå til og fra.«DER ER STILLE I køkkenet, mens han tænker over spørgsmålet om, hvorvidt der er modstand i hans liv. Han leder efter ordene. Væver lidt ud og ind mellem sætninger for derefter at falde over en forklaring og næsten trække den tilbage igen. Ordene kommer ud med hans karakteristiske klare diktion.

»Grunden til, at der måske ikke har været så meget modstand er måske fordi jeg har lavet så mange forskellige ting. Jeg har kunnet synge lidt og lavet lidt skæg i gaden, og det ene har taget det andet med sig. Jeg har ikke været fastansat et sted og fået besked på at spille noget bestemt. Jeg har ikke haft to børn, der har skullet have Adidas-gummisko og cykler og alt muligt, og man skulle skrabe penge hjem hele tiden. Så havde situationen været en helt anden. Men selvfølgelig skal der være en smerte, og hvor kommer den fra? Den oplever man jo i sit forhold til andre. Når man prøvede at være en god kammerat og ikke var det alligevel eller være en god kæreste og alle de dér ting. Dér får man jo en dybde med. Forstår du, hvad jeg mener? Der har da været kriser og modstand i forskellige projekter. Det er jo ikke, fordi vi bare har ligget flade af grin og alt har været nemt. Det har det jo ikke.«

Han stopper sig selv og smiler.

»Men helt vildt meget har det.«

Vi går ind og sætter os i sofaerne i stuen.

»Det kan da godt være, at vi om to timer finder ud af at droppe det, for der var ikke noget,« siger han og skyller en treo ned. Peter Frödin har forstuvet rygsøjlen. Han har hængt ned fra loftet under optagelserne til en musikvideo i forbindelse med en kommende Wikke & Rasmussen-film med arbejdstitlen: »Drengen, der fik en lillesøster, der havde vinger«.

Han genoptager tråden om de personlige interviews, han har givet så få af: »Det er jo ikke ud fra en beslutning om, hvordan jeg godt vil have, folk skal se mig. Det er noget intuitivt. Også i interviews. Når man skal forklare noget, der er sjovt, så bliver det usjovt. Så trækker man al humoren og timingen ud af det. Folk får meget mere ud af det, de ser, når de ikke ved så meget andet fnidder om én.«

Så skulle jeg jo ikke være her og snakke med dig?

Peter Frödin ser paradokset. Man kan se, han tænker og gerne vil komme én i møde, men siger ikke mere om det. Pludselig, som om han parallelt med vores snak har tænkt mange tanker om »et spændende liv med konflikter og modstand og smerte«, siger han: »Jeg synes jo ikke, mit liv er kedeligt. Jeg har mange virkelig gode venner. Jeg kender mange talentfulde mennesker. Men det kan godt være, det er helt vildt kedeligt at læse om.«

Hvad er det, du tror, jeg gerne vil have?

»Jamen, hele modsætningen med at sidde og lave et interview, når man synes, at det ville være bedre, at folk ikke ved så meget. Selvfølgelig må folk godt vide noget mig... Jeg elsker at se Parkinsons-talkshows. Men det er jo myter, han taler med: Cher, Goldie Hawn, Roger Moore, Lauren Bacall, du ved. Jeg vil da også godt se forskellige underholdningsprogrammer, men jeg gider kraftedeme ikke se mig selv i det. Jeg siger ikke, at det skal man ikke gøre. For man skal gøre lige, hvad man har lyst til. Jeg vil bare hellere være herhjemme eller gå en tur.«

Danmarks Radio spurgte engang Peter Frödin, om han ville lave et talkshow a la Graham Norton (populær homoseksuel engelsk talkshowvært). Det syntes han ikke lige var sagen.

»Jeg ved ikke, om det bare er fordi, jeg også er homo, at de spurgte mig. Jeg håber også, det er fordi, jeg kan et eller andet. Men altså, hvem skulle jeg interviewe? Iben Hjejle? Det vil jeg slet ikke være god til.«

Telefonen ringer. Peter Frödin lader den ringe. En kvinde fra Zulu Awards lægger en besked på svareren. Som en dårlig apropos-scene til det vi taler om, vil hun have Peter Frödin til at overrække en pris til det store TV-transmitterede show i Forum. Det er han ikke meget for, selv om begrundelsen er, at han og Jimmy Jørgensen snart er på gaden med deres CD.

