Du har boet i hele København, men har nu valgt Vesterbro som dit hjem. Hvorfor?
»Det er her, jeg føler mig hjemme. Der er den her alternative, rummelige Berlin-feeling. Og der er selvfølgelig mange hipstere og caffé-latte typer som mig selv, men det er også her, at du ser byens sår. Mine naboer hedder Reden, Maria Kirken og Mændenes Hjem. Det er her, hvor alle dem, der er faldet igennem nettet, holder til. Det er sundt at blive konfronteret med i hverdagen. Og de forskellige typer kan eksistere side om side på Vesterbro, for hipsterne ved godt, at junkierne var her først. Der er en fin respekt for forskelligheden. Jeg føler mig tryg i råheden. Jeg løber hver eneste morgen kl. 6, og der kommer jeg forbi Høkerboderne og alle nattens eksistenser. Der møder jeg kun smil og får måske endda en high five fra en af de hjemløse.«