Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Nogle mennesker er ikke bare deres eget liv. Nogle mennesker har en biografi, der afspejler meget mere end dem selv. For eksempel en hel nation i en given periode.
Anthony Dominick Benedetto er et af den slags mennesker. Han er sanger, og han er kendt under kunstnernavnet Tony Bennett, og i og med at han blev født for 85 år siden, har han gjort væsentlige dele af nyere amerikansk historie med. Både som kunstner og som borger.
Han blev født i New York City i 1926, og han begyndte, som de fleste børn, at synge tidligt, men han sang bedre end de fleste, og fordi han havde alderen til det, var han aktiv amerikansk soldat i de sidste faser af den europæiske del af Anden Verdenskrig. Det gjorde ondt, har han senere fortalt. Det var absolut ikke for tøsedrenge. Men han kom tilbage, blev en endnu bedre sanger, og i 1951, hvor USA buldrede fremad som verdens fremgangsrigeste og misundelsesværdige nation, og hvor der skulle musik til festen, fik han sin første 1.-plads på hitlisten, med sangen Because of You.
Han kunne det der, Tony Bennett, der er så fornem en tradition for i USA, og som andre mestre som Frank Sinatra og Dean Martin også kunne: Han kunne synge ørehængere af Richard Rodgers og George Gershwin og de andre giganter inden for klassisk, amerikansk populærmusik, og han kunne synge med både indfølelse, sex, musikalitet og i hvert fald en vis jazzfornemmelse.
Kærlighed til jazzen
Jazzen blev en stor kærlighed for ham, og han arbejdede også med jazzlegender som orkesterlederen Count Basie og pianisten Bill Evans, hvilket ikke er spor mærkeligt. I USA er der en glidende overgang mellem pop og jazz, for poppen leverer de standards, som jazzen elsker at improvisere over. Tony Bennett følte sig hjemme begge steder.
Og så skete der det, som dengang skete for så mange fremtrædende pop- og-jazzkunstnere: Tiden blev til rock’n’roll, og den helt nødvendige udluftning og fornyelse, som den nye musik førte med sig, førte også til, at folk som Tony Bennett, der havde fortjent bedre, oplevede nedture. Først i årene omkring 1990 kom han stærkt igen og har både vundet mængder af Grammyer og solgt mere end end 50 millioner plader.
At Tony Bennett også er en habil maler, har han aldrig gjort nogen hemmelighed ud af. Han maler under sit fødenavn, og han maler både byer og landskaber og udsigten over Central Park fra lejligheden på Manhattan, New York. Prøver på den side af hans kunst kan ses på www.benedettoarts.com. Og ellers er der jo pladerne...