En biblioteksbrugers bekendelser

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg indrømmer det gerne. Jeg har et nostalgisk forhold til folkebibliotekerne. Når jeg ser sådan et for mig, sådan som jeg helst vil se det, ser jeg min barndoms og ungdoms biblioteksfilial på Amager. Her kunne man i smukke og rolige omgivelser og i et absolut pædagog- og lærerfrit område bevæge sig rundt mellem hylderne.

Her kunne man søge og finde, lade sig fascinere af titler og forfatternavne, man havde hørt om og havde lyst til at lære nærmere at kende, eller som man aldrig havde hørt om, og som der netop på grund af denne ukendthed var noget særligt dragende over. Her var der ingen, der blandede sig. Biblioteket var et frirum. Et rum for opdagelser. Det var dengang.

I dag er folkebiblioteker som bekendt meget mere end bøger, og anderledes kan det nok ikke være. Det er også steder, hvor der sker alt muligt, og det kan være fint nok, forfatterarrangementer er der jo for eksempel ikke noget galt i.

Men i disse tider, hvor bøger ikke længere har den status, de engang havde, og hvor de fleste kan få tilfredsstillet deres behov for musik og film af private streamingtjenester, er folkebibliotekerne også, forekommer det mig, kulturinstitutioner, der synes så forhippede på at bevise deres egen uundværlighed, at det kan virke næsten desperat.

Kulturministerens igangværende kampagne Danmark læser, har jeg tidligere været inde på i disse spalter. Jelved afsatte 20 millioner kroner over fire år til »en bred og dynamisk læsekampagne«, som det hed, og folkebibliotekerne var fra starten ivrige medspillere i initiativet, der handler om at bruge skatteyderpenge på de 40 % af befolkningen, der »enten aldrig læser skønlitteratur eller gør det relativt sjældent«, og som altså åbenbart ikke ved deres eget bedste.

Man kan alt efter temperament se projektet som utidigt missionerende eller som et smukt, demokratisk initiativ. Jeg hælder mest til det første.

Og det stopper ikke her.

Folketingsvalget deltager folkebibliotekerne nu også i. Ikke bare som steder, hvor man kan brevstemme, hvilket jo er glimrende, men tillige som arrangører af »Børnevalg 2015«, hvor tanken er »at introducere de mindre børn til de demokratiske processer på en sjov og anderledes måde og samtidig med et litteraturformidlende aspekt.«

Konkret foregår det sådan, at de uskyldige små går på biblioteket med deres pædagoger og stemmer på kendte børnebogs- og tegneseriefigurer som Peter Pedal, der siger »Ja til nysgerrighed«, og Rasmus Klump, der går til valg på sloganet »Ja til pandekager - hver dag«. På den måde får de yngste en forståelse for, hvad demokrati er for noget. Siger bibliotekerne.

Jeg synes nu mest, at det ligner misbrug af bibliotekernes ressourcer, børnebogen som genre og børnenes tillid til de voksnes dømmekraft. Og priser mig samtidig lykkelig over, at jeg i sin tid godt selv kunne finde ud af at sætte mit første kryds, og at jeg godt selv kunne finde ud af at finde hylderne med skønlitteratur. da jeg først havde lært at læse. Helt uden hjælp fra en bibliotekar.