Eksminister angriber forældre for ikke at leve op til deres ansvar: »Det er en historisk vanskelig situation«

Hvorfor mistrives børn og unge? Fordi de er selvbyggerbørn, der selv skal skabe identitet og rammer, og fordi de voksne har svigtet dem. Sådan lyder det fra Merete Riisager, der i en ny bog undersøger årsagerne til børn og unges mistrivsel. Konklusionen er klar: Mange forældre tager ikke nok ansvar, folkeskolelæreren er blevet en coach, og dannelsen er blevet udvandet.

»Da jeg var i politik, sagde man, at børn og unges mistrivsel skyldtes faglige krav i uddannelsessystemet. Det handlede om en præstationskultur. Men det er ikke sandt. Vi har ikke et uddannelsessystem, som sætter høje barrierer for, hvordan vi kan udfolde vores liv.« Niels Ahlmann Olesen

En far diskuterer med sin datter, hvorfor hun skal tage sko på, inden hun løber hen på legepladsen. »Jeg vil ikke have sko på,« snerrer datteren, og faren begynder at forklare, hvorfor man tager sko på, når man skal udenfor. Sådan går diskussionen. Frem og tilbage.

Situationen er et hverdagseksempel på, at nutidens opdragelse er gennemsyret af ansvarsfralæggelse fra forældre, der ikke vil tage myndighedsrollen på sig. Den moderne forælder evner ikke altid at skære igennem og sige: »Du skal tage sko på, fordi jeg siger det«.