Science fiction-filmen »Dune: Del 2« har solgt biografbilletter for flere penge end nogen anden film i 2024.

Men der har ikke officielt været en treer på vej – indtil nu.

For den slags indtjening er selvfølgelig ikke bare sådan at lade ligge for Hollywood, så nu er der en »Dune 3« på vej. Det skriver filmbranchemediet Variety samt Entertainment Weekly

Filmene handler kort sagt om magtkampene mellem en række store adelsslægter, der bekriger hinanden på både stor og lille skala i kampen om magten i galaksen. 

Med i filmene spiller en række af tidens hotteste unge stjerner,  navne som Timothée Chalamet, Zendaya, Austin Butler og Florence Pugh, der flankeres af lidt ældre stjerner som Josh Brolin, Rebecca Ferguson og Javier Bardem. 

Det er især Timothée Chalamet, der spiller Paul »Muad'Dib« Atreides, man følger. Han er først hertug i eksil og bliver siden en messiaslignende figur for det stolte ørkenfolk fremenerne. 

De første to film blev instrueret af Denis Villeneuve, og egentlig har han afsluttet den historie, der bliver fortalt i forlægget, Frank Herberts roman »Dune« (med den danske titel »Klit«) fra 1965.

Men Frank Herbert skrev fem efterfølgere inden sin død i 1986, så der er nok materiale at tage af til fremtidige film. Villeneuve har tidligere sagt til Entertainment Weekly, at han altid havde forestillet sig, at han ville lave (mindst) tre film.

»Det er ikke, fordi jeg vil lave en filmfranchise, men det her er »Dune«, og »Dune« er en kæmpestor historie. For at ære den tror jeg, at du skal bruge mindst tre film. Det ville være drømmen. At følge Paul Atreides og hele hans historie ville være rart,« sagde Villeneuve til mediet i 2021

Det er filmselskabet Legendary, der har bekræftet, at de nu er i gang med at udvikle »Dune 3«, der skal baseres på romanen »Dune Messiah«, som er den første af Herberts efterfølgere til »Dune«. 

Mange anmeldere roste »Dune: Del 2«, men Berlingskes Kristian Lindberg var ikke overbevist. 

»Selvom mange allerede har hædret instruktøren for at holde den tunge gravitas i Frank Herberts romanunivers intakt, er filmen nemlig et heltekvad, der bliver ensformigt i tonen med sine konstant bragende dommedagsbasuner og sin sammenbidte maskuline beslutsomhed m/k,« skrev Kristian Lindberg.

Der er foreløbig blevet købt biografbilletter til »Dune: Del 2« for 4,3 milliarder kroner.