En bitterfisses bekendelser

»Der er masser af grund til at være en bitterfisse,« siger den svenske forfatter Maria Sveland og opfordrer de danske kvinder til at komme på barrikaderne.

Maria Sveland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

»Bitterfisse« er vel næppe et prædikat, særlig mange kvinder umiddelbart vil blive smigret over at få klæbet på sig. Men det er skam positivt ment. Den svenske forfatter og journalist Maria Sveland har opfundet begrebet og gør med sin debutroman af samme navn en dyd ud af bitterheden. For der er nok at være »bitterfisset« over i vores tid, mener den 33-årige feminist.

Selvom mange mænd påstår det modsatte, er samfundet stadig gennemsyret af ulighed mellem mænd og kvinder fra parforholdets tætte kærlighedsrelation til arbejdsmarkedets fordeling af job. Men hvis man som kvinde så meget som antyder det, får man høvl, mener Maria Sveland.

»Hver gang jeg påviser uligheder eller begynder at tale om de her feministiske spørgsmål, får jeg at vide: Hvor er du dog bitter og brokker dig,« siger hun og påpeger, at det er en effektiv måde at lukke munden på kvinderne.

Men med romanen »Bitterfissen« eller »Bitterfittan«, som den hedder på svensk, tager Sveland til genmæle: »Det er en opfordring til at komme frem og sige: ’Ja, vi er nogle bitterfisser, og vi har masser af grunde til at være det’,« siger Maria Sveland. »Bitterfissen« udkom sidste år i Sverige, men er netop kommet på dansk. Derfor er den svenske forfatter i Danmark.

Inspireret af Suzanne Brøgger
»Bitterfissen« handler om den 30-årige journalist Sara, der en januardag forlader sin mand og barn for at tage på en uges ferie alene på Tenerife. I lang tid har hun længtes efter ensomhed, efter at komme ud af familiefængslet og efter tid til at kunne sove og tænke uforstyrret. Men allerede i flyet rammer skyldfølelsen hende. Med på rejsen har hun en af 1970ernes feministiske klassikere, Erica Jongs »Luft under vingerne«, som inspirerer hende til at sætte parforholdet og kernefamilien under kritisk lup, og som hun klamrer sig til for at forsvare, at hun efterlod familien derhjemme.

Maria Sveland er selv meget fascineret af den kvindelitteratur, der blomstrede op i 1970erne.

»Jeg har slugt den feministiske litteratur, der kom dengang og har altid romantiseret 1970erne. Jeg synes, at det var et heftigt årti,« siger Maria Sveland og tilføjer: »Når jeg læser Suzanne Brøgger, Erica Jong eller Marilyn French, bliver det meget tydeligt for mig, at der var et helt andet klima dengang.«

Forestillingsverden krakelerede
Maria Svelands generation, der er opvokset i kølvandet på kvindebevægelsen har til gengæld glemt alt om kampen for lighed og en anden måde at leve på, mener forfatteren, der selv er født i 1974.

»De fleste er ganske ukritiske i dag. Folk gifter sig mere end nogensinde, og det kan ikke blive for kommercielt. Se bare hvor mange bryllups-programmer, der er i TV,« siger Maria Sveland og fortæller, hvorfor hun bruger Erica Jong som en gennemgående motor i »Bitterfissen«:

»Hun er en af de forfattere, som forsøgte at problematisere tosomheden, og ved at bruge hende bliver det tydeligt, hvordan det har udviklet sig siden. Det, synes jeg, er forbandet vigtigt. Altså hvorfor min generation ikke tog stafetten fra 1970erne op og førte den videre,« siger Maria Sveland.

I »Bitterfissen« lader Maria Sveland hovedpersonen Sara opsøge sin »universelle drømmemor«, Susanne Brøgger, for at få hende til at give svaret. I virkelighedens verden har Maria Sveland selv interviewet Suzanne Brøgger, da hun som journalist ville lave en radioudsendelse i forbindelse med 30 året for »Fri os for kærligheden«. Mødet blev lidt en skuffelse, for i stedet for at give nogle forklaringer på hvad der blev af kvindekampen, talte Suzanne Brøgger om, hvor taknemlig hun var for det liv, hun havde levet.

»Det gjorde, at min forestillingsverden krakelerede. Jeg havde ikke forventet, at forfatteren til en bog om en kvinde, der ikke ville lade sig nøje, men ville have mere, kunne sidde og tale om taknemlighed,« siger Maria Sveland.

