En dødsdom, der forandrede verden

Fire markante, danske kulturpersonligheder giver her deres bud på, hvordan verden har ændret sig, siden fatwaen over forfatteren Salman Rushdie blev udstedt for 25 år siden.

Salman Rushdie nægtede at udtale sig til pressen, da han 14. februar 1989 forlod den græsk-ortodokse kirke St. Sophia i London-bydelen Bayswater efter at have været til forfatteren Bruce Chatwins begravelse. Samme morgen havde han fået overbragt beskeden om, at han var blevet dødsdømt. Arkivfoto: John Cogill Fold sammen
Læs mere

Johannes Riis, litterær direktør for Gyldendal:

Khomeinis fatwa mod Salman Rushdie var på én gang en påmindelse om, at verden var blevet større: Vi fik meldinger flere og flere steder fra. Og en påmindelse om, at den var blevet mindre.

Vi kunne ikke mere bruge afstande på samme måde som før, det vil sige affærdige noget med et: Jamen, det er jo så langt væk.Der er ikke mere noget, der er langt væk, i hvert fald ikke i betydningen at vi så ikke behøver at tage os af det.

Fatwaen gjorde det klart, at der findes helt andre måder at opfatte og praktisere religion på end vores afslappet folkekirkelige. Der blev krævet særstatus for islam, og forestillinger om religiøs krænkelse og trusler om at føle sig religiøst krænket, som Vesten ellers havde brugt nogle hundrede år til at lægge bag sig, blev igen realiteter.

Fatwaen mindede os om, at man ikke kan tale sig til rette om alting, om, at der iblandt os færdes folk, som mener, at de er i deres gode ret til at reagere på budskaber, de ikke bryder sig om, med bål og brand og med at true afsenderen på livet.

Der var intet relativt i den måde, fatwaen blev opfattet på i Vesten: Det var i enhver henseende uhørt at udstede en dødsdom mod en mand, fordi han havde skrevet en bog, han var tilmed statsborger i et andet land. Der var ingen, der gjorde sig til talsmand for formildende omstændigheder dengang i 1989, al sympati samlede sig som en selvfølge om Salman Rushdie.

Der er sket meget siden. Det så vi i 2005 med Muhammed-tegningerne, og det har vi set i 2013 med Yahya Hassans digte. Verden kommer tættere og tættere på.

Morten Hesseldahl, kommende chef for Det Kongelige Teater:

Da jeg stod med »De sataniske vers« i hånden havde jeg svært ved at forstå den opstandelse, den havde genereret. Den forekom mig at være en overlæsset jongleren med kulturelle koder.

Vreden over forfatteren ville snart gå over, tænkte jeg, uden at forstå, at verden for altid var forandret. Ikke bare på grund af religiøs overfølsomhed, men fordi verden var i færd med at blive så digitalt sammenvævet, at inferiøre begivenheder i løbet af et splitsekund kunne blive anliggender for enhver.

I Rushdies tilfælde er der ingen tvivl om, at han for Khomenei også var en anledning til at kanalisere indre problemer mod en ydre fjende. Brutal realpolitik udøvet af en religiøs despot. Rushdie-affæren var imidlertid blot begyndelsen på det uskyldstab, som kulminerede med Muhammed-tegningerne. Konfrontationer, der ikke kan løses, medmindre man indser, at der her ikke er tale om to ligeværdige hensyn.

Retten til ikke at blive krænket kan ikke have nogen forrang i forhold til retten til frit at kunne ytre, hvad man føler og tænker.

Det har en praktisk grund: Retten til at ytre sig kan gøres til et universelt princip. En imødegåelse heraf vil nødvendiggøre en instans, der sætter rammerne for vores tænkning. Dét vil ramme selve fundamentet for al oplysning og udvikling.

Omvendt vil en indrømmelse af, at enhver har ret til ikke at blive krænket, have uoverskuelige konsekvenser. En krænkelsesdoktrin vil kun kunne gennemføres i et statisk samfund, hvorimod retten til frit at kunne ytre sig er forudsætningen for fremskridt og en vej til at afvikle uholdbare forestillinger om os selv og verden.

