Eksperter: Bypark på Vesterbrogade vil få flere til at droppe bilen i centrum

Tivolis plan om at lukke Vesterbrogade for trafik vil skabe mere trængsel og få flere mennesker til at opgive at tage bilen ind til Københavns midte, siger trafikforsker. Men planen rummer også muligheder, siger andre.

Liselotte Sabroe

Det er et af Københavns mest kendte gadepartier, som Tivoli ønsker at afspærre med en storstilet plan om en ny bypark.

Hvis planen bliver realiseret, vil det i fremtiden kun blive fodgængere og cyklister, der kan færdes på Vesterbrogade mellem det nybyggede Axel Towers og Tivolis hovedindgang. Det vil i sagens natur presse tungere trafik ad andre gader og formentlig skabe trafikpropper der, siger trafikforsker på Aalborg Universitet Niels Agerholm til Berlingske.