Måske involverede dit weekendprogram flere end fem mennesker. Måske er de to meters afstand oftere tættere på en meter. Efter mange måneder, hvor vores adfærd har været dikteret af pandemien, er vi de seneste uger blevet mindre forsigtige.

Vi ser i lavere grad coronavirussen som en trussel mod samfundet, og vi er mindre opmærksomme på at holde afstand og begrænse vores antal af sociale kontakter. Det viser tallene i den nye HOPE-rapport fra Aarhus Universitet. HOPE-rapporterne udkommer løbende og kortlægger danskernes smitteforebyggende adfærd og opfattelser.