Rushdie har muligvis skrevet en temmelig kedelig bog, men den er en af verdens vigtigste. Muhammed-tegningerne var muligvis mere bøvede end sofistikerede, men de er ikke desto mindre blandt de allervigtigste streger, der nogensinde er sat på papir.

Men uskylden er tabt.

Jens Christian Grøndahl, forfatter:

Da Muren faldt senere samme år, troede vi, at demokratiet endelig kunne globaliseres. Der blev talt meget om oplysningstiden og dens tanke om, at menneskerettighederne var universelle, men fatwaen mod Salman Rushdie konfronterede os med en modsatrettet side af globaliseringen.

Med stor dygtighed formåede det totalitære præstestyret at udnytte noget så perifert som en europæisk bogudgivelse. Formålet var at befæste magten indadtil i Iran og udadtil i forhold til resten af Mellemøsten. Det lykkedes endda for ayatollaherne at tvinge Vesten til at tage deres groteske fatwa seriøst. Den slags havde vi ellers ikke set siden middelalderen.

Efter kommunismens sammenbrud havde vi forfattere håbet, at litteraturen kunne holde fri fra rollen som talerørfor de demokratiske værdier. Og i modsætning til dissidenterne bag Jerntæppet blev Rushdies ufrivillige status som ytringsfrihedens helt kun destruktiv og reducerende.

Én ting er, at dødstruslerne fra voldelige islamister er kommet for at blive. Noget andet og værre er den banalisering af litteraturens rolle, der ligger i at skulle gå på barrikaderne – her i demokratiets Europa – for den laveste, mest selvindlysende fællesnævner i form af retten til at tale og skrive frit.

Dét er simpelthen ikke særligt interessant, og denne banalisering udgør fatwaens egentlige skadevirkning. En forfatters eneste virkelig udfordrende modstander er ham selv, og han bliver kedelig i længden af at vide, at han har ret.

Niels Barfoed, forfatter, fhv. præsident for Dansk PEN:

Den religiøse kendelse, der for et kvart århundrede siden blev udstedt mod Salman Rushdie, var i realiteten en dødsdom, afsagt af den højeste islamiske myndighed i Teheran. Den kunne eksekveres af hvem som helst hvor som helst, på tværs af alle landegrænser, tilmed mod en dusør.

Det var ikke blot et kulturelt chok af global størrelsesorden. Dermed sprang der en gnist imellem øst og vest, som anstiftede en tværkontinental brand, der ikke er slukket endnu, tværtimod – selvom Rushdie selv lever.

Fra dette øjeblik greb en verdensreligions mest militante repræsentanter til våben mod dem, der krænkede deres tro. Der går en lige linje fra den iranske ayatollah til Kurt Westergaards forstyrrede attentatmand. Med fatwaen mod Rushdie for hans krænkelser af profeten blev et helt nyt verdenskort tegnet op, over et omsiggribende religiøst opgør med Vesten, med det dekadente, gudløse Vesten, hvor intet var helligt – et opgør fuldt af gamle underliggende frustrationer.

Dødsdommen fik vestlige kolleger til Rushdie til at tage affære – for ét var faktisk helligt: det frie ord og retten til frit at bruge det. Og jo mere politikerne, herhjemme og ude i verden, dukkede sig og krøb i ly bag det stille diplomati, som ingen vegne førte, jo mere organiserede civilsamfundets forsvar af ytringsfriheden sig. Et forsvar, der også var rettet mod de lammede politikere, et wake up call til dem om at kende deres besøgelsestid og handle.

Dét var bl.a. International PENs finest hour.

Rushdie-sagen, der var udløst af en umenneskelig gudstatsfanatisme, som med sine morderiske hensigter ingen respekt fortjente, er i dag blevet en del af en omfattende kulturkrig og blevet udtyndet til en fanatisk akademisk religionskritik, hvor ytringsfriheden dels er blevet et tomt slagord og et politisk mantra, dels arbejder arm i arm med politikerne, især højrepopulismen, i et samarbejde om at holde et muslimsk mindretal på plads.

Den største tjeneste, man i 25-året kan gøre Rushdie-sagen, er at vende bøtten og genfinde realiteterne.