Bryan Rice, musiker.
»Jeg gik i 2. g på Himmelev Gymnasium i Roskilde, og vi udvekslede med en gymnasieklasse fra Valencia i Spanien. Jeg skulle udveksle med Pablo, som tilfældigvis var åbent homoseksuel.
Jeg vidste, at jeg gik rundt med tanker om min seksualitet, men det var stadig kun tanker på det tidspunkt
I den efterfølgende tid blev jeg ved med at komme tilbage på ferier i Spanien, hos Pablos familie – både juleferie og sommerferie.
Der var noget ved Spanien, som kunne hjælpe mig til at finde ud af, hvad der skete inde i mit hoved og i min krop. Der var jeg sat mere fri.
I flere år havde jeg tanker omkring min seksualitet, men det var svært at tage beslutningen om, at jeg var homoseksuel. Jeg havde ikke nogen frygt for det, men jeg skulle bare finde ud af, at det var sådan.
På et tidspunkt er jeg i Spanien på sommerferie med min bedste ven. Og jeg kan huske det skelsættende øjeblik, hvor han og jeg er i byen med Pablo på en bar for homoseksuelle.
På den anden side af dansegulvet ser jeg en fyr. Han ser tydeligvis også mig.
På det tidspunkt har min ven og jeg ikke snakket om de tanker og følelser, som jeg har gået rundt med i mange år.
Men så deler jeg mine tanker. Jeg vil tage kontakt til fyren.
Min ven kigger mig direkte ind i øjnene og siger »Det er sjovt, du siger det, for jeg har faktisk tænkt mig at være sammen med Pablo.«
Det var et skelsættende øjeblik. For i det øjeblik, jeg sagde det, var det samtidig, som om jeg vidste med sikkerhed, at jeg er homoseksuel.
Siden har vi talt meget om den aften. Det var så specielt, at vi begge to havde tænkt en masse tanker, som vi begge valgte at dele den aften.
På den måde hjalp vi hinanden, og så var trolden ude af æsken.
Jeg er nok en af de meget heldige, som aldrig har været bange for at springe ud, og som heller aldrig har haft nogen negative tanker omkring det at springe ud. Alt det negative ved at have en anden seksualitet ligger hos andre mennesker. Deres fordomme og uvidenhed, samfundets normer.
For mig er det at være homoseksuel, og har altid være, nøjagtig lige så godt som at være heteroseksuel. Det var bare noget andet. Og jeg er rigtig glad for min seksualitet og ville ikke lave noget om.«
Søren Torpegaard Lund, artist og musiker.
»Det første, der dukker op, når jeg tænker over det, er vores familiealbum. Allerede som to-tre-årig var jeg interesseret i at gå i min mors høje hæle rundt om juletræet. På den måde har der nok altid været noget indeni mig, fra en helt tidlig alder, som ikke har gjort det, som de andre drenge gjorde.
Det var først som teenager, at jeg blev særlig selvbevidst. I børnehaven vidste de, at jeg gerne ville have prinsessekjole på. Så der hang altid en kjole klar til mig i garderoben.
Der har undervejs i min barndom og tidlige ungdom været nogle år, hvor jeg mærkede, at det ikke var så accepteret, at man var, som jeg var, i samfundet, eller at det ikke var normen.
Det var ikke noget, som jeg skulle tage med ud af huset, det var noget, jeg skulle holde derhjemme.
Jeg tror, der var mange år, hvor jeg tænkte, at jeg nok skulle være kæreste med en pige, for det var det, jeg kendte til.
Jeg er da som udgangspunkt heteroseksuel, for det er man jo.
Men jeg har nok altid vidst, at jeg tænder på fyre. Selvom jeg i en lang periode havde brug for at tænke, at jeg var biseksuel. Det med at tænke, at man bare inkarneret er til det modsatte køn, er sådan en del af en. Det var i hvert fald en del af mig.
