Egon Olsens planer stjålet fra udstilling: »Det er kuppet over alle kup«

Det var timet og tilrettelagt, da en kvinde søndag eftermiddag stjal Egon Olsens navnkundige brune pakke med planer fra Nordisk Films Olsen Banden-udstilling.

En Olsen Banden-udstilling i Nordisk Film studierne i Valby er søndag eftermiddag blevet udsat for et tyveri. Tyven har stjålet Egon Olsens brune pakke med planer, som lå i Yvonnes stue i udstillingen. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Nordisk Films Olsen Banden-udstilling nåede kun at være åben i halvanden dag, før den måtte se sig vidne til et kup ved højlys dag, da en gæst slap af sted med at stjæle Egon Olsens brune pakke med planer. Det skriver DR Nyheder.

Pakken blev stjålet fra Yvonnes stue, der er en del af den 400 kvadratmeters store udstilling, i Nordisk Film studierne i Valby i anledning af 50-året for den første Olsen Banden-film. Og det er et tab, da pakken spiller en central rolle i både udstillingen som filmene, der som regel starter med, at Egon Olsen forlader Vridsløselille Statsfængsel med planerne under armen.

Det fortæller Nicklas Smedegaard Pedersen, der er rundviser og medansvarlig for udstillingen.

Læs også: Kom med ind i Olsen Banden-universet på ny særudstilling

»Den brune pakke er en af de vigtigste ting symbolsk. Det er på højde med den røde kuffert eller bowlerhatten,« siger han til Berlingske.

Tyveriet skete klokken 12:17 søndag, og gerningspersonen var en kvinde, som Nicklas Smedegaard Pedersen beskriver som »småfed og almindelig«, en slet skjult reference til Yvonnes signalement af skurken »Bøffen« i Olsen Banden.

Derudover fortæller han, at kvinden formodentlig var i 60’erne, iført en grå dunjakke, briller og havde pagehår.

Signalementet er videregivet til politiet.

Tyveriet blev fanget på overvågningskameraerne, og Nicklas Smedegaard Pedersen er ikke i tvivl om, at kvinden gik målrettet efter den brune pakke.

»Det var timet og tilrettelagt. Så snart der ikke var nogen, der kiggede, tog hun den under jakken, og gik mod udgangen. Hun købte en billet klokken 12:17 og var ude igen klokken 12:19. Det kunne tyde på at være en vaneforbryder med en plan,« siger han.

Hvad hensigten var med tyveriet, kan Nicklas Smedegaard Pedersen kun gisne om, men fortæller at interessen for Olsen Banden næsten ikke kender grænser. Han tvivler på, at det vil være muligt at få pakken afsat på et sort marked for Olsen Banden-effekter, eller at det skulle være sandsynligt, at den havnede i Bruxelles ligesom Hallandsens lyssky forretninger.

Læs også: Se det endelige design: Her er Københavns nye skiløjpe

At der bliver begået et tyveri på en udstilling for Danmarks mest elskede forbryderbande er nok så stik modsat ironisk, som det findes, og det kan Nordisk Film trods alt godt se det sjove i.

»Vi kan jo sagtens se humoren i det, for det er jo Olsen Banden i en nøddeskal. Det er et eksempel på, at virkeligheden imiterer historien, og det er der jo også noget eventyrligt over. Men selvom det er en sjov historie, så er det stadigvæk vigtig for os at fortælle, at forbrydelse ikke betaler sig. Heller ikke i den virkelige verden,« siger han.

Nordisk Film håber selvfølgelig på, at den brune pakker med planer bliver fundet, så den igen kan installeres i Yvonnes stue. Indtil videre har udstillingen en plan B og har fået ekstra låneudgave af planerne.