En diva i chefstolen

Cecilia Bartoli er albumaktuel med en kontroversiel udgave af Bellinis tragiske »Norma« og nyslået leder af Salzburgs pinsefestival. Hun fortæller her om et spændende møde med sin læge forleden - og om sit første møde med mentoren Herbert von Karajan.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Salzburg. »Kig her!«. Berømtheden rykker en tomme eller to tættere på. Tæt nok til at en mand i sin bedste alder lige må holde hovedet koldt og bevare overblikket.

Cecilia Bartoli er en af klodens bedst sælgende sangerinder.

Hun har også sat sig i spidsen for Salzburgs stadig mere mondæne pinsefestival.

Og hun sendte i sidste uge en omdiskuteret indspilning af Vincenzo Bellinis tragiske »Norma« fra 1831 på gaden.

Den karismatiske kunstner har inviteret til audiens i sin fascinerende festivalby.

Nogle af Alpernes højeste tinder ligger i gåafstand fra torvet. Og selv om Salzburg kun er Østrigs fjerdestørste flække, har den længe været en mastodont på musikfeltet:

W.A. Mozart kom til verden i smalle Getreidegasse. Huset er i dag museum med barnestjernens første noder og totter af hans rødlige hårpragt.

Det var også her, Herbert von Karajan blev født. Legenden skulle sent i livet stille sig i spidsen for byens berømte sommerfestival og åbne dens kolossale operascene.

Et træk, der i sig selv blev afgørende for Cecilia Bartolis skæbne.

Operaelskere kalder divaen for La Cecilia og rejser den halve klode rundt for at høre hende. Berlingske går hende i møde på pladsen foran operahuset. Hun har lige lukket sin festival for i år og er stadig klædt på til lejligheden.

En frodig feminina af de fikse. Som hvis en engel af Rubens havde mødt Kronprinsesse Marys stylist. Med solbriller i håret og en taske i match med den øvrige ekvipering.

En anden føler sig lidt kejtet ved siden af. Men man kan da altid gøre som hende og skubbe brillerne op i det kommunefarvede. Det går helt galt. Brillerne får for meget puf af bar befippelse. Fortsætter om mod nakken og falder på gaden med et smæld.

En maskulin katastrofe. Vel nok den største siden H.C. Andersen tabte sit gebis ved hoffet.

Cecilia Bartoli holder masken et øjeblik. Men bryder så ud i en hjertelig latter og ender som dagens motiv for grupperne af turister med kamera.

Og da hun siger farvel til den stæreblinde beundrer en halv time senere, er det med næsten rørende varme: Hun trækker sin nye cd op af designertasken og tegner et hjerte på forsiden. Suk.

Begge hendes forældre var sangere. Cecilia selv debuterede otte år gammel i »Tosca«, i øvrigt med en lille rolle som dreng. Hun har de sidste par årtier optrådt på alverdens operascener og indspillet op mod 40 album.

Karrierens første årti bød på lidt af hvert. Hendes speciale de senere år har været musikhistoriens mere oversete toner - sådan som kollegaen Maria Malibran eller de stakkels kastrater sang dem engang.

Hvordan kan én stemme præstere så meget forskelligt? Og passer hun godt nok på sin egen?

Da hun sidder i festivalens sofa og skubber sig tæt på, vil hun gerne demonstrere noget. Hun sætter pegefinger og langfinger sammen som til en spejderhilsen og taler om mellemrummet.

Øh, ja?

»Jeg har altid kun gået til læge, når min stemme fejlede noget. Men jeg fik en tanke for leden: Hvordan ser mine stemmelæber egentlig ud som raske?« siger hun.

»Så jeg bad ham filme dem og lagde mærke til en ny ting for mig: Nemlig at når jeg sang, forblev de fine og hvide. Men når jeg havde talt helt almindeligt, så skiftede de farve.«

La Cecilia peger igen på mellemrummet og gnider fingrene mod hinanden. Sang er orden og kan være godt for stemmelæberne. Tale er kaotiske bevægelser mellem læberne og gør dem røde.

Hvad stemmelæberne også ligner, ved enhver sangerinde. Berlingske glider let og elegant over i et andet emne.

Din nye plade er hverken barok eller wienerklassik, men ren romantik. Føler du dig også på hjemmebane dér?

»Jeg begyndte faktisk min karriere med Rossinis og Bellinis operaer,« siger hun.

»Min første rolle som professionel var i »Barberen i Sevilla«. Arbejdet med de tidligere og mindre kendte toner kom meget senere - jeg var for længst fyldt 30.«

Okay, hvad fangede din interesse?

»Især samarbejdet med de store dirigenter. Mødet mellem en ung sangerinde og dirigenterne har altid kastet noget af sig. De kender jo en masse musik og kan høre noget i dig, du ikke selv har tænkt på.

Den første for mit eget vedkommende var nok Daniel Barenboim. Jeg var bare 20 år, han havde allerede været en berømthed i årtier. Han sagde straks, jeg burde udvide mit repertoire. At jeg skulle prøve kræfter med for eksempel Mozarts operaer.

