Ekstra Bladet hacket på X: »Utroligt uheldigt«

Ekstra Bladet er i gang med at undersøge, hvordan det er gået til, at en udefrakommende har tiltvunget sig adgang.

Ekstra Bladet chefredaktør, Knud Brix, afviser at kommentere sagen over for Berlingske. Linda Kastrup (arkiv)

Det gik torsdag aften vildt for sig på en af Ekstra Bladets profiler på det sociale medie X.

En række opsigtsvækkende opslag blev delt fra kontoen, som mediet normalt bruger til at dele breaking-nyheder.

Blandt andet blev der delt flere stærkt antisemitiske ytringer.

Der blev også gentagne gange opfordret til at investere i bitcoins.

Profilen var blevet overtaget af udefrakommende, der tiltvang sig adgang, fortæller Ekstra Bladets chefredaktør, Knud Brix, til sit eget medie.

»Vores breakingkonto på X er beklageligvis blevet hacket. Det er selvfølgelig utroligt uheldigt. Vi har så hurtigt som muligt fået den suspenderet, og nu gennemgår vi vores sikkerhedsprocedurer for at finde ud af, hvad der er sket, og hvordan vi sikrer, at det ikke sker i fremtiden,« siger han.

Ekstra Bladet er nu i gang med at undersøge, hvad der er sket.

Til Berlingske oplyser Knud Brix, at mediet endnu ikke har fundet ud af, hvem der står bag hackerangrebet.

Han afviser at kommentere sagen yderligere.

Kontoen er fredag morgen deaktiveret.