En alsidig snob fylder rundt

40 år: Rasmus Botoft er bedst kendt som snobben Poul fra »Rytteriet« og terapeuten fra »Den Lille Gumbas«.

Skuespiller Rasmus Botoft fylder 40 år torsdas 5. januar 2012. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Haugaard

»Tag et glas champagne mere, min kære Fritz. Skål, vi er rige!«

Sådan lyder de velkendte ord fra »Snobberne« Fritz og Poul i den populære satiresketch fra Rytteriet på DR2.

Rollen som snobben Poul er for længst blevet Rasmus Botofts mest kendte rolle, men inden han tog Hellerup-borgerne under kærlig behandling med kollegaen Martin Buch, har han gjort karriere både på de skrå brædder og filmens store lærred. Den danske skuespiller og komiker Rasmus Botoft blev færdiguddannet på skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1999. Han startede sin karriere primært som teaterskuespiller og var 2002-2007 fastansat ved Det Kongelige Teaters skuespilensemble.

I 2003 fik han sin første store hovedrolle på Det Kongelige Teater som helten Robin Hood i Ivanhoe. To år senere spillede han hovedrollen i Figaros Bryllup. I 2008 spillede han den græske helt Achilleus i Ifigenia, den tragiske historie om prinsessen af samme navn, der næsten må lade livet for grækernes krigsførelse mod Troja.På filmsiden har han medvirket i og været medforfatter til Hvordan vi slipper af med de andre fra 2007 og medvirket i Flammen og Citronen (2008) samt i Nikolaj Arcels Sandheden om mænd fra 2010. På TV ligger han heller ikke på den lade side. Han har medvirket i TV-serier som Livvagterne og Lykke.

Lille Gumbas - stor succes

Men det er i Rytteriet at han har gået sin sejrsgang i de mange forskellige sketches, der udover »Snobberne« Fritz og Poul inkluderer sketchen om »Den lille gumbas«, der efter at Rasmus Botoft udførte monologen til Zulu Comedy Awards 2009, blev et kæmpe hit på nettet, hvor den blev set af mere end 15.000 brugere på Youtube.

Rasmus Botoft har udtrykt stor forundring og glæde over, hvor meget danskerne tog sketchen til sig. »Hver eneste dag møder jeg folk, der har set klippet og er begejstrede. Det er både overvældende og dejligt,« sagde han dengang til Ekstra Bladet. I 2010 og 2011 blev Rytteriet Live opført på Bellevue Teater med stor succes.

Rasmus Botoft bor i dag på Vesterbro med sin kone, skuespilleren Lisbeth Wulff og deres søn, Wili. Han modtog i 2010 DRs sprogpris for Rytteriets arbejde med det danske sprog.