Elton John vil gøre hitfilm til musical

Den roste musiker og sanger Elton John vil gøre filmen »The Devil Wears Prada« til en Broadway-musical.

Foto: PAUL BERGEN

København. Det var med isnende kulde og tårnhøje hæle, at Runway-redaktøren Miranda Priestley piskede og plagede sin assistent Andy i succesromanen "The Devil Wears Prada" fra 2003.

Og nu vil den legendariske musiker Elton John sørge for, at den populære komedie også bliver foldet ud som musical på selveste Broadway. Det skriver Wall Street Journal.

- At opfinde "The Devil Wears Prada" er superspændende, siger Elton John i en pressemeddelelse.

- Jeg er en kæmpe fan af både bogen og filmen, og jeg er modeverdensentusiast, siger Elton John.

"The Devil Wears Prada" blev i 2006 filmatiseret, og Meryl Streep imponerede anmeldere og publikum i rollen som den kolde og kritiske chef med psykopatiske tendenser overfor den fornuftige Andy, som Anne Hathaway spillede.

Elton John har tidligere stået bag musicalsne "Lion King" og "Aida".

Han vil ifølge Wall Street Journal skabe "The Devil Wears Prada" sammen med manuskriptforfatteren Paul Rudnick, og Broadway-veteranen Kevin McCollum vil sammen med Fox Stage Productions og Rocket Entertainment producere showet. Han har tidligere produceret både "Rent" og "Avenue Q".

Elton Johns nye projekt kommer i en tid, hvor flere film bliver lavet til musicals. I denne sæson alene vil der eksempelvis være musicals, der er inspireret af filmen "En ny dag truer" og "Den fabelagtige Amélie fra Montmartre".

/ritzau/FOKUS