Elins store dag

Elin Reimer er bedst kendt for rollen som Laura i »Matador«, men faktisk har hun spillet mere end 60 roller på film og TV.

06NAVelin-145909-203.jpg
Elin Reimer har trukket sig fra offentligheden. Foto: Brian Karmark
Læs mere
Fold sammen

Man skal dyrke sin have. Det mente den franske forfatter og filosof Voltaire, da han skrev sin berømte satiriske roman »Candide«. Og det mener skuespilleren Elin Reimer også, som i en alder af 90, stadig har det godt, men har trukket sig fra rampelyset.

Hendes sidste rolle foran kameraet var som fiffig pillepusher-bedstemor på alderdomshjemmet i TV 2s forstadskomedie »Lærkevej«, og teatret har hun budt farvel forlængst. I stedet passer hun sin have hjemme i villaen i Virum - med lidt hjælp udefra - og har ikke noget »behov for at betro sig«, selv om landets aviser og blade naturligvis har stået i kø for at interviewe hende i anledning af den runde dag. Hun har sagt, hvad der skal siges. Og kigger man på den lange og flotte karriere, hun har haft i dansk teater og film, må man også konstatere, at hun på alle mulige andre måder har »passet sin have«, siden hun udgik fra De Frederiksbergske Teatres Elevskole i 1948. Mere end 60 roller på film og fjernsyn er det blevet til. Læg dertil hele den store indsats på teatret.

I øjeblikket toner hun naturligvis frem på skærmen i den flot restaurerede udgave af den uopslidelige TV-serie »Matador«, i den rolle, som for alvor placerede hende i danskernes bevidsthed. Har man sagt Elin Reimer, må man naturligvis også sige Laura, familien Varnæs’ autoritetstro og autoritære kokkepige, selve billedet på den type tjenende ånder, som næppe findes mere - skønt Laura jo i et kort øjeblik drømmer om andet og mere - om den frihed, hun kunne have nydt uden for kælderregionerne.

Inden hun affinder sig med sin plads i tilværelsen ved køkkenbordet med briller på næsen, en knaldtår på Madam Blå og en cerut i mundvigen bag avisen. Det var jo i det hele taget det fine ved Elin Reimers præstation som den køkkenternede Laura: Hun var måske nok både gæv, rund og ikke så lidt småvranten, når der var blus på komfuret, men rollen blev også spillet på en smuk resignation og en stille smerte. Elin Reimer gjorde hende til andet og mere end et produkt af folkekomedien. Hun blev et ægte menneske, og en af seriens populæreste figurer. Afsnittet »Lauras store dag« hører til seriens allerbedste - scenen med fortjenstmedaljen, som Laura sætter på grisehovedet efter en lang og opslidende dag, måtte i øvrigt tages om gang på gang. Nålen knækkede.

Selv har Elin Reimer modtaget et ridderkors af majestæten helt tilbage i 1984. Ligesom hun ikke er sluppet for folkets kærlighed:

»Folk er enormt søde, når jeg møder dem, men jeg er egentlig også glad for at bo på en vej, hvor alle ikke render rundt og råber »Laura« efter mig. Jeg genkendes ikke så tit som tidligere, men når jeg så åbner munden og taler, så kan folk godt høre, hvem jeg er,« sagde hun sidste år til ugebladet Her & Nu.

Positionen som folkekær cementerede hun, da hun fortsatte på skærmen som lattermild dommer i Poul Thomsens hunde- og familiequiz »Hund og hund imellem« på skærmen.

Allerede inden elevskolen var Elin Reimer i gang på de skrå brædder. 1940erne var der flere muligheder for børn, der gerne ville spille teater, blandt andet på Bellahøj med Politikens børneteater. Hun medvirkede også i eventyrspil for børn i radioen. Efter elevskolen kom hun til Aalborg Teater, men fra 1954 var hun at finde på Aarhus Teater, hvor hun fik lov til at vise sin spændvidde, skarpe replik og robuste humør i første række. 14 år senere havde Preben Harris for længst taget hende med til hovedstaden og et moderne eksperimenterende repertoire på Gladsaxe Teater. Derfra fulgte hun med videre til Folketeatret med et væld af opgaver gennem årene. Og samtidig brød hun igennem i den folkelige bevidsthed med ugerevyerne »Uha-Uha« i fjernsynet.

I 13 år var Elin Reimer også en del af ensemblet på Det Kongelige Teater, hvor hendes alsidighed kunne bruges til stort set det hele med et højdepunkt i selvmordsdramaet »Godnat, mor«. I karrierens senere år kulminerede hendes kunstneriske løbebane med den fornemme præstation i Mette Winges monolog »Skriverjomfruen«, tilbage på Folketeatret, hvor hun skabte et fascinerende portræt af 1700-tallets forfatterinde Charlotte Dorothea Biehl.