Efterårsferie: Det sker udenfor København

Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flydrama på Koldkrigs- museet

Lyster man en spændingsfuld familietur, bør man tage et kig forbi Koldkrigsmuseet, Stevnsfortet. Søndag 16. oktober vil man bl.a. kunne se kampflyet F16, der vil blive præsenteret af en erfaren testpilot, og efter præsentationen kan man opleve en virtuel kamp mellem kampflyet og en Joint Strike Flighter i museets biograf. Interesserer man sig meget for kampfly, vil man også kunne se F16’eren blive samlet, når den lørdag 15. oktober kl. 11 ankommer i dele på to 14 meter lange transportere. På museet vil man derudover kunne prøve kræfter med adskillige tests, der afslører, om man virkelig har, hvad der skal til for at blive jagerpilot.

Lær om livet til søs

På Museet for Søfart har man i efterårsferien mulighed for at lære om livet til søs. Den rare Kaptajn Storm giver rundvisninger hver dag kl. 12-14 for hele familien, der vil kunne prøve sig frem med klassiske sømandsopgaver. De knirkende brædder og skæve gulve skaber den maritime illusion, man kender fra hurlumhejhuset. Rundvisningen tager en halv time og er gratis for alle. Er man ikke blevet søsyg efter rundvisningen, kan man fortsætte legen og tage på rottejagt. Her bevæger man sig rundt blandt udstillinger og leder efter de snuskede rotter. Er der behov for en pause, kan man slappe af i museets café, der selvfølgelig byder på mad og drikke. Tilmelding via booking@mfs.dk. Rottejagten er egnet for børn i alderen 5–12 år.

Oplev havet og dets vidundere i Kattegat-centeret

Gopler, blæksprutter, hajer, fisk og rokker. Disse og mange flere undervandsdyr kan man opleve i Kattegatcenteret i Grenaa. Hver dag i efterårsferien kl.10-17 er centeret spækket med aktiviteter for alle aldre. Her kan man smage tang-chips eller lave sin egen tang-salt, som man er velkommen til at tage med hjem og bruge til aftensmaden. Derudover kan man få et glimt af en sjælden, blå hummer. Hun er nyankommet og endelig klar til at bliv vist frem, og så er hun desuden med rogn. Er man en sand vandhund, kan man også forsøge sig med et prøvedyk i centerets Oceanium.

Magisk Harry Potter-festival

Hvert år i efterårsferien afholdes en fortryllende festival i Odense. Her kan man sy sin egen troldmandskappe, tage fortryllende billeder eller se et trylleshow med Mr. Maddox. Desuden kan man pynte Harry Potter cupcakes, deltage i et Harry Potter filmmaraton eller strejfe omkring i Diagonalstræde. Samt være med til at åbne Hemmelighedernes Kammer med de andre troldmænd og hekse, tage en tur i Hogwarts-Expressen, se Snapes eliksirværksted, spille med i den internationale Quidditch-tunering eller drikke en kop te med en synsk og få ens egen fremtidsforudsigelse. For alle over 18 er der mulighed for en svingom ved det årlige efterårsbal. Festlighederne varer til og med 22. oktober. Billetter på harrypotterfestival.dk

Græskarmani i Givskud Zoo

Givskud Zoo har i år valgt at skrue ekstra meget op for uhyggen i efterårsferien. Dyreparken bliver pyntet med græskar, der skal skabe en rædselsvækkende stemning, og ferien igennem kan man se dyrene blive fodret med græskar, der gemmer på overraskelser indeni. I zooteltet kan man komme tæt på nogle af de dyr, som vi mennesker ofte frygter – man kan tage en selfie med dem og deltage i konkurrencen om et »Sov på Savannen«-ophold. I teltet vil man også kunne høre om, hvorfor vi finder netop disse dyr skræmmende, på trods af at de ikke er farlige. Udover al Halloween-uhyggen viser Givskud Zoo en stor dinosaur-udstilling på 40 forskellige modeller, hvor man i ferien bl.a. kan male og dekorere sin egen dino.

En rigtig kartoffelferie

Universe (tidl. Danfoss Universe) er en science-park, hvor fokus ligger på læring og iværksætteri. Parken ligger i Nordborg på Als og tager i år betegnelsen for fortidens efterårsferie »kartoffelferie« meget bogstaveligt. Modsat 1800-tallet er aktiviteterne i Universe dog ikke kolde og udmattende, men morsomme og underholdende for hele familien. Her kan leges med kartofler i form af kartoffel-stafet og »slå en kartoffel« konkurrencen. Legene er egnet for børn op til 12 år. Åbningstiderne lyder kl. 10-17.