Elsebeth Egholm: »Jeg tror på Gud - hvor skal jeg ellers henvende mig, når lokummet brænder?«

Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag: Forfatter Elsebeth Egholm

Elsebeth Egholm debuterede i 1999 med romanen »De frie kvinders klub« og er ikke mindst blevet kendt for sine kriminalromaner om Aarhus-journalisten Dicte, der også er blevet til TV-serie på TV2. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup

Kan du beskrive dig selv med tre ord? Og hvorfor lige dem?

»Privat. Selvforsørgende. Teknikudfordret.

Det private tænker jeg meget over netop i en tid som denne, hvor jeg udgiver bog. For jeg ved, at så kommer der journalister, der gerne vil vide noget mere om mig. Jeg ville ønske, at jeg havde nemmere ved at krænge ud, for det er ligesom et krav i tiden. Men det er fin balance at forsøge at give noget af mig selv og samtidig føle, at jeg passer på det, jeg skal passe på. Jeg valgte selv at fortælle om min brystkræft, fordi jeg syntes, jeg havde noget vigtigt at sige. Men det var svært.

Selvforsørgende - det har været så vigtigt for mig altid. Men det var det ikke i min mors generation. Hun var medhjælpende hustru i min fars planteskole, og jeg har altid tænkt, at jeg skulle aldrig nogensinde være afhængig af andre penge end mine egne.

Teknikudfordret - fordi jeg dagligt føler mig komplet på glatis med mobiltelefon og computer og alt det. Jeg mangler den nysgerrighed, der naturligt må hænge sammen med at blive god til det. Så jeg ønsker tit, at der fandtes en »lille hjælper« ligesom i Anders And, som man kunne tilkalde, når det hele bryder ned.«

»Det er fin balance at forsøge at give noget af mig selv og samtidig føle, at jeg passer på det, jeg skal passe på,« siger Elsebeth Egholm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup.

Tror du på Gud?

»Ja, men jeg gør det nok af den mest kujonagtige grund, for hvor skal jeg ellers henvende mig, når lokummet brænder? Hvis jeg står i en umulig situation, vil jeg gerne kunne sende en lille bøn opad. Som en døende mand engang sagde: »This is no time to be making new enemies«.

Hvad er det største problem i verden lige nu?

»Truslen mod demokratiet - eller demokratierne - er det mest overhængende problem. De forskellige bevægelser hen imod, at man gerne vil have et quick fix - at problemerne skal løses her og nu. Vi står over for nogle meget store udfordringer, ikke mindst klimakrisen. Men demokratiet arbejder langsomt og kommer måske ikke altid frem til resultater, der tilfredsstiller folk. Jeg kan godt frygte, at ønsket om handling får folk til at sige, at målet helliger midlet, og at vi har brug for en klog - eller stærk - mand i spidsen for det hele, så der kan handles hurtigt. Jeg er bange for, at vi bevæger os farlige steder hen i disse tider.«

Har du et ar, der fortæller en særlig historie?

»Jeg har et ar på overlæben fra et hundebid, da jeg var syv år gammel. Jeg sad med en cockerhvalp, der pludselig fór i hovedet på mig. Det var synd, både for mig og især for hunden - den endte med at blive aflivet, fordi den havde gjort det før. Min mor og min mormor var i panik. De var overbevist om, at jeg ville blive vansiret, og det var jo forfærdeligt for en pige. Selv forstod jeg ikke et ord af det - og det lille ar har faktisk aldrig generet mig.«

Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?

»Det har jeg fået af Erik Bistrup, der var chefredaktør på Berlingske, da jeg var i praktik. Efter praktiktiden ville han give mig nogle ord med på vejen. Han sagde en masse søde ting om hvor dygtig, han syntes jeg havde været - og så sagde han: »Men gå ud og få noget selvtillid.« Det er jo et umuligt råd på sin vis, men jeg har da bestræbt mig på det lige siden. Og det, at han troede på mig, var jo med til at give mig selvtillid.«

»Jeg kan godt frygte, at ønsket om handling får folk til at sige, at målet helliger midlet, og at vi har brug for en klog - eller stærk - mand i spidsen for det hele«


Hvornår indtraf dit professionelle livs mest afgørende øjeblik?

»Det var, da jeg fik et brev fra forlaget Lindhardt og Ringhof, om jeg ikke kunne tænke mig at skrive noget til dem. Efter Berlingske havde jeg været freelance nogle år, hvor jeg gik og drømte om at skrive en bog. Men hvornår kommer man lige i gang med det, man skal jo også tjene nogle penge.

Nu fik jeg chancen - og nogen, der kunne holde snor i projektet, så jeg ikke bare skrev ud i det blå. Det blev til min debut, »De frie kvinders klub«. Den fik en pris fra Bogklubben 12 Bøger, som også aftog svimlende 25.000 eksemplarer. Det gav mig økonomisk mulighed for at skrive den næste - og den næste igen. Og så kom jeg i gang med »Dicte«-serien, hvor jeg som en af de første herhjemme kom med på krimibølgen med de stærke kvindelige hovedpersoner. Jeg havde set det komme, først i USA, så i England og Sverige, så det var faktisk en strategi, jeg lagde. Det er jeg lidt stolt af.«

Hvad er dit yndlingsord?

»Det er »hund«. Og det er jo ikke fordi, det er et specielt kønt eller musikalsk ord. Men betydningen, alt det bløde og kærlige og de brune øjne aktiverer stoffet oxytocin i hjernen - det man kalder kærlighedshormonet. Bare jeg hører ordet »hund« kan jeg ikke lade være med at smile. Da jeg skulle opereres for brystkræft, sagde sygeplejersken, at nu skulle jeg tænke på noget, der gjorde mig glad. Jeg var lidt flov over, at jeg ikke tænkte på min kæreste. Men jeg tænkte altså på min hund. Da jeg senere fortalte min kæreste det, sagde han: »Det ved jeg da godt, at du gjorde.«

Elsebeth Egholm gik oprindelig på konservatoriet, men skiftede til journalistuddannelsen og arbejdede bl.a. på Berlingske Tidende, inden hun debuterede som forfatter. Flyglet i stuen er dog stadig i brug. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup.