En amerikaner i Paris

Skuespillerinden Julie Delpy debuterer som instruktør med den både irriterende og inspirerende »2 dage i Paris«.

Livet er ikke langt nok til franske film. Hvis man eksempelvis vil forsøge at fordøje alt, hvad der bliver sagt i Julie Delpys »2 dage i Paris«, vil det tage mere end en menneskealder - med mindre man dør af udmattelse forinden, hvad der ikke helt kan udelukkes.

Her er med andre ord tale om en ekstremt snakkesalig film, idet den debuterende instruktør uden tvivl har ladet sig inspirere af sine roller i Richard Linklaters »Before Sunrise« og »Before Sunset« og konstrueret sin egen film på samme måde, så den former sig som en skildring af en fransk kvinde og en amerikansk mand, der går rundt i en europæisk by og taler med hinanden. Og taler. Og taler.

Julie Delpy spiller selv fotografen Marion, Adam Goldberg er indretningsarkitekten Jack, begge er midt i trediverne, og på vej hjem til New York fra en ferie i Venedig tilbringer de titlens to dage i Paris for at besøge Marions forældre samt foretage lidt sightseeing. Opholdet får imidlertid et konfliktfyldt forløb, fordi parret møder flere af Marions tidligere kærester, hvad den jaloux anlagte Jack overhovedet ikke bryder sig om, ligesom den bornerte amerikaner i det hele taget har det svært med det frivole franske frisind, som blandt andre Marions excentriske forældre repræsenterer.

Her er altså tale om et kultursammenstød og samtidig et parforhold i krise. Den neurotiske Jack lider af hypokondri og er formentlig i familie med Woody Allen, mens den flagrende Marion indhentes af sin seksuelt aktive fortid og blandt andet laver en pinlig scene på en bistro, da hun får øje på en tidliger elsker og overfuser ham voldsomt.

Julie Delpy har selv skrevet filmens manuskript og kommenterer til overmål begivenhederne på lydsporet, skønt det kan være vanskeligt at få et ord indført i et miljø, hvor ingen bryder sig om at tie stille. Der knævres og kævles og skræppes i ét væk, oftest på engelsk plus undertiden på fransk, og heldigvis er den spontant klingende dialog generelt veloplagt og præget af ironisk humor – om end den er overrumplende grov i sine portrætter af parisiske taxachauffører, som Julie Delpy tilsyneladende hader – men det kan ikke nægtes, at man hen mod slutningen af denne hektiske historie gribes af en stærk trang til at se en stumfilm.

Alligevel må man beundre den kolossale verbale vitalitet, som Julie Delpy har investeret i sin film, og både hun og Adam Goldberg spiller sprudlende uden frygt for at virke latterlige. Selvoptagede er de to personer unægteligt, og »2 dage i Paris« kan opleves som et selvoptaget filmprojekt, men kedelig eller kønsløs kan man ikke kalde den, og i sidste ende er den selvfølgelig dybt romantisk. Kærligheden sejrer, før solen går ned.

En time og 36 minutter. Censur ikke oplyst.