»Man hører helt vildt tit den dér med: (Han gør sin stemme dyb og selvhøjtidelig): »Det er sgu meget godt at stikke snotten frem engang imellem... Jeg kan slet ikke tåle det. Stikke snotten... Men selvfølgelig er det ikke ondt ment, at de bruger de ord.«

Han vrider sig i sofaen og råber ud i lokalet: »Stikke snotten frem!«LIGE SIDEN PETER Frödin var dreng, har han stukket »snotten frem«. Han var med i skolekomedier, blev kirkesanger og naturligt klassens populære og sjove fyr.

»Jeg vidste tidligt, at jeg kunne synge. Og jeg havde da fyret nogle vitser af, som var gået meget godt. Så jeg havde da et eller andet... og fremfor alt lyst til noget med at være på. Jeg følte mig rigtig godt tilpas med et publikum.«

Med familiens base i Skånegade på Amager voksede han op i trygge rammer med en far, der arbejdede som finmekaniker på Praktiserende Lægers Laboratorium »og vist nok engang lavede et instrument, der kunne operere hypofysen ud på en abe«. Moren arbejdede på Landbohøjskolen. Hans 2 1/2 år ældre søster fik, som han selv, lang snor til at realisere sine drømme. Hun blev sygeplejerske.

Peter Frödins evne til at parodiere og få folk til at grine udviklede han bl.a. sammen med kammeraterne Henrik, Henrik, Lars og Jan, da de som drenge udviklede en uforståelig intern jargon. Et absurd og indforstået univers, hvor de lavede sange og ordspil og kunne finde på at råbe ud i skolegården i frikvarteret til de mindre klasser - Peter Frödin skriger, så lejligheden runger: »Neeed!« hvorefter alle børn kastede sig ned på asfalten.

»Jeg har aldrig gået og tænkt: Hvad skal jeg være? Hvad er jeg god til? Det er opstået, fordi det skulle ske. Det, jeg var interesseret i, var gudskelov det, jeg var god til. Det er også sådan, jeg er opdraget. Jeg blev stimuleret til at gøre det, jeg syntes, var sjovt, og som gjorde mig glad, bare der ikke var nogen, der blev såret eller kede af det. Sådan var det. Virkelig meget. Jeg skulle selvfølgelig også lave min blækregning. Men det andet var også meget, meget vigtigt.«

Peter Frödin er autodidakt. At han ikke er uddannet skuespiller, tænker han aldrig over. Godt nok søgte han ind på Århus Teaterskole, da han var 19 år, men det var et one shot.

»Jeg havde skrevet en Shakespeare-scene lidt om, fordi jeg syntes, den var kedelig, men det måtte man ikke. Jeg sagde til dem, at jeg havde forberedt mig i fjorten dage. Men det havde jeg vist ikke helt. Vil du ikke nok forberede dig tre uger til næste år, sagde de, for så vil vi godt have dig ind.«

Tættere kom Peter Frödin ikke den autoriserede teaterskoleundervisning.

»Jeg kendte bare så mange, som gik på teaterskolen og som sagde: »Lad være med at søge, for det vil ikke være noget for dig.« Jeg har aldrig følt et mindreværd over ikke at have papir på at have gået på teaterskolen. Det var vigtigere for mig at dygtiggøre mig, og jeg havde enormt meget at lave dengang ude på teatrene.«

Han fik sin scenedebut i musicalen »Runnaways« i 1983 på Mercur Teatret, hvor flere af hans nuværende venskaber blev grundlagt.

Han tog sangundervisning hos Debbie Cameron og Lise Dandanell og boltrede sig i venner og »alle mulige fantastiske mennesker«, der også var skuespillere og musikere.

»Det var superinspirerende. Det var også der, jeg flyttede hjemmefra og fik min egen lejlighed. 38 kvadratmeter i Hedebygade på Vesterbro. Det var en fuldstændig fantastisk følelse. Det var kæmpestort. Jeg kom jo ude fra Amager... Det var en meget stor oplevelse.

» Der var nogle i opgangen, som også var med i forestillingen på Mercur Teatret. Der var så mange store følelser forbundet med det.«

Hvordan?

Peter Frödin holder en af sine lange pauser.

»Jamen, jeg skulle selv købe ind og lave mad og gå på møntvaskeriet og snakke med mennesker, jeg ikke havde set før. Mange af dem kender jeg i dag. Den glæde og lykke, jeg havde der i min lejlighed, har inspireret mig til at lave mere af det, jeg lavede.«

Det var også i de år, han som 21-årig erkendte over for sig selv, at han er homoseksuel. Forældrene havde ingen formaninger og var som sædvanlig forstående.

