I en tid, hvor holdninger til andres opdragelse bliver skudt afsted som sten fra en curler til vinter-OL, har et nyligt debatindlæg rejst et spørgsmål:
For hvornår skal man presse sit barn til at gøre noget, det ikke vil?
I debatindlægget beskrev en far, at hans tiårige søn ikke havde lyst til at være med til luciaoptoget med sin klasse.
Drengen er »lidt genert og har sceneskræk«, og faren mener, at drengen skulle fritages for »tvangslucia«.
»Ja, børn skal lære, at der er mange ukomfortable situationer i livet, som man må håndtere med oprejst pande. Men er at tvinge dem til at synge med hvide kapper og lys i hænderne den rigtige måde at lære dem det på?« skrev han.
Til det svarede Birgitte Borup, Berlingskes kulturredaktør, i sit seneste nyhedsbrev:
»Ironisk nok er svaret på det spørgsmål et rungende ja. Man lærer faktisk en hel del af at gennemføre noget, man ikke har voldsomt lyst til. Også som barn.«
Nogenlunde det samme mener familievejleder Lola Jensen, som har 39 års erfaring med børn og børnefamilier med stort set alle tænkelige og utænkelige udfordringer.
Hun siger, at generelt skal man gøre børn trygge med mindre snak og mere handling.
»Hvis et barn er bange for noget, kræver det forældre, der viser, at ‘jeg er kaptajn, og du kan trygt komme ombord på dette skib’. Det er i det hele taget et forældreansvar roligt og sikkert at vise børnene vejen til de ting, som de kan være bange for,« siger Lola Jensen.
Ifølge Lola Jensen er det i det hele taget vigtigt, at børnene oplever at være med til noget, som de ikke selv har valgt. Fordi sådan er der mange ting hele livet igennem, som man skal klare.
»I min optik er der heller ikke noget, der hedder et genert barn. Der er bare nogle børn, der skal have verden i små portioner,« siger Lola Jensen.
Det kan konkret betyde, at hvis man har et barn, der er nervøs ved en given situation, så skal man langsomt introducere dem til det.
Udviklingen går i stå
Det vil sige, at første gang et barn for eksempel er til en juleafslutning, sidder de på forældrenes arm, til den næste går man rundt og holder hånd, og når man er til den tredje, så løber barnet selv hen og deltager på lige fod med de andre.
»Balancen ligger i, at vi udvikler os igennem de udfordringer, vi møder, og hvis vi ingen får, går udviklingen i stå. Hvis et barn for ofte til gengæld står over for en udfordring, det virkelig ikke kan magte, og hvor de presses for hårdt ind i det, så kan det resultere i en langvarig blokering,« siger Lola Jensen.
Og deri ligger netop skismaet. Det siger Elsebeth Trap, som er skoleleder på Rygaards Skole i Hellerup.
Skolen kalder sig selv for en »moderne, katolsk privatskole«, og på Rygaards Skole er der også luciaoptog.
»Hvis det bare handler om, at de ikke gider, så skal de,« siger Elsebeth Trap.
Men der kan være andre ting på spil end bare ugidelighed, og det skal man også tage hensyn til.
»Hvis det handler om angst eller vægring, så er det jo noget, vi skal arbejde med. Det er, uanset om det handler om ligninger eller luciaoptog. Så man kan ikke sætte regler op for det med den måde, vi ser på børn og børneopdragelse,« siger Elsebeth Trap.
Ligesom børn lærer at cykle på forskellige tidspunkter i deres opvækst, er det at skulle stå på en scene eller gå ned ad gangen i hvide gevandter med lys på hovedet også noget, børn skal lære, før de kan det.
»Noget som luciaoptog handler om fællesskab, og den tanke om fællesskabet kan jeg godt savne, når forældre kommer og spørger, om deres børn kan slippe for en given aktivitet, som vi oftere og oftere oplever. Når det så er sagt, så skal der altid kunne differentieres,« siger skolelederen.
Så for at opsummere skal dine børn gå med i luciaoptoget – og hvis ikke de vil, så skal du lære dem det som en kaptajn på dit helt eget luciaskib.