Jeg husker det, som om jeg var 14-15 år, da jeg første gang fortalte mine omgivelser, at jeg var homoseksuel. Men jeg har nok selv vidst det, siden jeg var 12 år gammel. Jeg kan huske, at den første, jeg fortalte det til, var min veninde Josefine på efterskolen.
Det at komme på efterskole gjorde, at jeg kom væk fra mit bagland. Det jeg er vokset op i og med.
Det at komme et nyt sted hen, føltes som om jeg bare kunne fortælle åbent, hvem jeg er, og opføre mig, som jeg havde lyst til. Helt til at starte med, var det mest noget, jeg sagde, når jeg var fuld, for det gjorde det nemmere.
Men med tiden blev det også bare normalt for mig.
Første gang jeg mærkede, mere eller mindre ubevidst, at jeg havde en reel interesse i en fyr, var da jeg som 12-13-årig spillede amatørteater. Det var ikke udtalt mellem mig og Johan, som han hedder. Men efterfølgende har vi talt om, at vi begge mærkede noget, som var mere end et venskab.
Jeg havde en kæreste på efterskolen, som faktisk var en pige. Men så blev jeg forelsket i en fyr og måtte afslutte det med hende.
Det gik endegyldigt op for mig, at jeg udelukkende er til fyre.«
Anders Bilberg, skuespiller, sanger og drag queen
»Når jeg tænker tilbage, har jeg altid været tiltrukket af fyre. Allerede da jeg var helt ung, fandt jeg fyre mere appellerende og spændende.
Jeg havde bare ingen at spejle min interesse i.
Der var bare ikke nogen, som åbent var homoseksuelle, og dermed heller ikke rigtigt nogen, som jeg kunne være interesseret i.
Homoseksualitet var ikke noget, der blev talt om, heller ikke på tv.
Jeg husker ikke, at der var et eneste homoseksuelt menneske i min omgangskreds. Selvom det på den anden side heller ikke var noget, der blev talt om.
Så selvom jeg i lang tid gik og vidste, at jeg ikke var heteroseksuel. følte jeg ikke, at jeg havde nogen mulighed for at udforske det. Det var ikke rigtigt en mulighed. På den måde blev det samtidig heller ikke en kamp, som jeg var nødt til at tage.
Jeg var ikke nødt til at date piger for at opretholde en facade, for der var ikke andet end heteroseksuelle mennesker. Og på det tidspunkt syntes jeg egentlig også, at den del var spændende.
Da jeg så startede i 3. g på gymnasiet, mødte jeg en fyr, som også var homoseksuel.
En aften ude havde vi begge fået meget at drikke. Jeg husker det, som om det ret usagt bestemt os for, at vi skulle være sammen. Og det var vi så. Hele natten.
Siden den nat vidste jeg det bare. Det var følelser, som jeg aldrig nogensinde havde oplevet før. Ægte, passionerede følelser.
Jeg måtte erkende over for mig selv, at jeg er homoseksuel. Samtidig brugte jeg enormt meget energi på, at det lidt skulle dækkes til, også selvom jeg var sprunget ud. Jeg havde brug for, at der ikke var nogen, som skulle kunne »se« det.
Men så kom jeg i et forhold, som faktisk er holdt ved lige siden. Ti år har vi været sammen nu.
Først i 2016 begyndte jeg på min drag. Og jeg tror faktisk først, at det var der, at jeg rigtig fandt mig selv. Sådan på den der måde, hvor jeg også stod ved hele mig.
Jeg fandt ud af, at det ikke bare er et label at være homoseksuel. Det betyder faktisk, at det er en del af mig, som indebærer en masse ting, som jeg nok i rigtig mange år havde holdt inde og negligeret.
Da jeg fandt frem til mit alter ego, Betty Bitsclap, føltes det som et liv og død-øjeblik. Det var det jo måske ikke, men sådan føltes det. Jeg sprang også ud over for mig selv.«