»Jeg tog stilling til, at det er sådan jeg er, og sådan jeg har det bedst. Da jeg med årene fandt ud af, at det er mit udgangspunkt og accepterede mig selv 100 procent... Det er først der, man hviler i sig selv.«

Han skifter spor.

»Når jeg ser tilbage på, hvad jeg har lavet, har det været en strøm, som jeg flød med. Selvfølgelig har jeg arbejdet for det. Men altid ud fra en stor lyst. Jeg elsker den energi, der er, når man sidder og finder på noget sjovt. Den giver mig så meget. Det er så sjovt at trille rundt på gulvet og sige: Yes, det skal være sådan eller sådan. Og de der 20 minutter inden en forestilling starter. Jeg elsker at spille teater. Jeg er meget lykkelig i de perioder, hvor jeg gør det. Jeg har sådan nogle ritualer, hvor jeg går og ønsker en masse gode ting. At dem i salen skal få en fantastisk oplevelse. Jeg tænker på mine gamle kammerater og familiemedlemmer, der er døde. Jeg tror, det er sundt. Jeg føler mig meget levende i de perioder. Det giver mig så meget at lave skæg i gaden.«TELEFONEN RINGER. Det er hans gode veninde, Hella Joof, der ringer fra Mallorca. Han siger kort til hende, at han er optaget af noget »interviewsituationsagtigt.« I Peter Frödins mund er udtrykket af uransagelige årsager ret sjovt. Og som altid er det måden, han siger det på, der er morsom.

Det er langtfra alle, der synes, at Hella Joof, Peter Frödin og Martin Brygmann alias Det Brune Punktum er sjove med deres revselse af livsstilsfaconer, talemåder og overdrevne karikaturer af danskerne. I 1990erne en ny form for satire, hvor de ikke var blege for at tage gas på sig selv med sketches om bøsser, racisme og teaterverdenens selvhøjtidelighed tilsat dansabel popmusik med tekster, der gerne gik under bæltestedet.

»Det kan jo godt lyde, som om det er nemt at finde på et show nummer to, der er skide sjovt, og så kommer der helt vildt mange mennesker og ser det, mens vi spiser noget god mad. Men vi gjorde det, fordi vi kunne mærke, at det skulle vi virkelig. Det var et behov. Selv om det så blev en god forretning, så er det aldrig blevet en forretning. Forstår du? Vi er heller ikke gået hinanden på nerverne.«

Peter Frödin mener at kunne huske, at »ham musikeren med øjen-makeup'en fra 80erne - hvad er det nu, han hedder... Martin Hall« engang kaldte trekløverets humor for Café latte-generationens svar på Linje 3.

Andre stod i kø ved billetlugen, da Det Brune Punktum spillede for fulde huse i måneder i træk. I dag er Peter Frödin efterspurgt af forlag, pladeselskaber, private firmaer, teatre og reklamebureauer, der vil hyre ham til alt fra oplæsning af børnebøger til sanger ved store julefrokoster.

Tjener du godt?

»Ja, det synes jeg.«

Hvordan har du det med at være type castet som sjov?

»Jeg kan ikke se mig selv typecastet til »Ørnen«.«

Peter Frödin laver sin stemme mørk og forsøger: »Ja, hallo, det er lieutenant Mortensen. Vi bliver sgu nødt til at undersøge... hvordan det lig kom ind... Neeej, jamen altså det går slet ikke. Det kunne jeg ikke tænke mig. Jeg ville ikke kunne lide det. Jeg ville hellere lave noget andet. Er det for højrøvet sagt - eller hva'?«

Får du aldrig lyst til at lave noget andet end det sjove?

»Man kan godt bryde grænser inden for det. Jeg skal ikke nødvendigvis spille en seriøs psykopat i en dansk TV-serie for at bryde grænser. Man kan jo prøve at skabe noget nyt og komme længere ud i det, man laver.«

Som eksempel nævner han Lex og Klatten og Det Brune Punktums start på Danmarks Radios P3, der senere blev til gigant-succeserne på Bellevue Teatret i 1999 og 2002.

Er det eksempler på, hvor du har gjort noget andet end, hvad der blev forventet af dig?

»Nu ved man jo ikke, hvad der bliver forventet af én.«

Det kan jeg godt fortælle dig: Du skal være morsom og synge godt.