Hun synes selv, at hendes skuffelse er lidt absurd, for Suzanne Brøgger har naturligvis lov til at se tilbage på sit liv med tilfredshed. Men den unge kvindesagsforkæmper har det nu alligevel svært med, at kvinder skal føle taknemlighed.

»Som kvinde har man så ofte fået at vide, at man skal være taknemlig. I hvert fald i min generation. Jeg har fået at vide, at jeg har præcis samme muligheder og rettigheder, og at jeg kan gøre som mine drengevenner, men jeg har erfaret, at det kun er i teorien, det er sådan,« siger Maria Sveland og tilføjer:

»I virkeligheden må jeg arbejde på andre vilkår end mine mandlige journalistkolleger, og i kærlighedslivet er der også andre vilkår for mig, når man for eksempel bliver forældre. Så jeg synes nu ikke, at vi skal være så taknemlige.«

Dokumentarroman
Men der er vel trods alt sket meget siden 1970erne, så hvorfor er det så vigtigt at holde liv i kvindekampen?

»Hvis man ser på Suzanne Brøgger og hendes generation i 1970erne, så stod de for den store opvågning. De havde en helt anden problematik at slås imod. Dengang var det åbenlyst, at der var ulighed. Kvinder havde for eksempel sjældent arbejde og havde ikke ret til fri abort. I dag har vi jo på papiret alle muligheder. Vi har ret til fri abort, og vi får job, men alligevel ser vi, at når det kommer til at indgå i en kernefamilie og blive forældre, så er der de samme gamle, triste normer, som vi altid har set; kvinderne gør størstedelen af det ubetalte hjemmearbejde og har førstehåndsrelationen til børnene, mens småbørnsfædre i Sverige er dem, der arbejder allermest,« siger Maria Sveland.

Interviewet med Suzanne Brøgger er det eneste i »Bitterfissen«, der er taget direkte fra virkeligheden. Det er en roman med opdigtede personer, selvom der er slående ligheder mellem hovedpersonen Sara og forfatteren selv.

»Jeg har lånt visse ting fra mit eget liv. Sara er for eksempel journalist ligesom mig, men alt er skildret i et fiktivt miljø. Så selvom noget af det er selvoplevet, så er det dramatiseret. Det er en slags dokumentarroman,« vurderer Maria Sveland.

Feminisme er blevet subkultur
Da hun skrev bogen, troede hun, at det kun var hendes nærmeste venner og kampsøstre, der ville læse den. Men indtil videre er den solgt i 60.000 eksemplarer bare i Sverige. Og Maria Sveland fortæller, at hun dagligt får mails fra kvinder, der tilkendegiver, at hendes ord kunne være deres.

»Det viser mig, at der er et stort behov for at skrive om den sag. Vi er en verden, som på mange måder ikke er retfærdig. Jeg troede, jeg havde skrevet en smal feministisk personlig roman, men i virkeligheden er det noget, virkelig mange kan nikke genkendende til.«

Så der er grund til at være en »bitterfisse«?

»Ingen vinder på, at vi undertrykker problemerne. Vi må have dem på bordet for at forandre verden. Alle tror, at min mand og jeg er blevet skilt nu. Folk kan simpelthen ikke forstå, at man kan skrive en bog, der skildrer problemerne ved et ægteskab og så fortsat være gift. Det er så tabuiseret at snakke om problemerne ved et ægteskabet. Derfor er der absolut behov for bøger, der skildrer det,« siger Maria Sveland.

Hun peger på, at behovet faktisk er endnu større i Danmark end i Sverige, hvor en strøm af yngre feministiske forfattere begynder at markere sig. Udover forfatterne til de såkaldte femikrimier går blandt andre Maja Lundgren og sidste års vinder af Nordisk Råds Litteraturpris Sara Stridsberg i spidsen. Mens det herhjemme går mere sløjt.

»Mit billede af kvindebevægelsen i Danmark er, at den var vældig stærk i 1970erne, og at der dengang var nogle virkelig cool feminister, men siden da er det gået jævnt ned ad bakke. Det er blevet en lille marginaliseret subkultur,« siger Maria Sveland, inden hun lyser op i et smil, slår med håndfladen på den danske udgave af »Bitterfissen« og siger:

»Men nu skal det blive anderledes. Nu kommer de på barrikaderne«.