Og da jeg gjorde dét, var jeg heldig for anden gang. For jeg fik Nicolaus Harnoncourt som dirigent - han var jo tidligt ude med opdagelserne af den ældre musik. Så det var hér, jeg opdagede barokken og blev vild med Vivaldis musik.

En afgørende drejning for din karriere...

»Nemlig. Italienske mezzosopraner begynder jo gerne med Rossini og arbejder sig så frem mod Verdi og endnu senere komponister. Jeg gjorde det modsatte: Hvem havde inspireret Mozart og Rossini til deres vidunderlige operaer, spurgte jeg mig selv? Og jeg endte ad den vej i barokmusikken.«

Så snart Cecilia forlader det med stemmelæberne, taler hun helst om værker og deres historie. Hun er mezzosopran med en mission.

»Vi har været utrolig fokuseret på perioder. På om tonerne var nu barok, klassik eller romantik. Det skulle være én af delene!«, siger hun.

»Men det er altså synd. For der ligger masser af guld mellem perioderne. Hvis vi finder den musik frem, venter der store oplevelser.

Jeg gjorde det selv med mit fokus på Maria Malibran og på kastratsangerne. Og jeg opdagede jo nærmest komponisten Agostino Stefani. Stort set ingen havde hørt en tone af ham før.«

Cecilia Bartolis arbejde med den ukendte barokmester førte til albummet »Mission«, der her i bladet blev kåret til sidste sæsons bedste.

Det inspirerede også successkribenten Donna Leon til en meget læst krimi, »The Jewels of Paradise«. Møderne mellem den mørkøjede diva og den sølvhårede amerikaner er foreviget på YouTube og anbefales varmt.

»Jeg er helt klart sanger med en udpræget passion for musik,« siger hun.

På mange måder et sympatisk træk. Hvad hun mener, står lysende klart for enhver med kendskab til hendes karriere:

Maria Callas var sangerinde med dramaet i fokus, Joan Sutherland sangerinde med stemmen i fokus - og Cecilia Bartoli så sangerinde med musikken i fokus.

»Jeg ser stemmen som et instrument, som en musikers værktøj, måske som en slags blæser. Vi skal også have disciplin som en blæser,« siger hun.

Sangere kan bare ikke øve som en blæser?

»Det er vi nødt til. Men hvis du har en forestilling om aftenen, kan du selvfølgelig ikke synge hele dagen. Og du skal altså være varsom med at tale, lærte jeg.«

Elaine Paige tager ikke engang sin telefon før en stor musical, har hun fortalt.

»Ak, ak. Sono italiana. Jeg er nu engang italiener!«, griner Cecilia med optrukne skuldre og hele den mediterrane maske. Hun forbliver fagets mest selvironiske.

Men helt alvorligt: Du sang Bellini i forgårs og Brahms i går. Er du aldrig bange for at ende uden stemme overhovedet?

»Jeg var jo så heldig at have min mor som lærer. Hun lærte mig ikke bare at synge, men også at lytte til min krop,« siger Cecilia.

»Man løber en tur i parken, får ondt et sted og stopper straks. Vi sangere skal gøre nøjagtig det samme med vores stemmelæber: Vi kan blive træt i dem - og skal hele tiden være vågne over for det signal.«

Du dækker efterhånden over to århundreders musik. Hvor går grænsen i den senere ende? Vil du kunne synge Wagner?

»Jeg ved det faktisk ikke. Men se engang på Wagners gamle operahus i Bayreuth: Det er i virkeligheden et ret lille teater, næsten kun en intimscene. Hvad fortæller dét om rollerne i hans operaer? At han ikke havde tænkt, de skulle synges specielt kraftigt.«

Nej: Divaens planer for den nærmeste fremtid peger andre steder hen. Cecilia har lige indsunget »Norma« efter nøje studier i komponistens originale partitur. Sådan et projekt skal følges til dørs og op med turneer i hele verden.

Og hun har allerede planlagt næste pinse i Salzburgs alpeidyl. Festivalen får Rossinis operaer som tema - dels med en ny opsætning af komedien »Askepot«, dels med nogle af hans sjældnere og mere alvorlige takter.

Hun har endda fået trykt en optaktsbrochure. Forsiden viser hende selv i karikatur. Halvt fejekone, halvt heks.

»Da jeg var i Salzburg første gang, var det faktisk på invitation fra Herbert von Karajan selv.«

Hun sænker stemmen og sætter gys på.

»Sikke en dag. En mørk dag med regn og torden. Jeg var meget ung og kom nærmest listende ind i den kæmpe sal. Karajan var tydeligt syg allerede - han stod nede i orkestergravens mørke og præsenterede mig på et hviskende italiensk. Jeg er ikke typen, der bliver specielt nervøs. Men jeg var virkelig ved at dø af skræk dér.«

Så cirklen er lidt sluttet for dig?

»Ja. At arrangere pinsefestivalen et kvart århundrede senere er både et privilegium og et stort ansvar. Men jeg nyder hvert øjeblik, må jeg sige. Sangere har altid planlagt meget. Vores egen karriere kræver planlægning hele tiden.

At gøre det for andre er mindst lige så sjovt.«