»Det vil jeg virkelig gerne blive ved med, men også at blive ved med at udvikle mit talent. Men jeg tror, det altid vil blive inden for noget, som jeg selv synes er brandskægt. Forhåbentlig.«

Han fortæller, at han med årene er blevet bedre til at »mærke efter«, hvilke projekter og opgaver, han skal sige ja og nej til. F.eks. Tuborgs reklamefilm, instrueret af Søren Fauli og Henrik Juhl, hvor han og Kirsten Lehfeldt, der også er en nær ven, giver den som henholdsvis reklamebureau-direktør og tekstforfatter. Mens mange af hans venner og kolleger har indspillet reklamefilm i årevis, er det hans første opgave i dét hjørne af skuespilfaget.

»Jeg har fået virkelig mange henvendelser om at være med i reklamer, men har altid sagt nej. Da jeg så kunne være med til at forme Tuborgs projekt, f.eks. figuren, og hvordan min rolle skulle se ud, syntes jeg, det var en god idé. Og på grund af de mennesker, der var med. Fem reklamebureaudirektører har sagt: »Jamen, det er jo mig«. De troede, at det var lige netop dem, jeg havde i tankerne, da jeg lavede figuren. Nogen af dem blev ret fornærmede.«Det lyder, som om du er fagligt forkælet?

»Hvad mener du... jeg arbejder sammen med mennesker, der er sindssygt talentfulde. Det er da en kæmpe gave at få lov til det. Det er super inspirerende. Det gør mig bedre. Men ja. Det er jeg måske.«TELEFONEN RINGER IGEN. Direktøren for Copenhagen Records lægger en skrattende besked.

Hvad siger du til, at nogen synes, der er noget »Jeg er for kendt til det her sted«-agtig over dig?

Pause igen.

»Jeg kender jo ikke folk, fordi de har været med i »Nikolaj og Julie« eller... jo, lige det kunne godt være... men ellers ikke.«

Landeplagen »For kendt« lavede Peter Frödin sammen med resten af Lex og Klatten i 1993. Sangen er inspireret af en skuespiller, der i et interview klagede over, hvor svært det var ikke at kunne være i fred for autografjægere, når han gik til bageren.

Selv husker Peter Frödin dengang, han boede på Christianshavn og havde været med i et TV-program, som hans lokale møntvaskeriejer åbenbart ikke brød sig om.

»Han råbte efter mig.«

Peter Frödin råber igen ud i lokalet: »Hold kæft, hvor var du dårlig i går i fjernsynet! Jamen, jeg gik jo ikke og råbte efter ham, fordi han havde et beskidt møntvaskeri, der lugtede af røg, og der var aske over det hele: Hold kæft, hvor er du et beskidt møntvaskerisvin. Jeg vasker bare et andet sted... Der er talt så meget om det at være kendt, at det næsten er kedeligt. Med hele det dér reality. Det er noget varm luft på en måde. Det må være frygteligt at blive berømt fra den ene dag til den anden. Jeg tror, at mange forveksler den opmærksomhed med kærlighed.«

Kan du altid gennemskue det?

»Nej, men jeg har haft mange år, hvor det er steget lidt hen ad vejen. Jeg har fået lov til at vænne mig til det - måske vænner man sig aldrig helt til det. Den langsommere tilvænning har gjort, at jeg har haft bedre mulighed for at styre det. Blandt andet ved at docere, hvor meget jeg er i fjernsynet og i pressen, og hvor meget jeg går til premiere og den slags. Det der med, at man ikke har lov til at sige nej og sige, at nu vil jeg godt have noget fred, for det bliver for hårdt for mine børn og mit liv. Den er der ikke noget af. Det er for ukærligt, synes jeg. Det er for ukristent.«

Er du troende?

»Det er jeg absolut. Men jeg synes ikke, et kristent livssyn nødvendigvis har noget med den danske folkekirke at gøre. Jeg er ikke medlem af Folkekirken. Den højredrejning, der er inden for den danske folkekirke nu, den diskriminering, den... Jeg ville aldrig kunne være medlem af Folkekirken.«

Peter Frödin og hans kæreste har været sammen i snart otte et halvt år, »og, ja vi skal da giftes på et tidspunkt,« som han siger. Og når han tager pulsen på sig selv i dag, viser termometeret:

»Jeg er tryg og glad. Jeg er der, hvor jeg synes, jeg skal være, nu.«

På spørgsmålet om, hvor han ser sig selv i fremtiden, holder Peter Frödin interviewets længste pause. Han siger meget lavt noget med at lave skønne projekter og møde dejlige mennesker. Og næsten uhørligt:

»Hvor jeg gerne vil være? Jeg glæder mig bare til at se, hvor jeg skal hen. Eller...«