En af verdens mest beskidte borgerkrige

Den ti år lange borgerkrig i Sierra Leone blev kendt for to ting: Den blev finansieret af landets diamanter, og så var den usædvanlig grusom. Seks år efter borgerkrigens afslutning kæmper Sierra Leone fortsat for at komme til hægterne.

Borgerkrigen i det vestafrikanske land Sierra Leone går for at være en af en kontinentets og - muligvis - verdens mest grusomme. Ikke mindst på grund af de omfattende lemlæstelser af den lokale befolkning. Oprørerne blev berygtet for med macheter at hakke arme, ben og ører af både mænd, kvinder og børn. Omkring 50.000 mennesker omkom i de blodige år, og omkring halvdelen af landets befolkning blev drevet på flugt.

Kampene startede i 1991, da oprørsbevægelsen Revolutionary United Front (RUF) ledet af Foday Sankoh angreb fra Liberia. Målet med angrebet var at vælte regeringen i Sierra Leone og få kontrollen med landets store forekomster af mineraler - ikke mindst diamanter, der blandt andet blev brugt til indkøb af våben.

RUF blev støttet af Liberias daværende præsident Charles Taylor, der har et stort ansvar for Sierra Leones ti blodige år. Efter at have taget flugten fra sit eget land, der også blevet ramt af borgerkrig, blev Charles Taylor efter års diplomatisk tovtrækkeri sidste år udleveret fra Nigeria, hvor han havde søgt tilflugt, til det internationale krigsforbrydertribunal i Haag.

Borgerkrigens andre forbrydere bliver retsforfulgt i Sierra Leones hovedstad Freetown, hvor de lokale myndigheder i samarbejde med FN har oprettet en særlig domstol med mandat til at retsforfølge grove menneskerettighedsovertrædelser og krigsforbrydelser begået under borgerkrigen. Desuden er der etableret en sandheds- og forsoningskommission.

Men retsopgøret i Sierra Leones særlige domstol trækker ud, og i sidste uge meddelte domstolen, at to af de hovedanklagede var blev fløjet til Senegal for at få lægehandling. Det sker kun få uger før, dommen over de to hovedanklagede skulle have været afsagt. Den ene af de anklagede var leder af en milits, der støttede regeringen mod oprørerne, og det er et vidne om, at begge parter begik krigsforbrydelser og ovegreb på menneskerettighederne.

Lederen af den regeringsvenlige milits hedder Hinga Norman, der også var daværende indenrigsminister i Sierra Leone. Ifølge anklageskriftet tiltales han blandt andet for menneskeofringer og kannibalisme. Men mange af Sierra Leones mellem fem og seks millioner indbyggere anser Hinga Norman for en helt, fordi han kæmpede mod oprørerne, hvis absolutte hovedfigur heller ikke er dømt endnu - og heller ikke bliver det. Foday Sankoh døde i fangenskab i 2003 blot nogle få måneder efter, at hans kommandant, Sam Bockarie, blev skudt i Liberia.

Men retsopgøret er ikke det eneste, der trækker ud i Sierra Leone. Nøjagtig som de tusindvis af civile, der har mistet et ben eller en arm, halter landets økonomi også. Eksportindtægterne er knappe, og staten går glip af en væsentlig indtægt fra diamanteksporten, idet smuglere fortsat undgår eksportafgiften.

Hovedparten af befolkningen ernærer sig ved landbrug - dyrkning af ris samt kaffe og kakao til eksport - men de mange års konflikt har mindsket landbrugsproduktionen, og en del af Sierra Leones landbefolkning, heriblandt de mange hjemvendte flygtninge fra nabolandene, er fortsat afhængige af importerede fødevarer.

De 70.000 tidligere soldater og oprørere, der blev afvæbnet og rehabiliteret efter borgerkrigen, har stillet sig op i den i forvejen lange kø af arbejdsløse. Og ligger man dertil den udbredte fattigdom, den omsiggribende korruption og stammefejderne, så har man listen over de problemer, der sammen med diamanterne var med til at udløse Sierra Leones ti år lange mareridt.